UNDERVISNINGSMINISTER Merete Riisager (LA) gør i Kristeligt Dagblad den 27. og 28. december 2016 op med den mekaniske målopfyldelse i folkeskolen og slår til lyd for, ”at færdigheder og den spændende aktivitet ikke må træde i stedet for den dybe viden og dannelsen”.
Hun anvender dermed en sprogbrug, som ikke er set længe i den politiske debat om skolen. Nu er det ikke længere synlig læring, læringsmål og målbart læringsudbytte, men derimod den dybe viden og indsigt, som har elevernes identitet, fremtidige virke og dannelse i sigte, der sættes i centrum for skolens faglige praksis.
I Politiken 3. januar går blandt andre Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, og Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, i rette med Merete Riisager. Lind hævder således, at man ”kan se, at det går fremad”, og at vi derfor skal ”holde fast i stedet for tvivle på, om det, vi grundlæggende har gjort, er rigtigt”. Både Annette Lind og Anni Mattiesen slår fast, at der er brug for at skabe ro og ikke forvirring om skolen.
MEN HVILKE FREMSKRIDT ER DET, Annette Lind kan se i forhold til den målstyrede undervisning? Hvis det er, at målstyringen er blevet den dominerende undervisningsmetode mange steder, så er jeg enig. For det er den. Jeg tager rundt i landet som foredragsholder og taler med rigtig mange lærere om målstyring, og jeg hører helt tydeligt, at den metode mange steder har fået en meget tungtvejende plads i lærernes undervisning. Så hvis dét var intentionen, går det fremad.
Men går det også godt? Skal man ikke netop nu begynde at se på, om dét, målstyringen fører med sig, også stemmer overens med den folkeskole, man gerne vil have? Kan man med en udpræget brug af målstyring leve op til skolens formål?
Nej, det kan man ikke. Målstyringen i sin mest rigide form spænder netop ben for skolens og fagenes formål. For målstyringen handler om, at eleverne opnår helt konkrete og målbare færdigheder. Men formålet med skolen og fagene indeholder også elementer, som ikke kan måles. Og dermed indskrænker målstyringen elevernes faglighed ganske betragteligt. De går ganske enkelt glip af den mere abstrakte og langsigtede læring, der netop, som Merete Riisager udtrykker det, handler om ”den dybe viden og dannelsen”.
UNDERVISNINGSMINISTER Merete Riisager formulerer et markant og længe ventet modsvar til målstyringens dominerende rolle i skolen efter reformens indførelse – en rolle, som hidtil har været understøttet fra både Christiansborg og kommunale forvaltninger og skoleledelser mange steder i landet. Og det modsvar skal vi lytte nøje til. Det signalerer nemlig, at det nu endelig er tid til igen at vende os mod skolens vigtigste opgave: god, faglig undervisning med øje for både de snævre mål og dannelsen. Det handler ikke om, at man skal lave en ny reform eller ændre den eksisterende markant. Det handler heller ikke om at spare skolen og lærerne for forvirring og nye tiltag og dermed skabe ro.
Vi har ikke brug for ro i betydningen ”ingen forandringer”. Vi og skolen har brug for netop et opgør med den mekaniske målstyring. Med Merete Riisagers udmeldinger er der for første gang i flere år håb om, at vi kan sænke skuldrene og igen fokusere på at lave en god og meningsfuld skole for vores elever. Og dét giver ro.
Mette Frederiksen er lærer, debattør og foredragsholder.