Sørine Gotfredsen: Ødelæggende, at kønsdebatten fylder så meget

Den altdominerende kønsdebat nærer en i forvejen usund krænkelseskultur og ensretter tidens samtaler efter en klaustrofobisk ideologisk dagsorden, skriver Sørine Gotfredsen

Vi bombarderes med køns- og kropsfiksering, og hvis man ser lidt nærmere på den danske dækning af den amerikanske valgkamp, må man sande, at optagetheden af kandidaternes personlige træk er enorm, mener Sørine Gotfredsen.
Vi bombarderes med køns- og kropsfiksering, og hvis man ser lidt nærmere på den danske dækning af den amerikanske valgkamp, må man sande, at optagetheden af kandidaternes personlige træk er enorm, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Polfoto.

DEN AMERIKANSKE præsidentvalgkamp har taget endnu en uheldig drejning. Inden for de seneste uger er den kommet til at handle utrolig meget om køn, hvilket mange nok vil forklare med, at Donald Trump har sagt så mange stupide ting om kvinder, at det ikke kan undgå at sætte et vist præg.

Dette er naturligvis rigtigt, men en anden del af forklaringen er, at talen om køn, kvindesyn og diskriminering i disse år virkelig dominerer. Man kunne kalde det for vor tids pseudoreligion, og siden offentliggørelsen af nogle gamle optagelser, hvor Donald Trump beskriver sin hæmningsløse omgang med kvinder, har den i forvejen aparte valgkamp været et slaraffenland for alle, der elsker at optræde i det kønspolitiske mediecirkus.

Heriblandt den feministiske aktivist Emma Holten, der søndag aften var på besøg i DR 2-progammet ”7 døgn med Trump og Clinton”, og som mente, at det er umuligt at lytte objektivt til et menneskes budskab uden at tage kønnet i betragtning.

MAN KUNNE JO HÆVDE, at det især er tidens ekstreme fokusering på køn, der er med til at gøre det så svært ikke konstant at tage kønnet i betragtning. Vi bombarderes med køns- og kropsfiksering, og hvis man ser lidt nærmere på den danske dækning af den amerikanske valgkamp, må man sande, at optagetheden af kandidaternes personlige træk er enorm.

Vi lærer i disse dage stort set intet om de amerikanske politiske emner, for det er omtale af sexistiske udtalelser, Hillary Clintons kølige svimmelhed og Bill Clintons tilsvarende trætte åsyn, der hovedsageligt fylder.

I ”Presselogen” på TV 2 News blev nogle af landets redaktører da også i søndags bedt om at forholde sig til prioriteringen. Alle fokuserer på det kulørte stof, og alle forsvarer sig med, at valgkampen efterhånden har fået en karakter, hvor der ikke er ret meget andet tilbage, og derfor må man jo gengive det.

Det kan man kalde en cirkelslutning, og vi oplever lige nu en ærgerlig kombination af en velvillig, sensationslysten presse og en præsidentkandidat, der ene mand kan aktivere både de laveste instinkter i medieverdenen og den vestlige verdens samlede feministiske brølekor.

Det siger lige så meget om tiden, som det siger om Donald Trump, der nok er ekstrem, men som jo ikke grundlæggende repræsenterer noget nyt angående den frastødende form for maskulinitet. Forfatter Morten Sabroe udtalte på DR 2, at det er herligt at se, hvordan kønsdebatten dukker op overalt – senest herhjemme i forbindelse med DR-programmet ”Den store bagedyst”, der skabte intens debat om begrebet mandehørm.

Man skal bestemt ikke holde sig for fin til at udlede principielle pointer af et underholdningsprogram, men det er ikke herligt, at kønsdebatten fylder så meget. Det er ødelæggende. Den nærer en i forvejen usund krænkelseskultur, den ensretter tidens samtaler efter en klaustrofobisk ideologisk dagsorden, og den har på det seneste gjort den amerikanske valgkamp endnu mere absurd at følge. Selvom mange sikkert ikke havde troet, at det var muligt.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.