Ja, mener Naser Khader (K)

"Hele den frie verden skal bekæmpe Islamisk Stat, og det skal Danmark være en del af. Det er i vores egen interesse, at der i vores egen baghave ikke hersker det kaos, som Mellemøsten er. Kaosset har store konsekvenser for os i form af flygtningestrømme, terroraktioner og unge, som rejser ned for at kæmpe sammen med Islamisk Stat."

Øget militært bidrag lod ikke til at være løsningen i Afghanistan og Irak. Hvorfor er det løsningen i kampen mod Islamisk Stat?

"Vi valgte at forlade Afghanistan og Irak 5-10 år for tidligt i stedet for at blive der og gøre arbejdet færdigt. I Irak sørgede vi hverken for, at regeringshæren var ordentligt trænet, eller at premierministeren inddrog sunni-muslimerne i beslutningerne. Vi skal lære af fejlene og bruge dem konstruktivt. I øvrigt er den store forskel mellem missionerne, at kampen mod Islamisk Stat er ren og skær terrorbekæmpelse. Ambitionen er ikke statsopbygning. Derudover skal man huske på, at Islamisk Stat er nemmere at bekæmpe end Taleban. De er nemlig ikke på hjemmebane, da størstedelen af IS-krigerne er udlændinge, og der er heller ikke så mange huler i området omkring Irak og Syrien."

I Irak og Afghanistan var der et rimeligt klart fjendebillede, hvor der i Syrien er forskellige fjender, venner og interesser. Stikker vi ikke hånden ned i en hvepserede?

"Hvis vi blander os i borgerkrigen, bliver det umuligt at finde ud af. Men man må forstå, at vi ikke skal ind og være en del af borgerkrigen, men udelukkende bekæmpe Islamisk Stat de steder i Syrien, hvor de står stærkest. Det er faktisk et ret afgrænset område. Men vi er nødt til at gøre noget, for katastrofen i Syrien er netop resultatet af, at vi ikke har gjort noget i tide. Hvis vi havde sat grænsen, da Assad begyndte at skyde på demonstranter, så var vi ikke havnet her. Men det bliver hverken problemfrit eller smertefrit at gøre noget, men alternativet er værre."

Hvis det lykkes at nedkæmpe Islamisk Stat, hvad er så næste træk?

"Der kommer vi ind i en ny fase, som handler om at sørge for, at Irak, Syrien og Libyen bliver fungerende stater. Det er derfor, at det internationale samfund bør erkende, at missionen kræver landtropper, for de moderate i Syrien er udryddet, og der er ingen til at overtage områderne efter Islamisk Stat. Når Islamisk Stat er nedkæmpet, starter kampen om den politiske løsning."

Nu taler du vel om statsopbygning, hvilket du advarede imod med tanke på Afghanistan og Irak?

"I de andre krige sendte vi soldater for at bygge broer og skoler. Nu skal vi sikre os, at befolkningen selv kan gøre det – ikke løse opgaven for dem. Men de kan ikke opbygge landet, hvis der ikke er en god sikkerhedssituation. Det problem så man i Libyen, hvor fjernelsen af Gaddafi skabte et magttomrum. Gaddafi havde afskaffet den libyske hær og klarede sig med fremmede lejesoldater. Da den nyvalgte, sekulære regering blev valgt, havde de ikke en hær, hvilket gav militserne frit spillerum. Det kan landtropper forhindre."

En udryddelse af Islamisk Stat er ikke ensbetydende med, at terrororganisationens tankegods forsvinder. Risikerer vi ikke bare, at en ny islamistisk gruppe tager over, hvor Islamisk Stat slap?

"Den militære del er heller ikke hele løsningen. Der er også en ideologisk kamp mod Islamisk Stat, som muslimerne selv skal tage. Når sunni-muslimerne holder med Islamisk Stat, er det, fordi de ikke fik en bid af kagen under den shia-muslimske Maliki-regering. Den eksklusion skal man forebygge ved at insistere på, at regeringen sikrer alle mindretal."

Modstandere af det øgede militære bidrag mener, at man bidrager til det kaos, som danner grobund for ekstremisme. Har de ikke ret i det?

"Hvad er deres alternativ? De skylder svar på, hvad vi så gør for at bremse Islamisk Stats fremmarch. Det er altid nemt at have høje idealer, men der er en virkelighed, vi skal forholde os til. Det ville være optimalt uden våben, men det kan ikke lade sig gøre. Islamisk Stat er ikke et suverænt land, man kan indgå aftaler med. Derfor er der ikke andet at gøre end at bekrige dem."
 

Nej, mener Nikolaj Villumsen (EL)

"Vi skal ikke deltage i krigen i Syrien, for det kan ende med at blive endnu en forfejlet og langvarig krig. Situationen er meget kompliceret, og det lader ikke til, at regeringen har en gennemtænkt plan. Jeg frygter, at Danmark kan ende med at støtte ekstreme kræfter. Regeringen kan nemlig ikke udelukke, at vores bidrag vil gavne ekstreme oprørsgrupper støttet af Tyrkiet og Saudi-Arabien. Det kan godt være, vi slipper af med den ene satan, men så står vi pludselig tilbage med en anden."

Hvis ikke Danmark skal bidrage militært, hvad skal vi så?

"Danmark skal hjælpe de sekulære oprørsgrupper som Den Frie Syriske Hær og kurderne. Det gør vi ved at yde humanitær støtte, sende våben og udstyr og sørge for, at de bliver inkluderet i fredsforhandlingerne. I øjeblikket bliver kurderne blandt andet holdt ude af Tyrkiet og Saudi-Arabien, som i stedet sender våben til ekstreme islamistiske grupper, der arbejder sammen med al-Nusra. Det handler også om at stoppe den finansielle støtte fra rige bagmænd og donorer fra Golfen, som gør, at Islamisk Stat klarer sig i øjeblikket til trods for bombningerne. Jeg frygter, at regeringen bliver spændt foran en vogn ved at blande sig militært, og det skaber hverken fred eller demokrati."

Er en stabil sikkerhedssituation, hvor man ikke har terrorister rendende i baghaven, ikke forudsætningen for, at en demokratiseringsproces kan finde sted?

"Der er ingen tvivl om, at en demokratisk udvikling kræver, at der er fred først. Ellers vil vi ikke se et aktivt civilsamfund bygge sig op. Men erfaringer fra de forfejlede krige i Afghanistan og Irak viser, at vi ikke kan bombe løs og så tro, at der pludselig vokser demokrati op af jorden. Vi skal støtte de lokale demokratiske kræfter, for hvis man i stedet støtter de undertrykkende regimer som i Irak, kan man ikke forvente, at det vil skabe en demokratisk udvikling."

Naser Khader siger, at de forfejlede krige i Afghanistan og Irak, som du refererer til, handlede om statsopbygning, mens missionen i Syrien derimod handler om terrorbekæmpelse i et ret præcist defineret område. Er det ikke forkert at sige, at fordi det fejlede i Irak og Afghanistan, så vil det også fejle i Syrien?

"Man bliver nødt til at vide, hvad det er, man vil, inden man bidrager yderligere til krigen i Syrien. Regeringen kan ikke engang svare på, hvilke grupper i Syrien man ønsker at støtte. Hvis man bare kaster bomber og håber på det bedste, ender det galt, og det viste krigene i Afghanistan og Irak tydeligt."

I Enhedslisten efterlyser I, at flere lande tager ansvar i forbindelse med flygtningekrisen. Hvorfor er man ikke også villig til at tage del i ansvaret, når det kommer til bekæmpelsen af dem, de blandt andet flygter fra?

"Enhedslisten er klar til at tage ansvar, når der skal træffes svære beslutninger. Vi stemte blandt andet for våbentransporten til Nordirak, og vi samlede penge til oprørsstyrkerne i Kobani. Vi er også bevidste om, at vi bliver nødt til at bekæmpe galninge som Islamisk Stat, men man har en forbandet pligt til at gøre noget, der også vil svække dem, og det gør en krigsdeltagelse ikke. Der er intet Islamisk Stat hellere vil end at bekæmpe Vestens soldater."