Sareen: Tak for de forskellige synspunkter. Jeg lytter og tænker

Sådan som folkekirkeordningen er skruet sammen, er det jo altså politikerne i Folketinget og regeringen, som skal træffe den beslutning, skriver kirkeminister Manu Sareen (R)

Jeg har læst og lyttet. Og jeg vil som kirkeminister fortsat meget gerne lytte. Både i denne sag og om alle andre væsentlige emner, skriver kirkeminister Manu Sareen.
Jeg har læst og lyttet. Og jeg vil som kirkeminister fortsat meget gerne lytte. Både i denne sag og om alle andre væsentlige emner, skriver kirkeminister Manu Sareen. Foto: Leif Tuxen.

I løbet af mandag den 10. og tirsdag den 11. oktober blev jeg præsenteret for tre forskellige synspunkter på spørgsmålet, om der skal åbnes for, at homoseksuelle kan blive viet i folkekirken.

Mandag morgen var det biskop Karsten Nissen, som i Kristeligt Dagblad gav sin mening til kende: en anbefaling af, at der indføres et ritual for kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab, men at der samtidig holdes fast ved, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ordninger. Og derfor også en anbefaling af, at lovgiverne træder varsomt i forhold til spørgsmålet om et kønsneutralt ægteskabsritual.

Mandag middag var det Henrik Højlund, sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, som i en debat med mig i radioens P1 forfægtede det synspunkt, at folkekirken på ingen måde kan eller må åbnes for velsignelse eller vielse af homoseksuelle, fordi det efter hans vurdering er i strid med Bibelen.

Tirsdag morgen var det så biskopperne Kjeld Holm og Kresten Drejergaard, som i Kristeligt Dagblad opfordrede til, at jeg og Folketinget får afskaffet den nuværende skelnen mellem ægteskab og partnerskab, så begge dele kan indgås ved en kirkelig handling på lige fod.

Jeg er meget glad for alle tre tilkendegivelser.

Det havde selvfølgelig været meget lettere for mig, hvis de havde det samme budskab. Når jeg er glad for dem trods de meget markante forskelle, så er det, fordi jeg meget gerne vil lytte til og læse de forskellige holdninger, der er i folkekirken.

Det er værdifuldt for mig og for andre politikere at få synspunkterne opsummeret klart og sobert, som det skete i alle tre tilfælde. Det er en hjælp for os, når vi skal træffe beslutningen om, hvad der skal ske i denne meget omdiskuterede sag. En beslutning skal træffes, efter at spørgsmålet har været diskuteret i årevis.

En beslutning vil der under alle omstændigheder være tale om, uanset om den går ud på status quo, på en mellemløsning eller på det mest vidtgående. Og sådan som folkekirkeordningen er skruet sammen, er det jo altså politikerne i Folketinget og regeringen, som skal træffe den beslutning.

Jeg har læst og lyttet. Og jeg vil som kirkeminister fortsat meget gerne lytte. Både i denne sag og om alle andre væsentlige emner.

Manu Sareen (R) er ligestillings- og kirkeminister