Skræmmevideo - hvad bliver det næste?

Sig mig, ser Martin Henriksen, Inger Støjberg og Katrine Winkel Holm slet ikke tv eller læser fyldige reportager om flygtningenes grusomme færd og skæbner? Gør intet af den udstillede gru overhovedet indtryk? Hvad bliver mon det næste? At vi murer os helt inde, spørger Peter Olesen, journalist og forfatter

 Hvad bliver mon det næste? At vi murer os helt inde? Lukker os om os selv og undlader at kere os om alle andre, uanset hvor meget de er i nød, skriver Peter Olesen som reaktion på Dansk Folkepartis forslag om at skræmme flygtninge væk med videoer
Hvad bliver mon det næste? At vi murer os helt inde? Lukker os om os selv og undlader at kere os om alle andre, uanset hvor meget de er i nød, skriver Peter Olesen som reaktion på Dansk Folkepartis forslag om at skræmme flygtninge væk med videoer. Foto: Christof Stache.

Naturligvis må der være en øvre grænse for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage imod og samtidig behandle anstændigt. Men hvem tør sige, hvor præcis den grænse er i en verden, der sine steder er i opløsning?

Det er der i hvert fald nogle, der tør, og som siger, at vi for længst har nået smertegrænsen, mens vi kan se utallige fotos og massevis af reportager om de kummerlige forhold, som folk må leve under på flugt fra de værste grusomheder i Syrien, Irak, Afghanistan, Mellemøsten og Afrika.

Selvfølgelig kan vi ikke tage imod flere millioner, men kan vi alligevel ikke tage os af bare lidt flere, når vi konfronteres med, hvor vanskelige kår de mange mennesker lever under?

Jeg kan vist ikke være den eneste, der mener: ”Jo, det kan vi godt.” Mens de mest bekymrede nu seriøst foreslår at lave egentlige skræmmevideoer a la Australien - i et forsøg på at holde folk på flugt fra landets grænser? Folk, der i øvrigt nok ikke ser mange videoer på nettet under flugten? Hvad bliver mon det næste? At vi murer os helt inde? Lukker os om os selv og undlader at kere os om alle andre, uanset hvor meget de er i nød?

Vi kunne ellers godt bruge andres gæstfrihed, da svenskerne så generøst tog imod vores forfulgte og livstruede jøder under Besættelsen. Den modtagelse, de fik, fandt vi helt naturlig. Vi kunne også godt bruge gæstfriheden, da vi under tidligere tiders hjemlige smalhals udvandrede til fjerne himmelstrøg for der at finde et nyt livsgrundlag. Da blev vi ikke mødt med skræmmevideoer om, hvor uønskede vi eventuelt var.

Forslagsstilleren, den evigt opfindsomme og konstant grænsesøgende Martin Henriksen fra landets nu næststørste parti, Dansk Folkeparti, kører igen på med krum hals. Han får ikke direkte opbakning fra Venstre og Det Konservative Folkeparti - og så alligevel. Vi taler om det efter sommerferien, hedder det betryggende. Mens han bakkes op af sin nye integrationsminister, Inger Støjberg (V), og formanden for Trykkefrihedsselskabet, præsten Katrine Winkel Holm.

Sig mig, ser de mennesker slet ikke tv eller læser fyldige reportager om flygtningenes grusomme færd og skæbner? Gør intet af den udstillede gru overhovedet indtryk?

Jeg har funderet en del over, hvad man dog stiller op med den slags indflydelsesrige medborgere og deres åbenlyse argumentresistens. Og jeg er efter grundige overvejelser nået frem til et konkret forslag, jeg her vil stille:

Det er jo helt normalt, at politikere og andre beslutningstagere sendes ud på dyre studieture for her at få et reelt indblik i forskellige forhold ude i verden. Forslaget går ud på at sende foreløbig Henriksen, Støjberg og Winkel Holm plus et par indflydelsesrige venstrefolk ud på en reel og uindpakket studietur uden sikkerhedsnet. Og den bliver ikke dyr, for de får intet med sig andet end det tøj, de står og går i. Lad dem først få en længere tur i en flygtningelejr i Libanon eller i et af de lande i Afrika, hvor flygtningene er samlet i desperat håb om at nå frem til en bedre verden. Lad dem bo der uden særvilkår, på samme maner som de reelle flygtninge og uden en limousine eller en helikopter til at bringe dem i sikkerhed, når noget truer.

Lad dem også få en tur i en ussel gummibåd over Middelhavet på helt samme farlige vilkår som de andre i båden. Uden nødvendigvis at have pas og almindelige fornødenheder. Lad dem lande på den græske ø Lesbos og i sommerheden vandre 60 kilometer for at nå frem til et interimistisk indslusningssted uden mad og drikke. Og lad os se, hvordan de på lige vilkår med de andre når hjem til lille, trygge, men uimødekommende Danmark igen.

Spørgsmålet er så, om sådanne oplevelser vil have gjort indtryk; om de, hvis de når levende tilbage, vil ændre på de nyeste forslag om ikke at hjælpe folk i nød. Eller om argumentresistensen er så indgroet og så fast en del af deres dna, at intet nyoplevet har gjort indtryk på dem, og at de forsat vil bygge en mur om lille, trygge Danmark, hvor vi har masser af overskud, mange tomme huse overalt, ikke mindst de mange rigt udstyrede og ubenyttede sommerhuse. Og i et land, hvor der heldigvis også findes en stor gruppe mennesker, der er helt anderledes skruet sammen og er villige til at tage sig af mennesker i nød. Det vil sige tage imod de nødstedte, være støtte- og kontaktfamilie for dem, lære dem dansk og på anden måde tage venligt imod dem.

Se, det kunne være en meget interessant øvelse. Gad vide, om de tør? Eller om de synes, at forslagsstilleren her bare er helt galt afmarcheret?

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen