SOGNEPRÆST Jacob Holm skrev for et års tid siden en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han foreslår Helvede afskaffet med henvisning til ordets sjældenhed og i det hele taget dets højst perifere stilling i Det Nye Testamente. Så vidt jeg husker, var der ingen reaktion på kronikken.
Jeg fik den tanke, at jeg ville skrive en tilsvarende kronik om barnedåbens endnu mere perifere stilling i Det Nye Testamente og foreslå den øjeblikkeligt afskaffet. Det ville formodentlig have vakt et ramaskrig, der kunne høres af patriarken i Istanbul.
Som Karl Barth engang skrev: Du kan være en slet hæretiker med hensyn til den hellige treenighed. Du kan være sabellianer eller arianer, eller hvad du vil. Du kan tage, hvilke friheder du synes med den chalcedonensiske tro. Du kan afmytologisere og eksistentialisere. Men én ting kan du ikke. Du kan ikke modsætte dig barnedåben, for den er alt for rodfæstet. Har du nogensinde hørt en protest mod barnedåben fra Bultmannskolen? De ville ikke drømme om det. De afmytologiserer alt, men ikke den. Hvorfor ikke? Fordi den er mere rodfæstet end opstandelsen.
Jeg fik ikke kronikken skrevet. Men nu er Jacob Holm samt selvfølgelig igen igen: biskop Jan Lindhardt atter på banen. Derfor må tiden være inde. Lad os få luget ordentligt ud. Ud med barnedåben. Den nævnes ikke én gang i Det Nye Testamente. Og nu vi er i gang: Ud med treenigheden. Og hvorfor ikke også Paradis, som kun nævnes en håndfuld gange i Det Nye Testamente?
HOV, HOV, vil nogen nok sige. Måske nævnes Paradis ikke så ofte, men Himlen, og ikke bare den himmelblå nævnes da mange gange. Plus andre synonymer. Og vel findes ordet treenighed ikke i Det Nye Testamente, men sagen gør da. Og det samme gælder for øvrigt barnedåben. Der kan argumenteres ret stringent for barnedåb ud fra for eksempel Paulus dåbsteologi.
Jamen, strålende, så er vi på teologisk bølgelængde igen. Helvede nævnes ikke mange gange. Derimod fortabelse, evig død, det evige mørke, dom og undergang, ildsøen, udenfor og så videre.
Og sagen, lad os ikke glemme den, sagen selv er der til overmål. På bogstavelig talt hver eneste side i Det Nye Testamente.
Vi kan jo slet ikke fejre meningsfuld påske uden.
Helvede græder, Himlen sig glæder, som Grundtvig synger i sin opstandelsessalme. Da han kom til Kristi Himmelfart sang han:
Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys
og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt
og Himmel sød.
Grundtvig kendte for resten godt Lindhardts argumenter om Guds kærlighed, der skulle udelukke fortabelsens mulighed:
Er det kærlighed, nej, tværtimod hårdhed, uretfærdig hårdhed, tyrannisk grusomhed ville det være sådan siger verden, mine venner. Man beskylder Herren for at have skildret Gud som en grum, uretfærdig tyran, beskylder ham for at have stillet en sætning i spidsen af sin lærdom, som ej kan være sand, men er mageløs ukærlig, menneskefjendsk.
GRUNDTVIG VAR efter kenderes udsagn tilbageholdende med at tale om fortabelsen, men han løj ikke om det. Det gør Lindhardt og Jacob Holm.
For alternativet nægter jeg at tro på: at de er dårlige teologer, der ikke ved, at det er god luthersk såvel som klassisk teologi at udlede troens sandheder af Bibelens helhed og sammenhæng. Og med sammenhængen fra Johannesevangeliet 3, 16 allerøverst, om Gud, der elskede verden så højt, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk