Debatten om Danmark som kristent land er vakt til live, siden det blev udtrykt i regeringsgrundlaget. Der kan være forskellige grunde til, man mener, at udsagnet er fejlagtigt.
For nogle år siden var jeg skeptisk omkring at udtale mig sådan. Selvom jeg har min kristne identitet i at være himmelborger (Fil. 3,20), er jeg samtidig dansk statsborger i mit jordiske fædreland.
Jeg må konstatere, at mange forhold bestemt ikke afspejler det kristelige i Danmark, når det gælder at følge den bibelske vejledning.
I det lys er Danmark snarere en frafalden nation, hvor landets indbyggere bør bekende deres synd, omvende sig, søge Guds nåde og bede om, at Herren vil forbarme sig. Vi myrder små børn ved lov, ophæver det naturlige ægteskab mellem mand og kvinde, understøtter, at kristne værdier ikke naturligt præger skole, samfund og lovgivning og meget andet.
Jeg har forståelse for aversionen mod at kalde Danmark et ”kristent land”, hvis det betyder, at en regering så automatisk fører kristelig politik. Eller at verdensbilledet bliver, at kristendom er lig med danskhed eller dansk identitet. Og hvis man er uenig med regeringens politik, at man så er en dårlig kristen eller ikke er velkommen i landet.
For fem år siden udtalte dronning Margrethe: ”At vi er et kristent land, kan vi ikke komme væk fra. Det er hele vores historie, det præger hele vores sprog, det præger vores landskab med kirkerne. Danmark er et kristent land”.
For mig at se flugter det fint med, hvad den nuværende regering peger på, når det gælder det danske samfunds værdier og rødder i den kristne kulturarv, og at regeringen fastholder den evangelisk-lutherske kirkes fortrinsret (jævnfør Grundloven).
Jeg er med på, at et land principielt set ikke kan være kristent, for så vidt det gælder en personlig tro. Samtidig er det sprogligt vrøvl ikke at kunne anvende ordet kristent om andet end troen.
Hvis et land ikke må være kristent, er det så sekulært, ateistisk, humanistisk, muslimsk eller blot demokratisk neutralt og en identitetsløs nation?
At der er religionsfrihed, er ikke ensbetydende med religionslighed. Og at fremhæve, at Danmark er et kristent land, behøves ikke at opfattes eksklusivistisk. I regeringsgrundlaget understreges det, ”at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme”.
Samtidig er det vigtigt at præcisere, at kristendom ikke er lig med danskhed. Kulturkristendom er ikke samsvarende med kristen tro. Kristendom skal ikke være en totalitær statsreligion, hvor der ikke er plads til andre, selvom døbte udgør flertallet.
Når det møder protest at benævne Danmark som et kristent land - ud fra vores kulturarv, historie og at ville fastholde kristne værdier - må det siges højt, som ikke længere er selvfølgeligt.
Jeg deler biskop Steen Skovsgaards udsagn på kristendom.dk den 5. august: ”Det er modigt og rigtigt at fremhæve kristendommen som en del af vort samfunds DNA i en tid, hvor kirke og kristendom er under pres”.
At fastholde kristne værdier er der bestemt et politisk opdrag i. Men det kristne står og falder ikke med en regering.
For folkets skyld er det særligt kirkens og kristenfolkets opgave og ansvar at være bevidst om den kristne arv og at give det kristne budskab ord og liv i samsvar med bibelsk lære.
Jeg vil opmuntre kristne til at være bevidste og frimodige. Vi må besinde os på vores kristne arvegods og herudfra bevidst tjene, så vi gør en forskel i vores land.
Vi skal ikke lade de kulturradikale kritiske røster sejre og gøre os tavse eller se passivt til, at kristne værdier presses ud, så sekulære tankesæt bliver altdominerende, og intolerancen over for kristendom bliver styrende i samfundet, men frimodigt vidne om vores tro og leve det kristne liv i hverdagen.
Det er faktisk fint at blive mindet om ved en sætning i et regeringsgrundlag!
Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission og valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke