Hold en hviledag om ugen uden mobil og computer

Vi får stress og mangler nærvær, fordi vi hele tiden skal opdateres på mobiltelefonen eller computeren. Indfør en ugentlig fridag helt uden den ny teknologi, skriver Peter Olesen

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

Det er en rigtig god idé, den svenske præst Tomas Sjödin har fået med at udgive bogen ”Det sker, når du hviler”. Og en god idé af Kristeligt Dagblad at tage emnet op. For vi kender det vist alle sammen, at vi stresser og jager og hurtigt lader os styre af nymodens teknik med alle døgnets evige opdateringer på alle platforme.

Jeg har tidligere på denne plads skrevet om vigtigheden af at kunne holde helt fri og ferie og praktiserer selv konsekvent at holde ferie uden mobiltelefon eller iPad og uden på anden måde at føle mig tvunget til at være opdateret med nyheder. Og tænk, man overlever, endda på bedste vis.
 

Jeg elsker at være kun i nuet og ikke behøve at vide, hvad andre laver rundt omkring på kloden nu og her. Men inden jeg pudser glorien for meget offentligt, er det vigtigt at gribe lidt i egen barm og gå sin hjemlige og ikke ferieagtige hverdag igennem med tættekam.

For hvad med iPad'en og dens evige nyhedsopdateringer? Som gammel nyhedsjournalist, og det var længe før det udmærkede TV 2 News, som har lært os, at man kan være opdateret hele tiden døgnet rundt, skal jeg altid helst være med hele tiden. Men jeg er dog ikke tvunget til at være det. Vi bestemmer selv, eller gør vi? Hvor meget påvirker omgivelserne os måske?

Jeg har en iPad og elsker den og er samtidig meget betænkelig ved den plads, den har fået i hjemmet. Som den tredje part i forholdet. Den er desværre med overalt. Også ud på aftenen, for tænk nu, hvis... Ofte bliver det besluttet, at efter klokken 20 er det slut. Men, men, men... Hvad er det, der styrer, at man ikke engang kan holde sine egne aftaler med sig selv og hinanden?

Folk får jo stress i de små hjem, alle skal kunne nå alle hele tiden. Mange er på arbejde, også når de har fri. Så kan jeg da godt forstå, som også Kristeligt Dagblads artikler handlede om, at folk bliver kulrede og får stress og bliver bimse i bolden. Vi kan ikke få nok, vi viser ikke nærvær, vi er hele tiden andre steder end der, hvor vi rent fysisk opholder os.

Jeg synes ellers selv, at jeg i min efterhånden voksne alder, 69 år, er blevet rigtig god til at holde fri. Det vil sige, at en normal arbejdsuge er tre en halv dag. Fra torsdag middag til og med søndag er det væk fra skrivebordet og kun besvare henvendelser. Ikke skrive, ikke ud at tale. Holde fri, lave noget andet. Det vil sige gå i haven, gå ture, cykle ture, besøge venner og frem for alt læse. Læse aviserne ekstra grundigt og ikke mindst læse bøger. Men også skifte scene. Gå fra lejlighed til sommerhus og dermed være mere udendørs end i en lejlighed i byen.

Det er en fantastisk rytme, en sund og fornuftig tilrettelæggelse af livets muligheder, og en meget, meget privilegeret livsform, som man kan tillade sig, når man selv bestemmer og ikke længere er på en fast arbejdsplads, men har sin egen. Og tilmed er ganske flittig og arbejdsom.

Men jeg har sat en grænse, nemlig normalt ikke at ville ud at træde op i weekenden, spare på kræfterne, huske at skifte den her vigtige scene, se noget andet, prioritere hvilen højt og hver eneste dag ugen igennem huske at få tid til en regulær middagslur. Det er da luksus, men også sund logik.

Jeg ville meget nødig intet skulle, ikke have noget at lave. Jeg har bare sat mig mine egne grænser. Og så alligevel ikke helt med denne her nye anden partner, iPad'en - og for andre en iPhone, som kan det samme. Hvorfor er den så svær at lægge helt fra sig og vente med at åbne til i morgen? Der er nok ikke noget, der er vigtigere, end at det kan vente. Eller?

De unge generationer ken-der jo ikke andet. De kender ikke til ikke at kunne nås hvor som helst og når som helst og tror, at man skal reagere straks på alle bib-lydene døgnet rundt. Men for os lidt ældre kommer det snigende, gør det.

Mange forandringer, der sniger sig ind på den gode, gamle, sunde, naturlige livsform og ugentlige hviledag.

I gamle dage var jeg mis-undelig på svenskerne, der havde længere åbent hver aften og alle weekender. Og nu har vi det selv hele ugen, hvor vi de fleste steder kan handle til klokken 22 eller 24. Man vænner sig lynhurtigt til det og tænker ikke meget over, hvem det går ud over. Alle dem, der så arbejder på helt skæve tidspunkter - og sjældent har sammenhængende fridage. Og når der endelig er en fridag, så skal der gøres rent, købes ind, vaskes tøj og alt muligt andet også nødvendigt.

Vi har ganske enkelt fået for travlt og er ikke altid nærværende, og det har - igen - sneget sig listigt ind på os, uden at vi rigtigt har bemærket det. Der er kun én vej; at tage sig selv i nakken og bevidst ville noget andet, nemlig også at kunne holde helt fri, koble helt af og skifte scene, ikke kun ligge fladt på ryggen, men prioritere noget afkoblende, komme hviledagen i hu og holde den hellig, som det så klogt har heddet til alle tider. Altså også holde den så hellig, at vi lægger alle de bippende apparater fra os og overholder det. Vi når det nok alligevel.

Og nu må vi jo så se, om helligpråsen her også selv er i stand til at leve op til sine egne fortsæt. Indtil nu er det ikke lykkedes godt nok. Desværre.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen