2016 bliver et skelsættende år i Danmark - Og i Europa. Få uger inde i året er et indbyrdes skel allerede forstærket. Skellet imellem dem, der støtter de politiske tiltag for at lukke så få flygtninge ind som muligt, og dem, der skammer sig over selvsamme tiltag, ja, i nogle få tilfælde vil forlade Danmark. Sådan cirka i Folketinget udtrykt i styrkeforholdet 3 til 1. Imellem den aktive problemløser og den reaktive værner af værdier. Imellem realisme og idealisme.
Men hvor er det Danmark, hvor vi tilsteder hinanden det frisind, at ville fastholde retten til at være uenige, uden at vende sig fornærmet bort og frasige sig ethvert kendskab til den anden part?
Det frisind er under pres, fordi vi nu aner, at der vil ske store forandringer. Vi lever i en tid, hvor de beslutninger, vi tager i dag, kan vise sig at være ligegyldige i morgen. Vi bliver overhalet af verdens tumultariske gang og mister let orienteringen.
Anelsen fortæller os, at der i 2016 vil blive taget tilløb til afgørende beslutninger, som vil præge vort verdensbillede og vor ageren fremover. Beslutninger, der i ly af forargelsen i London og New York over Danmarks såkaldte ”smykkelov” allerede gødes. For eksempel er der ingen tvivl om, at FN's menneskerettighedskonvention vil blive diskuteret grundigt, og at grundstenene til en anden konvention kan blive lagt. Og der er ingen tvivl om, at EU i sin overlevelseskamp for sig selv som union vil diskutere en lukket fællesgrænse. Diskussioner, der vil forstærke vores egne indbyrdes skel og spænde frisindet til det yderste.
På sin vis er der intet nyt under solen. Vi har altid skullet møde en verden i økonomisk-kulturel forandring. Et møde, der var nemmere i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor både økonomien og kulturen blomstrede i alle samfundslag.
I andelsforeninger og fagforeninger og samfundslagene imellem blev uenigheden ofte en dynamisk drivkraft, fordi den drev den demokratiske udvikling. Jeg har endda hørt om en forstander, der af samme grund ikke ville ansætte en lærer, der var enig med ham. Retten til uenighed handler dybest set om folkelighedens inderste kerne. Den, at vi vil være lig hinanden og gerne vil blive os selv sammen med hinanden.
Denne kerne er vi ved at tabe, og så kan vi ikke bevare frisindet og retten til at være uenige. For de fleste af os bør det være så alvorligt, at vi hver især må spørge os selv, om det bare er mig selv, der synes det, før jeg for alvor bekender kulør.
Det er det, vi kommer til at stå i. At skulle vælge side. Skellet vil skabe skel. I det bliver det afgørende spørgsmål for mig, om skellet kan rumme skellet. Om vi kan være i rum med hinanden. Svaret kan jeg nok ane, men jeg håber, vi har en vilje til at ville blive i samme rum, og at vi vil tage den vilje med os, når vi forlader rummet. Det gælder både fysisk og mentalt.
For de, som siger, at de skammer sig over at være danskere, når der tages brede politiske beslutninger, der går imod deres værdier, bør ikke lade skammen i sig selv være et autoritativt middel. Og modsat kan de, som siger, at den part, som skammer sig, blot lever i en drømmeverden og i stedet bør vågne op til virkeligheden, ikke befri sig for, at de er påvirket af de store forandringer og i det må tvivle.
Ja, jeg maner til indbyrdes besindighed, og dog må jeg med mine ord tilføje, at værdier i sig selv blot er udtryk for et systemisk idealt tankesæt. Uden at ville det undertrykker de let det faktum, at vi med vores kristne ballast bæres af det liv, der kommer os i møde, og lader livet og mødet med hinanden afgøre, hvilke erfaringer vi både af tvang og af lyst omsætter i uskreven sædvane og nye samfundslove. Også erfaringen med vores uenighed.
Kristian Massey Møller, sognepræst på Sjællands Odde, Præstestræde 7 a, Sjællands Odde