Skal folkeskolerne tage deres elever i kirke til julegudstjeneste?

Børn fra Ålsgårde Børnehave afholder julekoncert i Hellebæk Kirke fredag den 14. december

Arkivfoto: Børn fra Ålsgårde Børnehave holder julekoncert i Hellebæk Kirke Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Skolen er og bør være et sekulært område, hvor lærerne skal koncentrere sig om at komme noget viden ind i hovederne på børnene, og ikke være et sted, hvor man skal være aktivt deltagende i religiøse ritualer.
Dennis Nørmark

Ja, siger sognepræst Pernille Vigsø Bagge – vi skal passe på ikke at blive så bange for religion, at vi bliver totalitære. Nej, det er kratluskeri fra folkekirkens side, og skolen bør være sekulært område, siger forfatter og debattør Dennis Nørmark

JA,

siger Pernille Vigsø Bagge, sognepræst i Løgstør Sogn og tidligere medlem af Folketinget for SF

”FORDI den danske folkekirke er en del af en dansk tradition og arv, som vores samfund er bygget på. Når nu stort set alle danskere holder jul, er det selvfølgelig også i orden, at man tager folkeskoleeleverne med hen i folkekirken, hvor vi fortæller om, hvorfor vi fejrer jul.”

Men kommer folkekirken ikke her til via folkeskolen at tvinge en bestemt religion ned over hovedet på folk, der ser anderledes på tilværelsen?

Nej. Og jeg mener også, at hvis der er en folkeskole, hvor flertallet af eleverne er muslimer, vil det være helt fair, at man arrangerede et besøg i moskéen. Jeg synes først, at det bliver uhyggeligt, hvis man bliver bange for religion. Det kender vi jo mest fra totalitære samfund, hvor der ingen frihed er.

Er det helt ærligt ikke noget, forældrene må tage sig af?

Jamen, nu står det faktisk i folkeskolens formålsparagraf, at eleverne skal dannes til at lære noget om det samfund, de er en del af. Da langt de fleste danskere bekender sig til en eller anden form for tro, synes jeg ikke, at det er forkert at beskæftige sig med det.

Man kan vel sagtens beskæftige sig med religion, uden at man skal derind, hvor forkyndelsen af religionen finder sted?

Jo, men det er ligesom at sige, at man ikke skal tage en gymnasieklasse til Rom og vise dem Peterskirken. Vi skal ikke være så bange for det, vi kalder forkyndelse. Altså man bliver jo ikke hjernevasket af at besøge folkekirken eller moskéen eller synagogen. Og vi kan ikke værne vores børn mod radikalisering og fanatisme, hvis vi ikke lærer dem noget om, hvad det er, vi taler om, når vi taler om vores egen og hinandens tro.

Men børnene er jo forældrenes ansvar - hvorfor henvender folkekirken sig så ikke bare til forældrene i stedet for at installere sig i skolens univers?

Jamen, forældrene kan jo bestemme i folkeskolen ved at kandidere til bestyrelser og forældreråd - så kan de tage diskussionen der. Der er jo skoler, der vælger ikke gå i kirke ved juletid. Vi skal ikke til at lave love og regler for det, men holde fast i den tradition, vi har for, at den slags beslutninger tages decentralt.

Er det ikke at snige kristendommen ind ad bagdøren og bruge en bred, folkelig sekulariseret fest som trædesten til at komme i missionerende kontakt med folk?

Nej. Alle børn kommer ind ad fordøren, og vi er helt åbne om, hvad der foregår. Mange af de ting, vi gør i folkekirken, de foregår også i skolen. Altså, der synges salmer i folkeskolen, og at påstå at salmer ikke handler om, at Gud er stor og fantastisk, er noget af en tilsnigelse.

Det er det eneste, salmer handler om, men de bliver sunget på hver eneste danske folkeskole. Skal det så også til at forbydes, fordi det er indoktrinering? Det skal vi passe meget på med, for vi risikerer at blive et ufrit samfund, hvor vi er bange for at lære om hinanden og os selv og vores egen tradition og historie.

NEJ,

siger Dennis Nørmark, forfatter, debattør og medstifter af Humanistisk Samfund

”FORDI vi har et meget mere mangfoldigt og spraglet billede i folkeskolen i dag, som skal inkludere alle. Man kan let komme i en situation, hvor den ene halvdel vil føle sig tvunget til at tage med til den slags.

Skolen er og bør være et sekulært område, hvor lærerne skal koncentrere sig om at komme noget viden ind i hovederne på børnene, og ikke være et sted, hvor man skal være aktivt deltagende i religiøse ritualer.

Det er en god sekulær tradition i Vesten, vi i Danmark desværre føler os lidt undtaget fra, fordi vi skulle have den her helt særlige folkekirke med helt særlige traditioner.

Vi skal se at blive voksne og indse, at tiden er løbet fra den slags. Religion er i skolen noget, man skal lære om, ikke noget, man skal forkynde.

Hvorfra ved du, at elever, der ikke er kristne, vil føle sig tvunget til at gå med?

Det ved jeg heller ikke, men muligheden foreligger. Det handler om at respektere, at religion er noget, folk må dyrke i deres fritid.

Hvad skade kan der ske ved, at man kommer i kirke, selvom man ikke er kristen?

Sandsynligvis lider man ikke nogen skade af det, for religion handler ikke om den virkelige verden. Der sker formentlig ikke noget som helst ved, at de kommer i kirke. Men hvad er så problemet?

Det handler om, at når jeg er far til et barn, så vil jeg fuldstændig selv bestemme, hvilken religion eller ingen religion det barn skal præges med. Det er mit ansvar, og at tage det fra mig og overgive det til skolen, det er utilstedeligt. Det er ikke skolens opgave at præge børn i den ene eller anden religiøse retning.

Det foregår jo ikke direkte i skolens regi, men i kirkens, og det er ikke lærerne, der afholder gudstjeneste, men en præst. Kan man ikke se det som en slags ekskursion?

Jeg synes, at det er ganske udmærket, at man en gang imellem besøger forskellige religiøse institutioner og iagttager dem i deres praksis. Men det begynder at ligne noget andet, hvis man hver eneste år og hver eneste december skal vurdere den religiøse praksis i en kirke. Det er en typisk folkekirkelig kratlusker-måde at snige religionen ind ad døren på. Det ville klæde folkekirken ikke at være så manipulerende over for børnene. Også for religionens egen skyld. De burde invitere forældrene på egen hånd - banke pænt på døren, simpelthen.

Julen er selvfølgelig flere ting, men det er i høj grad en kristen højtid - skal juletræsfester og juleklip og så videre så også pilles ud af skolerne?

Nej. Men julen er blevet sekulariseret, og jeg holder også jul. Det er mere blevet en højtid for nisser, rensdyr og hjerter end en højtid for Jesus-barnet. De kristne har tabt julen, og derfor deltager vi alle sammen i den og kan lægge det ind i julen, som vi selv vil. Også hvis man er kristen.