”DE SKAL BLIVE så dygtige, som de kan.” Sådan lyder et af målene i folkeskolereformen. Og selvfølgelig handler vores skole også om faglige kvalifikationer og kompetencer. Det kan stort set ingen vel være uenig i.
Men undervejs mod målet forsvinder enigheden, for den valgte vej er belagt med flere undervisningstimer, mindre fritid, flere test og større præstationsræs.
Børns fritid er klemt i en folkeskolereform, som handler mere om antal timer end om kvalitet, og som tvinger de mindste børn til en skoledag på 30 timer og de ældste på 35 timer ugentligt.
Den er klemt i konkurrencestatens fremmarch, hvor udviklingen går mod mere målbare færdigheder. Der er gået Pisa i systemet, og devisen synes at være, at når man ikke kan måle det, der er vigtigt, så bliver det, der kan måles, vigtigt.
Den frie tid er under pres i et samfund, hvor holdningen er blevet, at indlæring ikke kan ske tidligt nok, og hvor vi etablerer længere skoledage med mere af det samme i et forsøg på at slå kineserne.
Børn bliver brikker i et vækstfremmende spil, hvor vi har alt for meget fokus på, hvad de kan blive, frem for, hvad de er.
DET VIGTIGSTE ER IKKE, hvor vi er på vej hen, men hvor vi er. Vuggestuen er ikke blot en forberedelse til børnehaven, som ikke blot er en forberedelse til skolen, som ikke er en forberedelse til ungdomsuddannelsen, som ikke er en forberedelse til arbejdslivet, som ikke er en forberedelse til endestationen. Barndommen er ikke kun en forberedelse til voksenlivet. Barndommen, og dermed fritiden, har en egen værdi, endda en ganske særlig værdi.
En nylig offentliggjort rundspørge fra foreningen Skole og Forældre viser, at forældrenes utilfredshed med de lange skoledage er stigende. For nogen tid siden protesterede flere tusinde folkeskoleelever mod den lange skoledag, mens børnenes minister forsvarede reformen i et åbent samråd i Folketinget.
Protesterne er forståelige, for det er et omfattende eksperiment, som et flertal i Folketinget har kastet en hel generation ud i. Og vi ved ærligt talt ikke, om det virker. Om de rent faktisk bliver dygtigere. Men vi ved, at ikke alle bliver gladere eller for den sags skyld trives bedre.
For de lange dage presser dem og tærer på deres fritid, deres egen tid, tiden i SFO'en, fritidshjemmet og klubben, hvor livsduelighed og dannelse er omdrejningspunktet, hvor menneskelige og sociale kompetencer er i fokus. Hvor legen, fællesskabet og kreativiteten har værdi.
Kreativiteten, dét der har sat Danmark på verdenskortet, dét vi i virkeligheden skulle leve af, som skulle skabe samfundsmæssig værdi, glæde, stolthed og fællesskab.
Fritidsinstitutionen presses sammen med børnene og fritiden. Og måske er fritidsinstitutionen med sit mangfoldige tilbud i virkeligheden endnu vigtigere nu end tidligere, fordi den netop kan løfte dem, der trænger. Fordi det er her, man kan skabe sig ”succes” som den gode ven, den opfindsomme legekammerat eller den eminente fodboldspiller.
FORLIGSPARTIERNE HAR vedtaget en folkeskolereform med flere timer på alle klassetrin. Så man må undres, når de selvsamme politikere i dag overraskes over lange skoledage.
Så kære forligskreds. Vi synes bestemt, vi skal skabe rammerne for, at vores børn kan udvikle sig fagligt gennem hele deres skolegang - eller med reformens egne ord ”blive så dygtige, som de kan”: Men endnu vigtigere: De skal blive så glade, som de kan.
De skal drage erfaringer med at være menneske sammen med andre. De skal have tid og rum til at finde ud af, hvad der giver mening og føles rigtigt. Til at knytte venskaber og til at forsvinde i fantasiens verden. Til at skabe nye ting og og tænke små og store tanker.
Barndommen er andet og langt mere end systematisk læring og skole. Den er fritid med leg og venskaber i boligområderne, i børnehaven, i fritidsinstitutionen på tværs af alder og sociale klasser. Den er tid til venner, til familien, til fritidsinteresser, foreningsliv, til glæde - ja, til livet.
Dorthe Boe Danbjørg er formand for FOLA - Forældrenes Landsforening og Cecilia Lucia Fava er formand for Folkeskoleforældre