Skal folkekirkens præster begrave ikke-medlemmer?

En ny rundspørge blandt præster viser ifølge DR, at mange ikke mener, at det er deres opgave at begrave ikke-medlemmer af folkekirken. Men hvad stiller man op som præst, når de pårørende kommer og ønsker deres afdøde slægtning begravet i kirken, selvom vedkommende ikke er medlem? Læs eller genlæs svarene fra to præster

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Artiklen med de to præster blev lavet i september 2015. Vi bringer den igen i anledning af en ny DR-rundspørge blandt præster.

JA,
mener Lena Kjems, ph.d. og sognepræst i Vejlby Sogn ved Aarhus:

”Når man ser bort fra de tilfælde, hvor afdøde specifikt har frabedt sig en kirkelig begravelse, så mener jeg, en kirkelig begravelse sagtens kan være det rigtige uanset medlemskab. I alle tilfælde handler det om at tale grundigt med de efterladte og lytte til deres ønsker.

Hvis de ønsker en kirkelig begravelse, siger jeg ja uden at skele til hverken medlemskab eller dåbsattest. Det afgørende er de menneskelige relationer, for vi er altid nogens. Vi står altid i et forhold til nogen, og alle skal have lov til at komme og tage afsked - også med ikke-medlemmer.

Når det tilsyneladende bliver mere almindeligt for præster at sige nej, er det for mig at se udtryk for, at kirken er ved at importere markedets sprog. At vi tænker på familien som et sted for interessekonflikter og som nogle, der ikke kan blive enige. Ved konsekvent at sige nej importerer kirken samtidens tale om autonomi, selvbestemmelse og potentielle krænkelser.

Og det er for mig at se at vende tingene på hovedet. Begravelsen, og kirkens sprog i det hele taget, handler ikke om individet, men om fællesskabet. Det er et vi-sprog. Vi fødes ind i et menneskeligt fællesskab, uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, uanset om man er døbt eller ej. Det synes jeg, man skal tage udgangspunkt i.

Det samme gælder tilbuddet om en mindegudstjeneste som alternativ til begravelsen, som for mig at se er udtryk for en ”on demand”-tankegang, folkekirken ikke skal gå med på. Jeg stiller gerne op uden præstekjole i kapellet og hjælper folk med at tage afsked, hvis det er det, der er brug for. Men jeg mener ikke, at folkekirken skal strikke et light-produkt sammen til ikke-medlemmer.

Nyttetænkningen og det økonomiske rationale, som også hører til argumenterne for at sige nej, har jeg heller ikke meget tilovers for. Folkekirken er ikke en klub på linje med tennisklubben og badmintonklubben. Hvorfor skal vi stå og sige 'Øv bøv, du er ikke medlem'? Det virker, som om det dækker over en stigende trang til at spille begravelsen som et slags trumfkort for at holde på folk. Det er markedspladsens etik, og det er i virkeligheden det sandt ukristelige.

Der er alt for mange løftede pegefingre i denne debat. Men der kan være mange grunde til, at folk ikke er medlem eller ikke er blevet døbt. Nogle gange kommer livet i vejen. Nogle gange er folk bare ikke så ordentlige, som vi gerne vil have, de skal være.”

Risikerer man ikke at udvande begravelsesritualet?

”Nej, det mener jeg er en omgang ritualtyranni. Den forbindelse mellem dåb og begravelse, som nogle præster henviser til, er jo ikke det afgørende. Vi hverken døber eller begraver for frelsens skyld, og forbindelse mellem ritualerne tror jeg ærligt ikke, folk forbinder ret meget med.

Alvoren ligger ikke i ritualerne, men derimod i den måde, vi omgås hinanden på. Derfor mener jeg heller ikke man kan sige, at et nej handler om at tage ritualet eller 'os selv som kirke' alvorligt, eller hvad folk nu siger. Som oftest er nej det nemmeste svar at give, for så skal man jo ikke gøre mere ved det. Mens der kan ligge en egentlig alvor i at sige ja og tage de efterladte alvorligt. ”

Risikerer folkekirken ikke at bruge for mange midler på at betjene det stigende antal ikke-medlemmer?

”Det kan da godt være, at det ud fra et rent økonomisk synspunkt er et luksusstandpunkt at sige ja til at begrave ikke-medlemmer. Men det må ikke være styrende. Der er intet, jeg frygter mere end at leve i et samfund, hvor præster uden at blinke siger nej til at begrave folk med meldingen om, at det skulle de have tænkt på noget før.

For mig er det ikke uansvarligt at begrave et ikke-medlem eller for den sags skyld vie et par, hvor den ene ikke er medlem, for jeg går i clinch med folk og sikrer mig, at både præst, pårørende eller brudepar kan stå inde for den beslutning, der bliver truffet. I al den snak om medlemskab er der for meget forargelse og for lidt anfægtelse. Der ligger en dom i det, jeg ikke bryder mig om.

Endelig er det vigtigt, at vi som præster heller ikke skal efterstræbe konsensus, hvor alle i udgangspunktet skal sige nej, hvis de da ikke sender aben videre til provst og biskop. Selvfølgelig er det muligt at sige både ja og nej, men præsten skal selv stå inde for beslutningen.”

NEJ,
mener Hans-Henrik Nissen, sognepræst i Rungsted Sogn og provst i Fredensborg Provsti:

”Helt grundlæggende mener jeg ikke, at personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, skal have en kirkelig begravelse. Som præst i et sogn med mange velhavende mennesker skete det især i de første år, at den ene part, typisk manden med den høje indtægt, havde meldt sig ud af folkekirken, mens hustruen var forblevet medlem. Så regnede de pårørende med, at så gik det nok, når far døde og selvfølgelig skulle begraves ordentligt med kirkens hjælp. Men det har jeg i hvert enkelt tilfælde givet klart udtryk for, at den går ikke.

Det samme gælder, når jeg er blevet kontaktet af folk i sognet, som mener, at de betaler alt for meget i kirkeskat og derfor vil høre, om begravelsen ikke er sikret med et bidrag på 5000 kroner årligt.

Folkekirken er ikke en forening, hvor der skal spekuleres eller forhandles om kontingentet. Det er et trossamfund. Alle, der ønsker at melde sig ud, har frihed til at gøre det. Hver og en behandles pænt og ordentligt i den forbindelse, men orienteres samtidig om konsekvenserne. Blandt andet beder jeg om, at man underretter sine pårørende om udmeldelsen, og hvad det vil have af betydning ved ønsket om en senere begravelse.

Man må selvfølgelig respektere voksne menneskers beslutninger, ligesom de selv og deres pårørende må drage konsekvenserne af den beslutning. Alt andet er useriøst og i virkeligheden udtryk for en forkælet indstilling, som folkekirken efter min mening skal holde sig for god til ikke af ligge under for.”

Nogle vil mene, at begravelsen er til for de efterladte og derfor ikke bør afgøres af afdødes medlemsforhold.

”Hvis jeg står i en situation med dybt ulykkelige pårørende, vil jeg naturligvis gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe. Jeg kan tage præstekjolen af, tage med dem i kapellet og holde en andagt. Men at gennemføre en bisættelse eller begravelse i kirken med efterfølgende jordpåkastelse med folk, som aktivt har meldt sig ud af folkekirken, kommer ikke på tale. Den handling har de ved deres udmeldelse af folkekirken efter min mening bedt om ikke skal finde sted.

At gøre det alligevel er med til at udvande ritualet og hele meningen med den kristne afsked. Kirken nedskriver sig selv til at blive en slags useriøs velfærdskirke for kulturkristne, der gerne vil have et smukt og traditionsrigt ritual, når der skal tages afsked med deres kære - uden samtidig at ville betale for det.

Jeg hverken kan eller ønsker at måle folks tro, for hvem kan det - men 26 år i folkekirkens tjeneste har givet mig en fornemmelse af, at mange mennesker i dette land meget bevidst forbliver medlemmer af folkekirken, blandt andet fordi den kirkelige begravelse ifølge dem er i stand til at skabe en meningsfuld ramme, når afskeden skal tages.

Det skal man passe på med at ødelægge ved ikke at tage begravelsen alvorligt, og det gør man ved at udstede 'en fribillet'.

En udmeldelse sender et tydeligt signal om, at man ikke ønsker at have med kirken at gøre, og det skal selvfølgelig tages alvorligt. Hvad ellers? Så i takt med at stadig flere danskere melder sig ud, gør man også klogt i at fortælle dem, at der så er noget, de ikke længere kan tage del i.

Risikerer man ikke at gå fra en åben folkekirke, som langt de fleste danskere har følt sig omfattet af, til en ”klubkirke”, hvor folk netop fokuserer på, hvad de får for medlemskabet?

”Nej, det tror jeg slet ikke. Det er tværtimod udtryk for, at man tager menneskers medlemskab af folkekirken alvorligt. Ikke at gøre det er derimod udtryk for manglende seriøsitet og konsekvens. Det er helt normal, anstændig købmandstænkning. Vi lever jo ikke i Himlen! Det koster penge at drive folkekirken som en jordisk institution, og det fællesskab kan man altså ikke bare melde sig ud af og så regne med at kunne køre på fribillet.

På samme måde forholder det sig med dåben. Heller ikke på det område er det selvfølgelig ligegyldigt, om man er døbt eller ej. Ved dåben knytter Vor Herre et vidunderligt løfte til den enkelte om, at den opstandne frelser er med ham eller hende alle dage indtil verdens ende. Det ville være skønt, om det nådefulde tilsagn gælder for alle mennesker, men vide det kan vi ikke. Det gælder alene for den døbte, der har Guds eget ord på, at det gælder. Så er du døbt, har du lov til at glæde dig over det løfte i medgang og modgang fra vugge til grav. Det står ved magt, uanset hvad der sker, for Gud holder, hvad han lover, og derfor er en kirkelig bisættelse eller begravelse selvfølgelig heller ikke afgørende for, om onkel Peter, der er døbt, men udmeldt af folkekirken, kommer 'i Himlen eller ej'. Det er alene Gud, der afgør det.

Kirkens opgave er at hjælpe dem, der er døbt og gerne vil være en del af det kristne fællesskab her på Jorden. Det er det, kirken er til for, og det gælder i alle livets forhold. At melde sig ud er at fraskrive sig den mulighed, også når den sidste svære afsked skal tages.”

henriksen@k.dk