PÅ DET SENESTE har vi igen været ude for diverse kunstnere, som udtrykker, at de skammer sig over Danmark og den danske asylpolitik.
Normalt er skam noget, som man føler på egne vegne. Man skammer sig, fordi man har gjort noget, som ikke lever op til ens forestilling om, hvorledes man burde være.
Man er personligt fanget i at have handlet på en måde, som man selv finder nedværdigende. Og skammen er dermed ens egen indre drivkraft til fremtidig forbedring.
Men når de pågældende kunstnere føler skam over den danske asylpolitik, så er der ikke tale om en sådan selvkritisk følelse. Så er skammen ikke en dom over dem selv. Den er ikke en indrømmelse af et personligt svigt og en drivkraft til personlig forbedring.
Den er derimod en personlig frikendelse. Man udtrykker, at man skammer sig over den danske asylpolitik for at vise, at man ikke selv har noget at skamme sig over. Selv står man på den samme side som dem, der kritiserer den danske asylpolitik, og som ikke blot mener, at denne politik er forkert, men at den er umoralsk.
Har man så ret i den dom? Er det rigtigt, at den danske asylpolitik er umoralsk? Er det entydigt godt at gå ind for en mere liberal asylpolitik end den, som den nuværende regering fører?
Helt nøgternt er der en grænse for, hvor mange asylansøgere landet kan modtage. Der er en grænse for, hvor mange der kan integreres, uden at landet socialt og politisk bryder sammen. Så meget des mere, når der er tale om asylansøgere, som er kulturelt fremmede, og som ikke har nogen demokratisk baggrund.
Men det er uklart, hvor grænsen ligger. Derfor bør den i et demokrati fastlægges på basis af en demokratisk beslutningsproces, hvori de forskellige opfattelser kan brydes.
På den ene side står pessimisterne, som opfatter demokratiet som skrøbeligt, og som derfor er forsigtige i deres vurdering af, hvor mange asylansøgere landet kan overkomme at modtage. Og på den anden side står optimisterne, som er mindre forsigtige.
Men begge parter bygger på et vist skøn, og ingen af dem kan være fuldstændig sikker på at have ret. Hvis man følger pessimisterne, så svigter man nogle asylansøgere; men hvis man følger optimisterne, så sætter man den sociale sikkerhed inden for landets grænser på spil. Derfor bør alle være enige om, at problemet er reelt, og at valget ikke er let.
Samtidig er der et andet forhold, som komplicerer problemstillingen. Vi må også anerkende, at befolkningen ikke står lige, hvad angår modtagelsen af flygtninge.
Det følger af den økonomiske ulighed, som fortsat eksisterer, også efter at folk har betalt deres skat og dermed ydet deres økonomiske bidrag til modtagelsen af flygtninge.
Konsekvensen af denne økonomiske ulighed er en vis boligsocial opdeling. Når folk må vælge bolig efter, hvor de har råd til at bo, så ender det med, at de velstillede samler sig, hvor de helst vil bo, og at de svageste må nøjes med at bo, hvor ingen andre vil bo.
Det er i dette socialt opsplittede boligmiljø, at de, der får asyl, skal ud. Deraf følger helt naturligt, at de vanskeligst integrerbare kommer til at bo i de socialt svageste boligområder.
Det er altså folk i disse boligområder, som bliver pålagt i deres dagligdag at bære den tungeste del af asylpolitikken. Det er deres nærområder, som bliver fremmedgjorte og uvante.
Hvis de politisk protesterer mod denne udvikling og stemmer for en strammere asylpolitik, så er de ikke moralsk værre end de velstillede, som politisk protesterer mod at skulle betale mere i skat, fordi de fortsat ønsker at have råd til at bo i de problemfri boligområder.
Det er på baggrund af disse komplekse sammenhænge, at vi skal vurdere de kunstnere, som skammer sig over den danske asylpolitik. For så vidt disse moralsk politiserende personer hører til blandt de mere velstillede, som ikke selv primært bærer den største byrde ved asylpolitikken, så er deres skam udtryk for moralsk selvbedrag.
De skulle hellere skamme sig over at være en del af den elite, som blindt overlader det til den svageste del af deres medborgere at bære den tungeste del af asylpolitikken. Så ville skammen være mere på sin plads.
Men så skulle de have en moralsk modenhed, som de ikke har. Og så skulle de bryde med det herskende selvbillede i den medieverden, hvori de færdes.
Her tror man stadig, at man selv er god, hvis man går ind for en liberal asylpolitik, som man først og fremmest påtvinger sine svagere medborgere at bære. Og hvis disse så protesterer, kalder man dem racister.
Det er denne falske selvgodhed, som de successive chefer ved DR’s dramaafdeling lige har fremvist. Det er svært for den enkelte kunstner at gøre sig fri af et moralsk selvbedrag, som har grebet hele den kultur, som han lever af. Så hellere udføre det skamme-ritual, som viser, at man mangler ægte skam i livet.
Kai Sørlander, filosof og forfatter, Løvetandsvej 21, Brønshøj