Jeg har undervist i 35 år og holdt foredrag i 40 år, og jeg elsker begge dele. Jeg er 100 procent selvlært, men jeg ved, det har virket og virker. Jeg tænker mit ved de kaskader af abstraktioner, der for tiden udgår fra vrimmelen af pædagogiske teoretikere, ja, ofte tænker jeg: pædagogak! Kom dog ned på jorden!
Det begyndte ude i marsken i 1955. Det var lærermangeltider. Jeg var 18, nybagt student, skulle på højskole, og fra august til november vikarierede jeg for andenlæreren i Bådsbøl toklasses-skole i Ballum.
Jeg havde den lille klasse, dejlige, nysgerrige og ublaserte bondebørn, der talte uforfalsket dialekt, som jeg lynhurtigt måtte høre mig ind i og stadig er forelsket i. Der opdagede jeg, at glæde er et overvældende væsentligt element i undervisningen. Vi havde det så sjovt. Efter højskolen fortsatte jeg fra maj til sommerferien på Fårup Skole ved Hobro.
Så var der et slip, mens jeg studerede. Efter eksamen i 1962 underviste jeg teologistuderende frem til 1978, først på fakultetet i Aarhus, så i København. Indimellem var jeg på lange studierejser og havde orlov til at skrive doktordisputats. Men det blev til sammenlagt 12 års undervisning.
Der lærte jeg, at alting handler om stoffet, om sagen; midlet er underordnet, underordnet sagen. Lærerens optagethed skal mødes med elevens nysgerrighed. Så sker der noget.
Og så opdagede jeg, at det gælder om at formulere abstrakte tankegange helt og aldeles, som man selv har forstået dem - med sine egne ord. I samme øjeblik, man reproducerer andres formuleringer uden denne personlige forarbejdning, svæver det hele på en abstrakt sky.
Og hvis man ikke rigtigt selv har forstået stoffet endnu, skal man blot vedgå det og spørge deltagerne: Kig lige på denne sætning - hvad kan der dog være ment med det? Så går medtænkeren i gang på alle, og man kappes om at finde løsningen. Der opstår et tænkende fællesskab, og højtiden stiger med dagen. Det havde jeg lært af Løgstrup, den bedste lærer, jeg har haft.
Det med at sige det med mine egne ord havde jeg lært af min far, der var lærer. Han kunne forklare os alt, mig og mine brødre, og os i klassen - jeg havde ham til engelsk og naturhistorie i mellemskolen. Jeg kan høre ham i min indre øresnegl og se ham for mig. Det prunkløse. Det uabstrakte. De mange enkle verbalsætninger uden substantiver endende på -hed. Jeg glemmer aldrig hans genfortælling af indledningen til Selma Lagerlöfs ”Gösta Berlings Saga” i Viby Ungdomsklub anno 1952.
Jeg efterligner ham, mimer ham, når jeg underviser, men jeg mimer også helt konkret hans tag på spaden, når jeg skal grave have, hans tag på en kniv, ja, hans tag på åndelige holdninger. Når jeg er til gudstjeneste, prøver jeg at mime den fine søndagsro og sindsydmyghed, mine forældre udstrålede. Derfra ved jeg, hvad religiøsitet er. Jeg ser, at professor Dorthe Jørgensen netop har udsendt en bog om undervisning som mimesis, efterligning.
Senere underviste jeg i seks år livlige 14-årige konfirmander som domprovst og præst i Maribo. Vi legede udenadslege - Trosbekendelsen, Fadervor, Salmebogens nummer 30, der rummer hele den kristne troslære, og en håndfuld andre salmer, som vi sang ind i huskekassen. Det kunne de godt lide - gentagelsen, det rituelle. Og sammenhængen i forløbet.
De skulle opdage, at kristendommen er en lærebygning, en struktur. Det skete ved, at vi sammen formulerede dagens tema på tavlen, hvorefter de sidst i timen skrev det ned i et hæfte.
Senere bearbejdede jeg dette stof til min minidogmatik ”Dansk kristendom. En folkebog om kirken”, 1983. Konfirmandstuen havde store vinduer til begge sider. De mødte klokken 8.
Men gennem hele forløbet undgik vi at tænde det elektriske lys. I de mørkeste uger før og efter jul tændte vi nogle stearinlys, og jeg fortalte, vi sang, vi repeterede, til lyset fra kosmos meldte sig lidt efter lidt og modulerede sindene derefter. Vi opdagede naturåret og talte om kirkeåret. Det var øvelse i sansning og undren og bevidstgørelse, blandt andet om modernitet.
I gudstjenesten skal præsten indtage rummet og træde i karakter som liturgisk person - men upåfaldende, hverken anmassende eller forlegen. Man har fået mandat til at være autoritet, hvad der ikke er det samme som autoritær, og mandatet skal bruges. Det samme gælder skolestuen og foredragssalen.
Næste station var Grundtvigs Højskole Frederiksborg. Denne skoleforms mægtige fordel er, at der ikke er noget, vi skal nå - der er ingen læringsplaner (bare dette kunstord, læring, pfui!). Dette giver så mange muligheder. Det fører elever steder hen, som de ikke vidste af. Til stof, de ikke anede, fandtes, ind i dimensioner, ”normaltilværelsen” fortrænger. Ind i rum for undren.
Vi sang det. Og vi formulerede det, gav undren sprog - hvorfor vi er her, hvorfor noget er, hvor glæden kommer fra, bevidsthed kommer fra, det onde kommer fra, hvad det gode er, og om det godes dilemmaer. Vi er her for at beundre livet, svarede jeg, når det var det, jeg blev spurgt om. I de mange foredrag øvede jeg det levende ords kunst.
I min sidste ansættelse som rektor for Præsternes Efteruddannelse - for færdiguddannede, nyansatte præster - var stoffet igen teologi.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen