FILOSOFFEN Kai Sørlander er i sin måde at argumentere på vor tids svar på Erasmus Montanus. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 20. november får han det gjort til udtryk for åndsfrihed, at man nægter muslimerne ret til at bygge en stormoské i København. De fleste andre vil jo nok omvendt mene, at lige så lidt som Morlille er en sten, lige så lidt kan forbud mod en moské være udtryk for frisind.
LÆS OGSÅ: Misforstået åndsfrihed
Sørlanders argument lyder, at hvis man tillader muslimerne at bygge en stormoské, bekræfter man dem samtidig i deres åndelige indelukkethed. Han mener tværtimod, at man skal konfrontere muslimerne ideologisk for på den måde at lære dem noget om demokratisk åndsfrihed.
Det er det skinbarlige vås, at man ikke på samme tid kan gå ind for muslimers ret til at opføre en stormoské og samtidig konfrontere dem ideologisk. Personlig er jeg ateist, men kunne jo ikke af den grund drømme om at protestere imod, at kristne har opført kirker over det ganske land.
JEG HAR INGEN problemer med på den ene side at acceptere de kristnes ret til at udøve deres religion i dertil indrettede lokaler og samtidig kritisere de kristne ideologisk. Tværtimod hænger de to ting nøje sammen: Hvis de kristne ikke havde mulighed for at samles og offentligt formulere, hvad de tror på, havde vi andre jo heller ikke mulighed for at kritisere denne tro.
Anderledes er det naturligvis ikke med muslimerne, som er Danmarks næststørste trossamfund. Eller med jøderne, der jo som den naturligste sag af verden har lov at dyrke deres religion i en synagoge.
LÆS OGSÅ: Moskéer er ikke løsningen tværtimod!
At muslimerne ikke må have samme ret som kristne og jøder, strider mod almindelige regler for åndsfrihed og særligt grotesk bliver det, når Sørlander nu vil gøre det til et særligt udtryk for åndsfrihed at nægte muslimer denne frihed. Her har selv Holberg levet forgæves.
Og det har Holbergs store forbillede Voltaire tilsyneladende også. Han er kendt for de fyndige ord: Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem. Denne holdning har hidtil været en grundhjørnesten i dansk demokrati i lighed med Grundtvigs berømte sætning Frihed for Loke såvel som for Thor, hvormed han både gjorde sig til talsmand for tros-, ytrings- og åndsfrihed og bevarede retten til at kritisere dem, han ikke var enig med. Denne ambivalens er Sørlander ikke i stand til at fatte. Han mener omvendt, at man kun kan bekæmpe muslimernes meninger med autoritære midler.
KAI SØRLANDER kunne godt have brug for at få udvidet sin horisont ved for eksempel at komme i en muslimsk stormoské. Hans fordomme om islam er massive. Islam er så lidt som kristendommen en samlet og enig blok, og det er meget uklædeligt, når Sørlander mener, at muslimerne har brug for at lære, hvad demokratisk åndsfrihed er.
For det første demonstrerer Sørlander, at han er den sidste til at lære dem det, og for det andet findes der jo inden for islam en massiv bevægelse for netop demokrati og åndsfrihed, som blandt andet er kommet til udtryk i det arabiske forår.
Sørlander vælger i stedet at karakterisere en samlet islam ved at slå ned på de mest formørkede dele af religionen. Det svarer til, om vi skulle bedømme kristendommen ud fra de lynchninger, som Ku Klux Klan har foretaget under det kristne kors, eller ud fra kristne fanatikeres drab på amerikanske abortlæger. Både islam og kristendommen har deres mørke kapitler.
Kai Sørlander og hans meningsfælle, den konservative borgmesterkandidat Rasmus Jarlov, optræder som spydspids for Dansk Folkeparti og forsøger med deres modstand mod en stormoské at lukke øjnene for, at også islam er en dansk religion, der lige som kristendommen befinder sig i en stadig kamp mellem formørket dogmatik og moderne frisind.
Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter