Danske dyrs behandling er ikke fremtidssikret

Sker der et styret overgreb på veterinærområdet i Danmark?

"Kun ved at samle de veterinære discipliner i én Veterinærskole kan der opnås et forsvarligt og fremtidssikret internationalt niveau på centrale veterinære områder," siger Jens Laurits Larsen på vegne af Abildgaard Kredsen.
"Kun ved at samle de veterinære discipliner i én Veterinærskole kan der opnås et forsvarligt og fremtidssikret internationalt niveau på centrale veterinære områder," siger Jens Laurits Larsen på vegne af Abildgaard Kredsen.

Abildgaard Kredsen blev oprettet den 10. september 2014 af dyrlæger og samarbejdspartnere, der med stor skepsis har fulgt, hvorledes det veterinære fagområde af embedsmænd og styrelser bliver spredt og udtyndet, så ordet ”veterinær” er nærmest udraderet af det offentlige sprog.

Det har haft den konsekvens, at Danmark end ikke figurerer på List of Schools of Veterinary Medicine, hvor alle andre landes veterinærskoler og veterinærfakulteter er nævnt. Paradoksalt nok har vi oprettet et veterinærinstitut ved et teknisk universitet, DTU, uden nogen som helst veterinærfaglig forankring. Selv i den kontroversielle ”hundelov” (udfærdiget af Justitsministeriet) har man ”glemt”, at kun en specialist, dyrlægen, kan vurdere, om der foreligger et skambid eller ej.

MRSA-problematikken har i medierne bragt nye ”eksperter” på banen, uden at henlede opmærksomheden på , at veterinærerne gennem cirka 240 år har løst sygdomsproblemerne her i landet og problemer med zoonoser (sygdomme, som smitter mellem dyr og mennesker) og resistens. Det er blevet et åbenlyst problem, at veterinæren ikke længere er en del af den politiske virkelighed i Danmark.

Abildgaard Kredsens målsætning er at samle veterinæruddannelsen og det veterinære beredskab i én veterinærskole. I de lande, vi sammenligner os med, har man enten veterinærskoler eller veterinærfakulteter. I dyrlæge P.C. Abildgaards ånd har vi valgt at foreslå en veterinærskole.

Veterinærer er alle dyrs læger og advokater, det gælder både de dyr, vi omgiver os med, men også den vilde fauna verden over - en fauna som i den grad er truet af menneskets ekspansion. Filosofien, der ligger til grund for veterinæruddannelsen, har altid været, at dyrlæger skal have den bredest mulige biologiske uddannelse for at leve op til disse krav.Hele Danmarks veterinærområde er nu havnet i en overlevelsesproces affødt af, at dette specifikke område er blevet spredt og placeret ved to universiteter, Københavns Universitet (KU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Det er faglig set en katastrofe.

Alle faglige hensyn er underlagt en bureaukratisk budgetstyring fra begge universiteters side, uden koordineret hensyntagen til den bredde, det indhold og den faglige kvalitet, der indtil 2007 var garant for ”Danmarks høje veterinære stade”. Veterinæruddannelsen i Danmark blev grundlagt og udformet af lægen og dyrlægen P.C. Abildgaard, der i 1773 oprettede Den kongelige Veterinærskole på Christianshavn. Den indgik senere i Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (1858), som ved professor C.O. Jensens initiativ stod for oprettelsen af Statens Veterinære Serumlaboratorium (1908) og Statens Veterinære Institut for Virusforskning (1925). Denne historisk set naturlige udvikling blev brat afbrudt af Universitetsreformen (2003), men i særdeleshed af fusionerne i 2007.

Efter fusionerne har man-ge højt kvalificerede forsk-ere og undervisere valgt at forlade eller er blevet fyret fra KU og DTU. Fremtidsudsigterne for veterinæruddannelsen og det veterinære beredskab er derfor særdeles dystre. Veterinæruddannelsen skal som tandlægeuddannelsen, gøres ”bæredygtig” uden hensyn til faglighed-en. En sådan nedskæringspolitik er dræbende for rekruttering af dygtige forskere og undervisere.

Veterinærerne har det fag-lige ansvar for danskernes dyr, disses sygdomme og velfærd, og varetager overordnet kontrollen af levnedsmidler af animalsk oprindelse samt en række andre kontrolfunktioner vedrørende for eksempel zoonoser, antibiotikaresistens, hygiejne, udfærdigelse af eksportattester for levende dyr og kødprodukter samt vurdering af mishandling/vanrøgt. Derfor mener Abildgaard Kredsen, at kun ved at samle de veterinære discipliner i én Veterinærskole kan der opnås et forsvarligt og fremtidssikret internationalt niveau på centrale veterinære områder.

En fortsat successiv underminering af de veterinære discipliner fra KU's og DTU's side vil uvægerligt føre til, at det seriøst må vurderes, om en veterinæruddannelse i Danmark kan opretholdes på faglig ansvarlig og ”bæredygtig” vis.

Vi vil stille spørgsmålet til politikere, landbruget, alle andre producenter og ejere af dyr samt relevante organisationer: Er det en acceptabel udvikling i et land med så stor animalsk produktion og omsorg for dyrenes velfærd og trivsel?

Abildgaard Kredsen må konstatere, at man har gjort tre forskningsbaserede ”højskoler” (Danmarks Farmaceutiske Højskole, Tandlægehøjskolen, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole) til dele af et ”rigtigt” universitet med forventninger om øget fokus på forskning og en akademisk tilgang til undervisningen. Det er imidlertid gået helt galt, fordi man i ledelsen ikke var beredte på, at materialekrævende uddannelser er dyre. Hertil kommer, at man ikke har formået at graduere mellem “snakke-uddannelser” og “handlings-uddannelser”. Men det bliver KU simpelthen nødt til, hvis man generelt - fagligt set - vil være i ”verdensklasse”.

Jens Laurits Larsen er dr.med.vet. og skriver debatindlægget på Abildgaard Kredsens vegne. Abildgaard Kredsen har taget sig navn efter dyrlæge og læge P.C. Abildgaard, som grundlagde den danske veterinærvidenskab i slutningen af 1700-tallet