Jeg var lige nødt til at læse sognepræst Jens Bruns seneste indlæg i Kristeligt Dagblad den 13. oktober et par gange - og så også mit eget fra den 8. oktober, for jeg er ganske sikker på, at jeg ikke har skrevet og ment, som Jens Brun refererer mig.
Jeg har aldrig ment, at der er forskel på kristnes og hedningers handlinger. Der er netop ingen forskel. Jeg fremhævede jo netop det almenmenneskelige aspekt - og så vidt jeg husker, er kristne også mennesker.
Skal jeg være næste, så er jeg nødt til at handle. Man kan ikke være næste i sine tanker. Om handlingen er skjult eller ej, afhænger jo mere af omstændigheder end af principper. Hvad der ligger bag handlingen, kan godt være skjult, og det kan Jens Brun og ligesindede jo så spinde alle de dårlige motiver på, de vil, men det bliver en værre omgang sindelagskontrol.
Faktum er, at kirken voksede frem på sin diakoni og sin insisteren på den radikale næstekærlighed. Diakoni sker kun i fuld tillid til Gud - eller i frygt for Gud, alt efter hvilket menneske man nu er. Der findes intet forhold til Gud, der ikke involverer medmennesket. Man kan ikke bare sidde derhjemme og have et forhold til Gud. Den, der vender sig fra sit medmenneske, ja, sin medskabning, vender sig fra Gud. Dobbeltbuddet er absolut og er i virkeligheden det samme ene bud.
Fordømmer jeg den, der giver almisse eller gør godt i sin egen forståelse af næstekærlighed - udvandet eller radikalt kristent - så svigter jeg ikke kun giveren, men også modtageren. Jeg er næste for begge, og hvorfor skulle jeg stille mig i vejen for, at den ene hjælper den anden, og den ene får hjælp af den anden? Fordi det ikke stemmer overens med min teologi, som pudsigt nok kan begrænses af mit forhold til min egen overlevelse? Det er netop, hvad hedninger gør. Den kristne ved, at eksistensen ikke afhænger af overlevelse, ja, at det sande liv kun er sandt, hvis det sættes i spil.
Det er pudsigt, at Jens Brun nævner Matthæusevangeliet 7, 22, når verset forinden siger: ”Ikke enhver, som siger: Herre, herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Hvor fristende det end er at hive en sætning ud af dens kontekst, så skal konteksten tænkes med og ikke blot bruges løsrevet. Man er ikke kristen af at springe over, hvor gærdet er lavest - så er man blot menneske. Og det er vi også som kristne, og her gælder - forhåbentlig - Guds nåde.
At give almisser er nogle gange den lette løsning, men for mange er det enten den eneste brugbare løsning eller måske ikke så let endda, men lige meget hvad er den i hvert fald ikke en del af en usynlig virkelighed. Det er deres baggrund måske, men hvem er vi, at vi kan dømme et andet menneskes motiv?
Det er ikke min opgave at forhindre folk i at yde deres som næste for andre. Det er ikke min opgave at begrænse, hvem der skal forstås som næste. Det er ikke min opgave at dømme folks motiver eller deres gudsforhold, men det er min opgave at sige, at vi kan ikke retfærdiggøre os ved at indsnævre, hvem der er vores næste, gudsforhold eller ej.
Evangeliet er større end min selvretfærdiggørelse, og ja, også større end mine gerningers sum. Men hvem talte dog om sum? En god gerning er én god gerning og kun én, lige meget hvor mange gange den gentages.
Andreas Jensen, sognepræst, Præstemarken 12, Eggeslevmagle, Skælskør