Sikke et værre klynkeri på 1. klasse

Prins Henrik helmer ikke, før der også er en kongetitel eller minimum en kongegemaltitel. Det er åbenbart det største problem for den forkælede 81-årige, der ellers har haft snart et halvt århundrede til at vænne sig til forhold og tradition i dette lille kongerige, skriver journalist og forfatter Peter Olesen, der også langer ud efter Morten Messerschmidt (DF)

Sikke et værre klynkeri på 1. klasse
Foto: Keld Navntoft/Jens Nørgaard Larsen.

Der sker mange alvorlige ting i denne grumme verden. På den daglige nyhedsmenuseddel finder vi terror, uendelige flygtningestrømme, mord, mordbrande, skoleskyderier, knivoverfald. Listen er uendelig, og man magter næsten ikke at forholde sig til al den gru og rædsel, mange mennesker udsættes for.

Alligevel er mange af os heldigvis i stand til trods alt at mene at have et godt liv med rigt indhold, hvis vi vel at mærke evner at sortere i informationerne og evner at stræbe efter det positive og ikke kun dvæle ved det negative.

Set i det lys kan det jo være ganske interessant og tankevækkende at observere, hvad folk på første klasse i dette samfund tumler med af store problemer. Så store, at man indimellem ikke ved, om man skal le eller græde, når man er vidne til mediernes beskrivelser af deres kæmpe kvaler.

Jeg har på det seneste hæftet mig ved specielt to særlige mediehistorier om folk, jeg på ingen måde er tæt på.

Den første er statsoverhovedets ægtefælle, der har uendelige problemer med titulering og placering i rangordenen. Tænk at være fyldt 81 år og stadig have som største problem, hvordan man tituleres. Tænk at være kommet til dette lille smørhul af et land for snart 50 år siden og her kun have mødt røde løbere og buk og nej og så alligevel langtfra være tilfreds. Så har man virkelig store problemer.

Intet sted kommer statsoverhovedets ægtefælle uden rød løber rullet ud, uden at alle bukker og nejer, uden at møde lutter smil og stor behagesyge. Og alligevel er det ikke nok.

Det startede med Prins Henrik, så blev det tituleringen Prinsen, og nu er vi foreløbig nået til Prinsgemalen, sådan rent formelt. Det startede med eget sekretariat og egen sekretariatschef, nu er vi nået til eget hof og egen hofchef. Det startede med lommepenge fra ægtefællen, nu er vi på egen apanage. Et liv i stor luksus, med alt hvad hjertet kan begære af slotte og parker, urtehaver, jagtområder og lystyacht i form af Kongeskibet.

Ingen andre her til lands tør end drømme sig til bare en brøkdel af dette, og alligevel har vi klynk på første klasse igen og igen. Gemalen helmer ikke, før der også er en kongetitel eller minimum en kongegemaltitel. Det største problem for den forkælede 81-årige, der ellers har haft snart et halvt århundrede til at vænne sig til forhold og tradition i dette lille kongerige.

Man ved dårligt, om man skal le eller græde, og imens ser hele nationen måbende og uforstående til. Er der noget helt galt?

Den anden er storstemmeslugeren fra Europa-Parlamentet, DF'eren, juristen og moralvogteren Morten Messerschmidt. Den unge mand er tidligere flere gange kommet for skade at forlange alle andre papirer lagt synligt frem i enhver sag med betændt politisk potentiale, men når det pludselig kunne komme til at gælde storstemmeslugeren selv, så er det en helt anden sag.

Hvem kan dog mistænke et så moralsk godt forankret menneske for noget som helst? Hvem vover at tro, at han kunne skjule bare det mindste?

Sagen om pengene fra to EU-fonde, hvor hr. Messerschmidt selv er formand, har udviklet sig helt grotesk. Lige før en vigtig folkeafstemning om EU-forbehold. Partikolleger i parlamentet forlader gruppen i protest mod lukketheden, og alligevel får det ikke den unge mand på den høje moralske hest til at lægge de ønskede dokumenter frem, lige efter at han meget utvetydigt har bedt andre politikere om i andre sager at lægge alle papirer frem. Man ved dårligt, om man skal le eller græde.

Men Morten Messerschmidt taler og taler og argumenterer og argumenterer og tror stadig, at hans uendelige talestrøm kan lukke munden på de ivrige spørgere. Det konstante argument er, at skal han lægge alt frem, skal alle andre også. Hvis jeg skal tage bukserne af, skal du også.

Mon ikke super-DF'eren snart har ødelagt sin egen ellers så lysende karriere med den totale dobbeltmoralske attitude og stivnakkethed? For hvor meget hjælper det mon at have så evigt ondt af sig selv?

De har virkelig problemer at slås med - med al den ynk på første klasse.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen