SÅ SKETE DET IGEN: Offentligheden fik indsigt i det, der kunne ligne en større skandale i det danske sundhedsvæsen.
Utilsigtede hændelser på sygehuset i Køge var blevet hverdag. Sygeplejerskerne på intensivafsnittet måtte ekstraordinært lægge de svært kritisk syge til at sove ekstra dybt for at kunne bistå kollegaer med nødvendige opgaver.
Den praksis var nærmest blevet rutine, kunne vi sygeplejerskekollegaer forstå.
Naturligvis meldte sundhedsminister Sophie Løhde (V) hurtigt ud: Det er uacceptabelt, og den slags ting skal stoppes øjeblikkeligt! Det skal hun gøre som øverste chef for vores sundhedsvæsen, så mange tak for det. Hun skal sætte foden ned, når tingene ikke foregår ordentligt.
Desværre sluttede Sophie Løhde her. Hun sluttede med at sige ”Stop”. Men hvad så? Skarpe udmeldinger løser ikke det reelle problem, som er, at sygeplejerskerne er frataget muligheden for at passe deres arbejde.
Muligheden for at gå fra sin egen patient for at hjælpe en kollega med en patient, der i princippet altid har døden meget tæt på. Muligheden for selv at kunne hente den ordinerede medicin, der sikrer, at blodtrykket kan holdes oppe, og at hjertet slår, samt sikre, at patienten, i sygeplejerskens varetægt, ikke har smerter.
Hvad handler det om? Jeg tør godt sige det ligeud: Det handler om, at vi sygeplejersker ikke har ressourcer nok. Når sygeplejersken ikke har mulighed for at løse almindelige daglige opgaver på grund af utilstrækkelig bemanding, må man ty til nødløsninger. Sygeplejersker, der sammen med deres kollegaer flere steder er i nød og derfor finder løsninger, der ikke er optimale. Der bliver hver dag trukket og strukket for at få enderne til at nå sammen overalt i sundhedsvæsnet. Nogen gange lykkes tingene på trods og ikke på grund af rammerne.
Som autoriseret sygeplejerske kan jeg aldrig delegere ansvaret for, at en opgave løses korrekt. Ansvaret er mit og kun mit! Desværre gælder det ikke for politikere. Vi oplever ude på gulvet ikke bare at få opgaven delegeret, men også ansvaret. Som det for nylig er set i Køge.
Det her handler ikke om, at vi klynker. Vi løber gerne stærkt, vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få mest muligt ud af fællesskabets skattekroner. Men der er også en grænse. Den er nået, og det er ikke nok for ministeren at blive vred og sige stop. Der skal prioriteres flere penge til sundhedsvæsenet.
Sophie Løhde har ikke taget ansvaret for at få enderne til at nå sammen i vores sundhedsvæsen på sig. Sundhedsministeren har bedre adgang til finansministeren, end vi sygeplejersker har. Det er på tide, at hun også sætter foden ned over for kollegaerne i regeringen og gør det klart, at der skal prioriteres flere penge til vores sundhedsvæsen.
Mads Dippel Rasmussen er sygeplejerske, OUH Odense