Lillian Bondo: Hvorfor raser republikanerne kun over Trumps nedgørelse af gifte kvinder?

Når republikanernes raseri kun går på, at Trump specifikt retter sin opmærksomhed mod gifte kvinder, så gøres kvinder ikke kun til objekter af Trump – men lige så meget af hans forfærdede ikke-længere-følgere, skriver Lillian Bondo

Kvinder gøres til objekter af Trump – men lige så meget af hans forfærdede ikke-længere-følgere, mener debattør.
Kvinder gøres til objekter af Trump – men lige så meget af hans forfærdede ikke-længere-følgere, mener debattør. . Foto: Evan Vucci/Polfoto.

Nu har Trump i mere end et år målbevidst tilsvinet flygtninge, indvandrere, mindrebemidlede, overvægtige, andre religioner (har han selv én, der ikke kun er udvendig?), kvinder og i det hele taget alle, der ikke stemmer på Trump.

Og så går alle amok og falder fra, når han taler om sex?

Lad mig lige med det samme slå fast, at også jeg synes, at det er krænkende – og virkelig ulækkert. Fra mig havde han fået et knæ i skridtet. Men det er jo gratis at sige, jeg har aldrig været en oplagt kandidat til starlet i et show med Donald Trump.

Hans 10 år gamle bemærkninger om forbruget af kvinder har fået en modstand, som han nok ikke havde ventet – hans forsøg på en henkastet machokommentar, om at det nu er sådan, vi mænd taler i omklædningsrummene, er også faldet til jorden.

Den del af det kører viralt nu, efter at store mænd fra sportsverdenen tager afstand til den sammenligning med deres liv: ”Os, der i virkeligheden er i omklædningsrummene – vi taler ikke om erobring og forbrug af kvinder. Vi taler om vores sport og vores liv uden for sporten. Selv en senere dømt voldtægtsforbryder, som jeg opdagede, at jeg havde tilbragt år med i sporten, han talte aldrig om sine overgreb mod kvinder,” lyder det blandt andet.

Det, som har slået mig allermest i den efterfølgende byge af reaktioner fra republikanere, er raseriet over, at Trump specifikt retter sin opmærksomhed mod gifte kvinder. Det, som det forfærdede republikanske establishment udtaler, det er, at man skal kunne stole på, at ens kone og ens døtre kan gå uantastet.

Med andre ord – det er mandens pligt at beskytte sin ejendom. Og det er kammeratens pligt ikke at gå efter kammeratens kone og datter. Kvinder gøres til objekter af Trump – men lige så meget af hans forfærdede ikke-længere-følgere.

I sidste uge bragte DR 2 en yderst tankevækkende udsendelse om seksuelle overgreb mod kvinder på amerikanske universiteter. Der er studenterklubber, såkaldte fraternities og sororities (”broderselskaber” og ”søsterselskaber”) på alle universiteter – og i mange fraternities er der en uhyggelig kultur med druk og point for overgreb på kvinder. Hver femte unge kvinde på et amerikansk universitet har været udsat for et seksuelt overgreb. 20 procent.

Jeg kan ikke forestille mig det samme herhjemme. Vi har også kønsopdeling nogle steder, men mest i form af kønsskævhed i uddannelser eller erhverv. Ikke et omfang, hvor de lag, der senere styrer alt i samfundet, ikke er kønsmæssigt integreret. Og vi har også problemer med overgreb mod piger og kvinder.

Men ikke i den ekstreme struktur, som blev skildret forleden – og som lyser ud af Trumps holdning til kvinder og til de besynderlige kommentarer, som de affødte fra hans (næsten) ligesindede, nemlig at et angreb på en kvinde er særlig alvorligt, når hun burde være beskyttet af ægteskabets ukrænkelighed – eller når hun er datter af en højtstående hvid mandlig senator. Og at overgreb efterforskes – men ikke hvis de begås af en sportshelt, der skal tjene millioner af dollars hjem til sit college eller university.

Så når nu Hillary bliver den første kvindelige præsident i USA (bank under bordet), vil jeg opfordre hende til, blandt mange andre indsatser, at styrke kvinder, at sætte ind for at ændre uddannelse til at være offentligt finansieret og for at ændre ungdomskultur fra drenge- og pigekultur til fælles kultur.

Menneskeværd først, uanset ægteskabelig status, jomfruelighed, faders formue eller uddannelsesgrad på et ivy league-universitet – menneskeværd, ikke mandsdominans og kvindenedgørelse.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo.