Socialt arbejde: Der er brug for både professionalisme og personlige erfaringer

Professionalisering har sin berettigede plads i socialt arbejde. Men dens tilstedeværelse udelukker ikke private betragtninger, skriver John Aasted Halse, psykolog

Både i det offentlige rum og i socialt arbejde skal der være plads til private erfaringer samt professionalisme.
Både i det offentlige rum og i socialt arbejde skal der være plads til private erfaringer samt professionalisme.

Det er en tendens i vor tids syn på arbejdet med børn, familier og udsatte mennesker, at det næsten altid er en fordel at have prøvet tingene egen krop for at kunne hjælpe andre. For eksempel selv at have oplevet psykisk sygdom, hvis man skal hjælpe psykisk lidende eller selv at have været misbrugt barn, når man arbejder med misbrugte børn.

Synspunktet er, at man ikke skal lytte for meget til den faglige ekspertise. At det, der tæller, når man skal hjælpe andre, er egne oplevelser, den sunde fornuft, holdning, erfaring og intuition. Argumentet herfor er, at der er tale om mennesker, som jo bør være et følelsesmæssigt anliggende og ikke et videnskabeligt, endsige teoretisk!

LÆS OGSÅ:Pårørende skal give en hånd med

Også i debatterne i det offentlige rum ses denne tendens. Der skrives for eksempel et utal af selvhjælpsbøger primært baseret på forfatternes egne oplevelser, gives interview og etableres rådgivning på samme grundlag.

Og egne erfaringer og holdninger kan være vigtige og er naturligvis ikke en hindring for at arbejde med mennesker. De kan faktisk være en styrke! Problemet er, at man fokuserer entydigt på det som en kvalifikation i sig selv, at du selv har været på den. Det nytter for eksempel ikke, hvis ens holdning er, at deleordninger i forbindelse med skilsmisse er af det onde, fordi man måske selv har dårlige erfaringer i så henseende, eller at man skal opdrage sine børn på en bestemt måde, fordi sådan har man selv gjort som mor. Her må man reflektere fagligt og vidensbaseret for at kunne se ud over egne oplevelser.

Modstanden mod ekspertise og viden indeholder tilsyneladende et forsvar for dem, som har brug for hjælp og støtte, og det kan sådan set være godt og er tit på sin plads. Men resultatet bliver nemt arrogance over for de selvsamme mennesker. Derfor er det et problem, hvis vi opererer med en forenklet anskuelse om, at enten har man mærket svigtet eller problemerne på egen krop, og så ved man alt. Eller også har man al sin viden fra en bog og kalder sig ekspert og aner intet om virkeligheden.

Forenklingen er helt unødvendig. Og det er bestemt ikke noget, som højner den faglige kvalitet i et socialt arbejde. Vi har brug for både private erfaringer og fortællingerne herom, men vi har også brug for den professionelle tilgang. Netop den professionelle tilgang er strengt nødvendig, så vi ikke fortaber os i den enkeltes private udlægning af for eksempel misbrug, svigt og mobning.

Derfor har professionalismen sin berettigede plads i ethvert socialt arbejde, men bestemt også i det offentlige rum. Og dens tilstedeværelse udelukker selvfølgelig ikke de private betragtninger. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Der er brug for begge dele, medmindre man altså insisterer på, at der kun er plads til enten sort eller hvidt.