SKYLD ER IKKE det nemmeste fænomen at tumle med. Det kan forkrøble et menneske eller drive det ud i påtaget ligegyldighed og kynisme. Skyld. Så sidder man der med sine fejl og svigt og kan ikke komme videre. Det er uproduktivt og umoderne i en verden, hvor vi ser fremad - og mange har mere end svært ved at tro på, at der findes guddommelig tilgivelse.
Måske er det grunden til, at mange opfatter etik som det at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Det gode og det rette. Aldrig har vi talt så meget om etik på så mange områder. Etiske retningslinjer og værdigrundlag gennemsyrer samfundet. Vi vil så gerne gøre det rette, men kun sjældent taler vi om, hvad der sker, når vi svigter. Når vi sidder tilbage med skylden. For den kan vi intet stille op med - og derfor prøver vi at konstruere den etiske tænkning, så skylden ikke findes.
Men hvad nu hvis tilværelsen er tragisk, og skylden ikke forsvinder, bare fordi vi lader som om? Det er kun sjældent, at vi står i valget mellem det gode og det onde. Ofte står valget mellem onder af forskellig art, og opgaven er ikke at ende med at være ”de gode”, men at finde det mindste onde - og huske på de ofre, som vi skaber. Når vi for eksempel prioriterer i sundhedsvæsenet eller anvender dyr til forsøg, der sigter mod bedre forståelse af alvorlige sygdomme. Når vi vælger mellem at respektere, at for nogle pårørende er organdonation for stor en smerte at bære oven i tabet af en elsket, eller at hjælpe dem, der har brug for nye organer.
Uanset hvad vi vælger i de situationer, så skaber vi ofre. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke kan undgå det. Sådan er det bare. Nogle gange kan man kun gøre det mindste onde - og det med et tungt hjerte. Men sletter det skylden - eller er det værd at fastholde, at den ikke forsvinder, selvom vi gjorde, hvad vi kunne? Måske vores krampagtige forsøg på at benægte skylden i virkeligheden ikke er det, der tjener os bedst.
For det første er det respektløst over for de ofre, vi skaber i vores jagt på egen godhed, ikke at anerkende og fastholde, at samtidig med at vi forsøgte at gøre det rette, så skadede vi andre. For det andet kan en fastholdelse af skylden måske føre til, at vi handler med lidt større varsomhed over for hinanden fremover. Når vi ikke blot kan læne os tilbage med etisk rene hænder, men erkender, at det rette kun kunne gøres på bekostning af andre, kan det måske få os til at vælge anderledes næste gang - eller i hvert fald være mere opmærksomme på de skader, som vi også forårsager.
Endelig er skyld, set herfra mit verdensvindue, en del af tilværelsen. Ingen kommer ren herfra. At være menneske er også at kunne få øje på sin skyld. Og i en kultur, der konstant er på jagt efter ægte, naturlige, autentiske øjeblikke, byder skylden sig til som det mest naturlige af alt - den følger os alle. Spørgsmålet er så, hvordan vi bedst kan leve med den.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris