27-årig far: Slatne mænd og sårede kvinder er ikke feminismens skyld

Feminismen har muliggjort en kultur, hvor jeg kan være primær forsøger for mine børn, og hvor jeg kan sørge for, at maden er klar og velsmagende, til når min hustru kommer hjem fra arbejde, uden at mine kammerater opfatter det som ”umandigt,” skriver 27-årig mand, der har været på barsel de seneste seks måneder

Jeg kan sagtens finde glæde ved at manifestere min fysiske styrke i familien og løfte både hustru og børn op på skuldrene. Jeg kan sagtens finde ud af at komplimentere min hustru, skriver læser. Modelfoto
Jeg kan sagtens finde glæde ved at manifestere min fysiske styrke i familien og løfte både hustru og børn op på skuldrene. Jeg kan sagtens finde ud af at komplimentere min hustru, skriver læser. Modelfoto. Foto: Martin Stampe.

Under overskriften ”Danske feminister sår splid mellem mænd og kvinder” begår Katrine Krogh Hoffmann i Kristeligt Dagblad den 20. juli et på mange måder mærkværdigt debatindlæg.

En holdning er naturligvis ikke forpligtet til at have rod i andet end ens egen forståelse af verden, men hvis Katrine Krogh Hoffmann løftede blikket fra Adams-syndromer, skaberordenen og ”den toneangivende, venstreorienterede feminisme”, ville hun kunne have sparet sig at sætte nævnte debatindlæg på skrift.

Jeg er mand på 27, jeg har to døtre på henholdsvis to og et år og en skøn hustru, som jeg elsker. Jeg har de seneste seks måneder været på barselsorlov, hvor jeg har støvsuget, vasket op og taget mig af mine unger fra en kant af. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men feminisme har under ingen omstændigheder knægtet min fornemmelse for min egen mandighed. Jeg kan sagtens finde glæde ved at manifestere min fysiske styrke i familien og løfte både hustru og børn op på skuldrene. Jeg kan sagtens finde ud af at komplimentere min hustru.

Feminisme, forstået som en kritik af en forstillet verden, hvor en bestemt adfærd betegnes som enten feminin eller maskulin, har derimod muliggjort en kultur, hvor min hustru kan tjene mere end jeg. Hvor jeg kan sørge for, at maden er klar og velsmagende, til når min hustru kommer hjem fra arbejde. Hvor jeg kan tage barselsorlov og være primær forsørger for mine børn. Alt sammen uden at mine kammerater eller brede omkreds misbilliger det eller opfatter det som ”umandigt”.

Vores samtid er kendetegnet ved et relativt stort fravær af givne rammer, og det udfordrer en hel masse mennesker, for hvem den umiddelbare frihed bliver en byrde mere end en gave. Årsagen til dette fravær af rammer skal dog ikke findes i en snæver forståelse af feminisme, men i industrialiseringen og kapitalismen, der rev de traditionelle samfund i stykker. I den henseende er feminisme blot en kvist på det kundskabens træ, som Katrine Krogh Hoffmann ikke synes at bryde sig om, og kritikken er forfejlet.

Feminismen i sig selv er en enormt bred politisk bevægelse med mange modsatrettede holdninger, præcis som alle andre fællesbetegelser for værdifællesskaber - tag bage kristendommen. Katrine Krogh Hoffmann vil gøre feminisme til skurk, når kvinder føler skam over ikke at passe ind, men hvis feminismen nogensinde har været én ting, så har det været et forsøg på netop at undergrave det forhold, at man overhovedet behøver at ”passe ind” noget sted.

Det er helt i orden, at Katrine Krogh Hoffmann ikke er sig det bevidst, og det er helt i orden, at hendes ord skal læses mod et bagtæppe, der prædiker én skaberorden, men at tro, at sårede kvinder, slatne mænd og alskens psykiske lidelser er opstået som resultat af feminismen, er simpelthen noget sludder.