Skræmmende tv-program om heksebørn i Afrika

Næste gang kampberedte fromme mennesker påkalder sig den samlede kristenhed og med den vil afgrænse sig fra et formørket islam, vil jeg huske på heksebørnene og Liberty Gospel Church, skriver Henrik Wigh-Poulsen

Kristne sekter i Niger fylder lokalbefolkningen med skrøner om besatte børn.
Kristne sekter i Niger fylder lokalbefolkningen med skrøner om besatte børn. Foto: Arkiv.

DR 1's Horisont bragte mandag en opfølgning på den britisk producerede dokumentar om forfølgelserne af de nigerianske såkaldte heksebørn. Journalisten var vendt tilbage til Nigerdeltaet, hvor fænomenet er særligt udbredt, for at undersøge, hvad der er sket siden sidst. Og det var ikke godt nyt.

Først en indrømmelse. Anmelderen stod ikke hele distancen. Flere af billederne og optagelserne var ganske enkelt uudholdelige, og hele emnet så grusomt, at der fra tid til anden var brug for at aktivere fjernkontrollen eller forlade sofaen. Så måske der var noget, jeg ikke helt fik fat på.

Forhistorien er, at kristne evangeliske sekter - især dem i Nigerdeltaets vidt forgrenede Liberty Gospel Church - ser det som en af deres hovedopgaver at bekæmpe de såkaldte børnehekse. Det vil sige børn, der angiveligt er i ledtog med Satan. Mistanken vækkes, hvis de for eksempel græder meget om natten eller er en smule skravlede eller anderledes.

Samme kristne præster fylder den stærkt overtroiske lokalbefolkning med grusomme skrøner om de besatte børns indflydelse på landbyboernes og familiens helse og velfærd. Den meget sete propaganda-splatterfilm "End of the wicked" ("Det ondes afskaffelse", red.) tjener angiveligt til formålet. Et meget manifest resultat heraf er hundredvis af mishandlede og fordrevne børn fra helt ned til to-tre-års-alderen.

Journalisten fik omgående øje på dem, da han kørte ind i området. Afmagrede og apatiske og med spor efter vold stavrer de forvildede rundt langs vejene. Og det er de heldige. Andre myrdes, brændes og torteres i Guds navn. Fuldstændig som i den europæiske middelalder. Men tilsyneladende mere omfattende. Og så retter uhyrlighederne sig altså alene mod små børn.

Ofte deltager forældrene selv i fordrivelsen. Billeddokumentation samt optagelserne med de udstødte små viste, at der bliver gået til makronerne, når den lille først har fået mistanken hæftet på sig.

Gode folk - få gode folk - har etableret et hjem, hvor de samler de fordrevne heksebørn op og forsøger at give dem en ordentlig og tryg tilværelse. Hvilket nok kan være en opgave med de her traumatiserede småsjæle.

Præsterne, som holder gryden i kog og tjener penge dertil, forsøger dog af al magt og med hjælp fra politiet at skræmme de frivillige hjælpere og lukke lejren. Særligt den ledende prædikant og profet, Helen Ukpabio, lægger sig i selen.

Under interviewet om sin ledende rolle skreg og skrålede hun, påberåbte sig Bibelens vidnesbyrd, truede journalisten og kaldte hende for racist. Helt igennem et charmerende menneske.

Næste gang kampberedte fromme mennesker påkalder sig den samlede kristenhed og med den vil afgrænse sig fra et formørket islam, vil jeg huske på heksebørnene og Liberty Gospel Church og erindre mig selv om, at når det handler om tro, er det aldeles ikke gjort med navnet og det erklærede tilhørsforhold alene.

Ja, af og til er der vel andre, vi har ganske meget mere tilfælles med, når det kommer dertil. En hel del ateister og muslimer for blot at nævne nogle.

Henrik Wigh-Poulsen er forfatter og domprovst i Odense