Om reinkarnation: Som vi sår, skal vi høste

Christian N. Eversbusch. Privatfoto.

Jeg vil gerne forsvare Annette Bergs tro på reinkarnation, skriver cand.mag. Christian Eversbusch

”Reinkarnation er noget ukristeligt vrøvl.” Omtrent sådan kan man sammenfatte de indlæg, hvormed flere teologer har reageret på sognepræst Annette Bergs bekendelse af sin tro på sjælevandring. Jeg vil gerne komme med et forsvar for hende.

Jovist, tanken om, at vi fødes mange gange for at lære, udvikle os og sone gammel skyld, er da noget ”vrøvl”, hvis man insisterer på, at Paulus' og Luthers påstand om frelse gennem tro, ikke gerninger, er sand. Men skal vi insistere på dét, når det er på bekostning af forestillingen om Gud som en retfærdig dommer?

Jeg vil i det følgende lade mig inspirere af et prominent forbillede - en mand, der bar et klart billede af den guddommelige retfærdighed i sit sind - og anskueliggøre mit synspunkt gennem en lignelse:

To drenge begik sammen indbrud i et hus. Da den ene kom hjem, så hans far tyvekosterne og bebrejdede sin søn, hvad han havde gjort. ”Men hvad skal jeg da gøre for at komme fri af denne forbrydelse?”, spurgte drengen sin far. ”Din handling gør mig meget ondt,” svarede faderen. ”Den bringer skam over vort hjem. Men hvis du fremover vil ære og adlyde mig, din far; hvis du vil gøre mine ord til din målestok i alt, hvad du foretager dig - også selvom du ikke forstår dem - da vil jeg vise dig nåde, slå en streg over denne sag og lade dig blive boende her i vort lykkelige hjem.”

I mellemtiden var også den anden dreng nået hjem. Snart opdagede hans far ligeledes de stjålne sager og bad sin søn aflægge regnskab. ”Min søn,” sagde faderen. ”Først må du gå ind på dit værelse og grundigt gennemtænke din handling. Når så du er nået til fuld erkendelse af, hvor nedrig den var, skal du komme herind igen og bede mig om tilgivelse. Tilgivelse, fordi du ved din forbrydelse har vanæret alt godt i din sjæl og dermed dig selv.”

Lettet kiggede sønnen på sin far og takkede ham for hans retfærdige dom. ”Men jeg har ikke talt ud,” fortsatte faderen. ”For efter at du har fået min tilgivelse - og den vil jeg give dig, så snart jeg mærker, du oprigtigt fortryder, hvad du har gjort - så skal du gå tilbage til det hus, hvorfra du stjal. Og her skal du ikke blot aflevere samtlige tyvekoster tilbage, du skal også bede dem om tilgivelse, fra hvem du stjal. Og du skal bede disse mennesker opregne for dig al den umage og utryghed, dit tyveri har voldt dem. For alle disse ting må du da på forskellig måde betale dem tilbage. Og når dét er gjort, skal du - for at vise, du har lært oprigtig agtelse for de mennesker, fra hvem du stjal - skænke dem en ting, der vil være dem til stor gavn.”

Faderen tav. Og derpå sagde sønnen opgivende: ”Dette vil tage mig dage, uger, ja, måneder. Og det vil blive pinligt for mig, svært og kostbart.” ”Det vil det, min søn,” sagde faderen. ”Men jeg vil støtte dig, jeg vil anvise dig veje, ad hvilke du hurtigere vil kunne tilbagebetale din gæld og oprette, hvad du har forbrudt. Og hver aften, når du vender hjem fra dit soningsarbejde, vil du her hos mig have et hjem, hvor du kan hente hvile, støtte og styrke. For min kærlighed til dig er uden ende.”

Hvilken af de to fædre er den retfærdigste? Hvilken af de to fædre svarer til det guddomsbillede, alle mennesker bærer i deres hjerter? Jesus af Nazaret kendte svarene på disse spørgsmål. Og derfor lærte han os mennesker, at som vi sår, skal vi høste.

Christian N. Eversbusch, cand.mag., Mathildevej 20, st.tv., Frederiksberg