Kritikere bør være mere kritiske

Jeg vil godt give Rasmussen den indrømmelse, at man burde kunne støtte sig til litteraturhistoriens håndbøger, om end jeg finder det en smule beskæmmende, at Rasmussen ser sig så uvidende om sit stof, at han ”skamløst” må ”låne”, skriver debattør i debat om Georg Brandes

Jeg fastholder, at Anders Juhl Rasmussen gør sig skyldig i kritikerens værste brøde: at han ikke er kritisk over for det, han læser, skriver Martin Ravn.
Jeg fastholder, at Anders Juhl Rasmussen gør sig skyldig i kritikerens værste brøde: at han ikke er kritisk over for det, han læser, skriver Martin Ravn. Foto: Scanpix.

Anders Juhl Rasmussen svarer i mandagsavisen på min kritik af hans lobhudlende introduktion til Georg Brandes den 12. september.

Problemet med introduktionen er ikke, som Rasmussen lader til at tro, eller lader, som om han tror, at han ”kolporterer gamle nyheder”. Gamle nyheder kan bestemt have historiske interesse.

Nej, problemet er meget værre og ganske principielt, hvorfor Rasmussens svar også berettiger en replik fra min side: Rasmussen skriver i sit svar til mig, at han ”skamløst har lånt oplysninger og vurderinger fra den danske litteraturhistorie”.

Jeg vil godt give Rasmussen den indrømmelse, at man burde kunne støtte sig til litteraturhistoriens håndbøger, om end jeg finder det en smule beskæmmende, at Rasmussen ser sig så uvidende om sit stof, at han ”skamløst” må ”låne”.

Rasmussen refererer til ”Hovedsporet”, en etbinds litteraturhistorisk introduktion til brug i gymnasiet. Men på grund af sin tilsyneladende uvidenhed om området slutter Rasmussen sig til den lange række af skribenter, hvis kritiske sans afmonteres, når de beskæftiger sig med det moderne gennembrud.

Det betyder blandt andet, at Rasmussen uden videre kan kolportere myten om, at Brandes var mere end egnet til et professorat, og at han med sin bog om Kierkegaard ”revitaliserede” denne.

Det fremgår ikke, hvad Kierkegaard skulle ”revitaliseres” fra, men vi ved, at Brandes senere frarådede Nietzsche at læse bogen som en introduktion til Kierkegaard, da den, som han skrev, var skrevet for at hæmme Kierkegaards indflydelse.

At kende til det, jeg har beskrevet, kræver ikke, som Rasmussen mener, at man har forsket i stoffet. Det kræver bare, at man har øjne og ører åbne og interesserer sig for det, man skriver om.

For den underliggende ideologiske tendens i megen litteraturhistorieskrivning om brandesianismen og det moderne gennembrud er i de senere år blevet blotlagt og kritiseret af anerkendte forskere som Knud Bjarne Gjesing og Anders Thyrring Andersen, så mere ”forskruet” er min kritik altså ikke.

På den baggrund fastholder jeg, at Anders Juhl Rasmussen gør sig skyldig i kritikerens værste brøde: at han ikke er kritisk over for det, han læser.

Martin Ravn, cand.theol., ph.d.-stipendiat, Kærvej 20, Allerød