Scandinavian Star: Myndighedernes svigt fortsætter

Hvor kriminalromaner er forfatternes leg med virkeligheden, og hvor ondskab, kynisme og mord blot er fortællingens krydderier, så er disse elementer i Halskovs bog om "Scandinavian Star" den grumme virkelighed

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Den 7. april i år var det 25 år siden, at den katastrofale brand på ”Scandinavian Star” fandt sted. 159 mennesker omkom i deres kahytter eller i labyrinten af røgfyldte korridorer.

Min klumme her i avisen i foråret havde titlen ”'Scandinavian Star' - en uopklaret mordbrand”, for branden var påsat. Men den eller de skyldige i forbrydelsen er ikke fundet.

Her i efteråret udkom en ny bog om katastrofen. Det er journalisten Lars Halskovs: ”Branden. Gåden om Scandinavian Star”.

Der ligger et omfattende og årelangt udredningsarbejde bag. En velskrevet bog, der er spændende som en kriminalroman.

Men langt alvorligere, for hvor kriminalromaner er forfatternes leg med virkeligheden, og hvor ondskab, kynisme og mord blot er fortællingens krydderier, så er disse elementer i Halskovs bog den grumme virkelighed.

I årenes løb er der gjort meget for at komme gådens løsning nærmere, men ikke af myndighederne. Danskeren Mike Axdal har kæmpet utrætteligt for at finde en løsning på forbrydelsen.

Han er ikke uddannet inden for politiarbejde; hans kvalifikation består i, at han overlevede branden. Han mistede sin far og sin bror på skibet, og han har lige siden følt sig skyldig over for dem, fordi det var ham, der bad dem tage med på rejsen for at hjælpe ham med den opgave, han havde påtaget sig, nemlig at istandsætte skibets kahytter under rejsen til og fra Oslo.

Skyldfølelsen har været hans drivkraft. Og så frustrationen over det besynderlige efterspil, hvor myndighederne vedholdende har forsømt og siden afvist at følge endog meget tydelige spor.

Axdal har i tidens løb samarbejdet med nogle af de overlevende nordmænd og andre med tilknytning til de efterladte. De har alle været amatører inden for opklaringsarbejde, men den virkelige amatørisme har det norske og det danske politi stået for.

I årevis var skylden for branden officielt placeret hos en lastbilchauffør, som imidlertid ikke har kunnet afhøres, fordi han omkom ved branden. Først i 2014 er norsk politis anklager trukket tilbage.

Politiet har nølende indrømmet, at der ikke blot aldrig har været nogen beviser mod ham, men at det tilmed er yderst usandsynligt, at han kunne have anstiftet branden.

Han skulle så at sige have bevæget sig tilbage fra arnestedet gennem branden og røgen til sin kahyt, hvor han blev fundet død.

I 2006 udgav Mike Axdal sin bog ”Scandinavian Star. Mordbrand med statsstøtte”.

Det er jo en hvas titel, men den er forståelig, for den dækker over et forløb af kafkaske dimensioner, hvor Axdal ustandselig er rendt myndighederne på dørene med nye oplysninger, han har gravet frem. Men ærtehalmen af politi, statsadvokater og politikere har ikke ønsket at have mere med sagen at gøre.

I efteråret udkom så Halskovs bog. Pladsen her tillader ikke et dækkende referat af de to bøgers gennemgang af mordgåden, men jeg vil fremhæve nogle få ting.

Det absurde opklaringsarbejde begyndte med, at man ved søforklaringen lod rederiet og dets advokater afgøre, hvad der skulle fremlægges af dokumenter. Uvildige og helt selvfølgelige opklarende spørgsmål blev ikke stillet. Heller ikke sidenhen.

”Følg pengene” er i reglen en brugbar arbejdsmetode, men den blev ikke anvendt.

Der tegner sig da det billede, at rederen, Henrik Johansen, havde gennemført en papirhandel, som skulle give ham en skattefordel i Danmark og samtidig puste skibets værdi op, så der kunne tegnes en forsikringssum på 24 millioner dollars, som blev udbetalt, da skibet blev totalskadet. Hvem fik pengene? De blev udbetalt til de virkelige ejere, en kreds af investorer, først og fremmest Niels Erik Lund. Han er aldrig blevet afhørt.

Hvorfor forlangte rederiets direktør, Ole B. Hansen, at der skulle opsættes det brandfarlige og ikke lovlige savsmuldstapet i kahytterne? Spørgsmålet blev ikke stillet af politiet.

”Scandinavian Star” synes desuden at være blevet apteret med løgn og bedrag med hensyn til overdragelsespapirer, skibsregistrering i skattelyet Bahamas, proforma-godkendelser af sikkerhedsforanstaltninger, manglende brand- og redningsøvelser og tilladelse til at befordre passagerer.

De danske og norske støtteforeninger for de efterladte har haft nogle ildsjæle, som vedholdende har bombarderet myndighederne med stadig nye oplysninger og nye spørgsmål.

Det er danskeren Mike Axdal og nordmændene Jan Harsem, Terje Bergsvåg og journalisten Tron Strand.

Efter 25 år ser det ud til, at deres arbejde omsider har båret frugt. Norsk politi har i 2014 fået til opgave at genoptage efterforskningen. Desuden har det norske Storting i år besluttet, at der skal gennemføres en parlamentarisk undersøgelse af forløbet og af myndighedernes håndtering.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen