Skibsbranden på ”Scandinavian Star” i 1990, hvor 159 mennesker omkom, har været emnet for to af mine tidligere klummer her i avisen.
Sagen lever fortsat i manges bevidsthed. Ikke mindst hos de efterladte; de har aldrig fået en forklaring på forbrydelsen og har i årevis følt sig svigtet af de norske og danske myndigheder.
Katastrofen er nu 25 år gammel. Skulle den så ikke få lov at hvile? Det er jo mere og mere blevet historie. Jeg tror, sagen havde kunnet finde hvile, hvis de skyldige var blevet fundet, eller hvis det i det mindste havde været tydeligt, at myndighederne havde gjort, hvad der stod i deres magt for at udrede forbrydelsen og dens motiver. Men det har aldrig været tydeligt - tværtimod.
I tidens løb er der skrevet talrige artikler om sagen, der har været en række dokumentariske tv-programmer, og der er udgivet fire eller fem bøger.
Mike Axdals bog ”Scandinavian Star. Mordbrand med statsstøtte” er fra 2006, og her i efteråret 2015 udkom Lars Halskovs bog ”Branden. Gåden om Scandinavian Star”.
Igen og igen er der blevet sat spørgsmålstegn ved myndighedernes arbejde, og igen og igen har de svaret henholdende eller udenom. Vi ved, at der findes forbrydere i denne verden - også i skibsbranchen - men det særligt foruroligende er, når myndighederne vender det blinde øje til.
I en sag af dette omfang er det, som om tre mekanismer lige så stille går i gang. Den første er, at politiet og andre myndigheders ansvarsforflygtigelse, henholdende svar og sagstræneringer fører til nye ansvarsforflygtigelser og flere henholdende svar og træneringer. Måske fordi prestigetabet opleves større og større, hvis inkompetencen omsider indrømmes. Denne mekanisme bliver derfor selvforstærkende.
Den anden mekanisme er, at den person, som fastholder sin mistanke og sin kritik, efterhånden mere eller mindre karakteriseres eller opfattes som en håbløs kværulant. Det er lige før, jeg løber samme risiko ved nu for tredje gang at skrive om ”Scandinavian Star”.
Den tredje mekanisme er, at påstande om en overlagt forbrydelse og mulig forsikringssvindel direkte og indirekte karakteriseres som konspirationsteorier.
Det er oven i købet sådan, at de to sidste mekanismer, kværulant- og konspirationskarakteristikken, gradvist forstærkes af myndighedernes vedholdende afvisninger.
Der resterer nemlig fortsat så megen autoritetstro, at når myndighederne tilsyneladende ikke vil røre ved en sag, er det nok alligevel, fordi den er grundløs eller meningsløs.
Danskeren Mike Axdal kan eksemplificere mekanismerne. Han overlevede branden, og hans drivkraft har været, at han dengang mistede sin far og sin bror. Han beskriver sit opklaringsarbejde i sin bog, og det refereres i Lars Halskovs nye bog.
I årenes løb har norske overlevende også deltaget i efterforskningen. Pladsen her tillader ikke at gennemgå alle frustrationerne og de utallige gange, Axdal og andre er blevet afvist, når de har kontaktet myndighederne med nye oplysninger, hvis de overhovedet har fået svar.
På et tidspunkt siger politikeren Karsten Nonbo (V) til Axdal:
”Det må da være som en livsvarig fængsling, Mike. Det er jo ikke alle sager, der bliver opklaret.” Og Axdal spørger sagtmodigt i sin bog: ”Var det ikke netop de danske myndigheder, der sad med nøglen til mit fængsel?”.
”Scandinavian Star” var ikke klar til passagersejlads i 1990. Skibet blev forsikret, selvom forsikringsselskabets egen sagkyndige ikke godkendte det. Søfartsstyrelsen forsømte også i sin tid at inspicere og godkende skibet.
I dag vil hverken forsikringsselskabet eller Søfartsstyrelsen besvare spørgsmål fra journalisten Lars Halskov om ”Scandinavian Star”, men henviser kun til tidligere officielle svar. Tavsheden møder han fra mange sider, og den er ikke blot sigende, den er uhyggelig.
En lang række politikere inklusive ministre som Poul Nyrup Rasmussen (S), Bjørn Westh (S) og Frank Jensen (S) har alle sagt det rigtige om den store tragedie - og så er det blevet ved det. De er altid endt med at henvise til tidligere redegørelser og til, at en række rigsadvokater, blandt andre Henning Fode, trofast har afvist yderligere undersøgelser. ”Begrundelserne” henviser til hinanden og er der ofte slet ikke, når man ser efter.
For eksempel henviser justitsminister Frank Jensen i 1997 til Justitsministeriets eget skøn og tilføjer: ”Også selvom der ikke var indtrådt forældelse i sagen, ville det fremlagte materiale ikke give grundlag for at genoptage efterforskningen” - på ny helt uden at begrunde hvorfor.
Havde der været tale om rene konspirationsteorier, kunne myndighederne have fastholdt at afvise genoptagelse af sagen, men i 2014 anbefalede Oslos politimester omsider statsadvokaten i Norge at gå i gang med efterforskningen af de økonomiske forhold bag skibet.
Det er aldrig gjort tilbundsgående, og det er en indirekte kritik af det danske politi, for det var oprindelig deres opgave. Desuden har det norske storting nu besluttet at nedsætte en undersøgelseskomité af sagen og af myndighedernes mangelfulde efterforskning.
Det er muligt, at danske myndighedspersoner ville se det som et stort prestigetab, hvis også de indrømmede tidligere fejltagelser og forsømmelser. Alle andre ville se det som i usædvanlig grad modigt og prestigegivende - og at høre ordene: ”Vi tog fejl!”.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen