Spejderlivet er en gammel og moderne livsform i bevægelse

Danmarkshistoriens største spejderlejr finder sted i næste uge ved Holstebro. Spejderlivets værdier er stadig aktuelle, mener Poul Erik Knudsen

Spejderlivet bygger på værdier, som stadig holder. Det handler om at bygge hele mennesket, både fysisk, socialt, følelsesmæssigt, åndeligt og intellektuelt.
Spejderlivet bygger på værdier, som stadig holder. Det handler om at bygge hele mennesket, både fysisk, socialt, følelsesmæssigt, åndeligt og intellektuelt. Foto: Jakob Vibe.

Snart samles mange tusinde spejdere (børn, unge og voksne) til fælles oplevelser og udfordringer i Holstebro. Vi er mange, der glæder os til at være med på lejren og være med til at bringe spejderarbejdet endnu et stykke ind i vores nutid og fremtid.

En gang spejder altid spejder!. Sådan lyder et ord, som vi kender, og som handler om, at spejder nok i starten er noget, man går til, men hurtigt bliver noget, man er; en indstilling til tilværelsen og til mennesker, som følger én gennem hele livet og det lige meget, om man stadig er aktiv spejder eller bare er aktivt menneske, der engang var aktiv spejder.

At det forholder sig sådan, skyldes de værdier, som spejderarbejdet bygger på. De blev udtænkt af bevægelsens stifter, englænderen Baden Powell, for mere end 100 år siden men de holder stadig den dag i dag, fordi deres sigte er at skabe hele mennesker.

LÆG OGSÅ: Historisk stor spejderlejr rejser sig

Deltager man i spejderarbejdet, deltager man i en målrettet indsats for det hele menneske, som bygger på fem indsatsområder: fysisk, socialt, følelsesmæssigt, åndeligt og intellektuelt.

Fysisk, at spejderen bliver ansvarlig for sin egen krops udvikling og funktion og gennem spejderlivets aktiviteter udvikler alle sine sanser: føle, se, lugte, smage og høre. Det sker gennem leg ved at færdes i naturen, bygge med rafter, rejse telt og meget mere.

Socialt, at spejderen udvikler sine evner til at samarbejde og til at lede. Det sker ved at løse opgaver sammen med andre, så man udvikler evne til at lytte, kommunikere, skabe og respektere fælles regler. Som spejder er det ikke nok bare at være; for at en lejrhverdag med alle dens opgaver og pligter kan fungere, er det nødvendigt at være med og byde ind med hver sit.

Følelsesmæssigt, at spejderen ved at være sammen med andre lærer sine egne følelser at kende, udtrykker dem og blive i stand til at opnå indre ro og tro på sig selv og sin værdi. Målet er også at lære at forstå og respektere andres følelser. Det sker gennem leg, rollespil, konkrete samarbejdsprojekter og ved at møde spejdere fra andre lande.

Åndeligt, at spejderen lærer, at tilværelsen er større end en selv alene, og erkender værdien af at knytte sig til en åndelig kraft i verden. Spejderbevægelsen er en verdensbevægelse og derfor ikke bundet til en bestemt trosretning, men knytter sig i hvert land og egn til den religion og tro, som findes der. I vores kultur derfor den kristne tro, som formidles gennem andagter og deltagelse i gudstjenester.

Samtidig lærer man at respektere andres tro og skabe rammer for den enkeltes møde med det åndelige ved i fælles drøftelser at spejle de store spørgsmål om liv, død, tro og kærlighed i hver vores hverdag.
Intellektuelt, at spejderen udfordres til at tænke kreativt og forny sig og derigennem hele tiden være i stand til på en positiv måde at møde det nye. Barnets naturlige nysgerrighed, opfindsomhed og fantasi udfordres gennem spejderlivets opgaver, hvor man hele tiden kan lære ved at gøre.

Den unge og den voksne spejderleder udfører et stort arbejde for at skabe en spejderverden for børn og unge, hvor disse fem indsatsområder lever. Tillykke med arbejdet.

Danmarks hidtil største spejderlejr venter lige om hjørnet. Nogle rammer ligger fast, men meget ændrer sig hele tiden. Lejren kan kun lade sig gøre, fordi værdierne er fælles, og vi alle er parate til i fællesskab at få det til at lykkes. Vi sætter hinanden stævne og skaber lejren sammen. Alle er velkomne til at besøge lejren og se dette blive til virkelighed.