Sognepræst: Vi bør have et kirkeråd

Modstanden mod et eventuelt kirkeråd minder om sydeuropæernes surhed på Tyskland, mener Peter Grønlykke

Der må gives legitimitet og magt til den bredde og mangfoldighed, som folkekirken prætenderer, mener Peter Grønlykke.
Der må gives legitimitet og magt til den bredde og mangfoldighed, som folkekirken prætenderer, mener Peter Grønlykke. Foto: Mads Jensen Denmark.

DER MANGLER EN grundlæggende sammenhæng og logik i en hel del af modstanden mod at ændre på styringsstrukturen i folkekirken. Den minder mest af alt om visse sydeuropæiske landes modstand mod den tyske forbundskansler.

Tyskland har på mange måder taget ansvaret for det økonomiske uføre, disse lande har bragt sig selv i og forsøgt at lempe det tilbage til de egentlige ansvarshavende lande selv. Det høster man imidlertid kun utak for og møder modstand imod. Det er meget mere bekvemt at have en, som man kan tørre ansvaret for magten af på. Således også med en hel del af modstanden mod styringsreformen.

LÆS OGSÅ:Grundtvigianere i splid om styring af folkekirken

Det hænger da ikke sammen, at man vil fortsætte en praksis, hvorefter kirkeministeren er den, som må træffe beslutning om for eksempel nye ritualer, fordi kirkefolket og biskopperne ikke kan blive enige. Og når ministeren så træffer en beslutning, så bebrejdes han, at han ikke følger en sædvane om ikke at træffe beslutninger og tiltage sig magt over kirkens indre anliggender.

Sandheden er jo, at kirken indadtil aldrig har været mere splittet end netop på spørgsmålet om vielse af homoseksuelle. Biskopperne kunne aldrig være blevet enige. Hvem skulle have redet trådene ud, hvis ikke ministeren havde gjort det?

Der er en del, der hævder, at man da bare kunne have ladet være med at træffe en afgørelse. Især blandt dem, der nu melder sig som modstandere af ethvert forslag til styringsændring. Men det ville jo også have været en form for beslutning, som ville være ensbetydende med et nej til et nyt ritual. I hvert fald var der ikke kommet noget ritual ud af det.

At opretholde bredden og friheden i folkekirken kræver således også styring, beslutninger og et forhold til magt. Lader vi blot stå til, flyder magten anonymt og dæmoniserende rundt. Der må gives legitimitet og magt til den bredde og mangfoldighed, som folkekirken prætenderer.

Det er desværre lykkedes de principielle modstandere af blandt andet ritualet for vielse af homoseksuelle at få en hel del andre med på holdet langt ind i de ellers mere frisindede kredse. De er ikke hoppet med, fordi de ikke vil vie homoseksuelle, men til syvende og sidst af frygt for, at det åndelige centrum i folkekirken ikke er stærkt nok til at bære mangfoldigheden og den deling efter anskuelse, som det måtte kræve.

Det er således ikke mangfoldigheden, der truer folkekirken, men snarere, at ingen vil tage ansvaret for den. Såfremt man derfor ikke anerkender kirkeministerens ret og pligt til i påkommende tilfælde at skære igennem og tage dette ansvar alene, herunder også for det, som kaldes kirkens indre anliggender, må vi have et demokratisk og bredt valgt kirkeråd, som tager ansvaret, og som kan foretage indstillinger til ministeren.

Peter Grønlykke, sognepræst, Rosengade 18, Sønderborg