DA KØBENHAVN I 1708 fik sin fattigforordning var der stor diskussion, om man skulle indføre en direkte fattigskat, så det var obligatorisk for alle at betale til fattigvæsenet.
Mod en sådan påtvungen skat protesterede fromme borgermænd. Velgørenhed mod de fattige skulle være frivillig, så det virkelig kunne ses, hvilke gode gerninger den enkelte ud af sit hjertes godhed gjorde, og som ville lyse som eksempler for hedningene!
En sen efterkommer af disse fromme borgermænd er sognepræst Andreas Jensen, som i Kristeligt Dagblad den 8. oktober mod mig indvender, at der da skal kunne ses forskel på hedningenes og de kristnes handlinger.
Og her skal der svares et klart ”Nej!”. Den kristne og hedningen skal gøre akkurat det samme, Andreas Jensen. I det ydre, i handlingslivet, er det ikke til at se forskel på hedningens og den kristnes handling. Begge skal de adlyde, opretholde og understøtte landets lov og ret, simpelthen.
I al sin ufuldkommenhed og foreløbighed er loven det bedste værn om dit og dine medmenneskers liv, og hvad enten man er kristen eller hedning, har man fuldt op at gøre med at adlyde loven, tale godt om den og sørge for, at landets børn nyder godt af dens beskyttelse.
Der, hvor der er forskel på den kristne og hedningen, er i gudsforholdet. Hedningen tror, at hans hele væsen og person bestemmes af hans handlinger, at han er sine gerningers sum. Dermed ledes han ind i et parallelunivers, hvor frygt for straf og begær efter løn bliver grundpiller i hans liv og kun tvungent og trevent gør han det, loven pålægger ham.
Den kristne derimod tror, at hans person og væsen er skænket ham, ikke i gerningernes sum, men i den kærlighedens ligelighed mellem Gud og skabning, som sættes af kors, opstandelse og dåb.
Hvad den kristne er, er han i evighed ved Guds bestemmelse. Hvad hedningen er, er han ved handlingernes ingeniørarbejde i tiden for at opbygge et image, en egenretfærdighed. Den forskel er der, Andreas Jensen, men det er ikke en ydre forskel i handlingslivet, men i hjertets fred med Gud eller evig jagt efter anerkendelse hos mennesker.
Hvis du gerne vil have Skriftens ord for sandheden af det, jeg siger, så lad os læse Matthæus (7, 22): ”Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt Jer! Bort fra mig, I som begår lovbrud!”.
Der kom de altså, alle de guldkristne, med deres store, mægtige, lysende næstekærlige gerninger - og blev sendt bort fra gudsriget. Hvorfor? Fordi de havde begået lovbrud, fordi de ikke havde keret sig om den ganske almindelige dagligdags livslov, som er det grundlæggende for alles liv på Jorden.
Så måtte de gå igen, tilbage til deres professorale lærestole, eller hvor nu den slags mennesker tilbringer tiden med gråd og tænders gnidsel. Men du og jeg, Andreas Jensen, vil, mens tid er, slå ind på en anden og bedre vej.
Jens Brun, sognepræst, Regnar Juels Vej 21, Gug, Aalborg Sø