Den interesse, der er i dag omkring emnet »spiritualitet«, viser på én gang længsel efter helligåndens liv og tegn på helligåndens virke.
I denne søgen mødes positivt og negativt: På tværs af konfessionelle forskelle genkender vi hos hinanden længslen efter et åndeligt liv, og derved opstår en økumeni, som går langt dybere end alle teologiske diskussioner. Men der afsløres også et traditionstab.
Den franske, ortodokse teolog Olivier Clément skriver i forordet til sin bog »Sources« (Kilder): »Enhver økumenisk samtale bør begynde med, at vi sammen går tilbage til vore fælles kilder, til enhedens kirke før alle splittelser, og genopliver denne oprindelige kristne erfaring«. For at den stærke søgen efter spiritualitet skal udvikles sundt, må vi søge tilbage til fælles kilder.
Selv om kirkens første århundreder var præget af teologiske stridigheder, så er udtrykket »enhedens kirke« berettiget. Teologi og spiritualitet var ét: En teolog var én, som bad i ånd og sandhed. Langt senere blev teologi og spiritualitet adskilt, og en teolog - eller præst for den sags skyld - behøver ikke længere at være én, der bedende lever i et fortroligt forhold til Gud. Dette er katastrofalt i en tid, hvor åndeligt søgende ikke vil spises af med ord, men kun tilfredsstilles af levende erfaring.
Af Apostlenes Gerninger fremgår, hvordan apostlene drog omsorg for, at ligesom de selv på pinsedagen helt personligt havde modtaget helligånden - »Tunger af ild ... satte sig på hver af dem« (Ap. G. 2, 3) - sådan skulle enhver kristen opleve sin personlige pinse. I Hebræerbrevet omtales »læren om dåb og håndspålæggelse« som helt grundlæggende (6, 1-2). I Kirken praktiserede man denne lære ved, at de døbte ved håndspålæggelse og salvelse med hellig olie modtog helligånden.
Hvad er der blevet af
Bibelens og kirkefædrenes lære om »dåb og håndspålæggelse«? Jo, dåben har vi alle bevaret, men »håndspålæggelse« - sakramentet til modtagelse af helligånden - røg i reformationen ud af en stor del af Vestens kirkeliv.
Hvilke virkninger har det haft? I den katolske kirke har vi bevaret dette sakramente, som vi kalder »firmelsen« (katolsk konfirmation, red.). Biskoppen med-deler under bøn, salvelse og håndspålæggelse helligånden til unge og til voksne konvertitter. Men af og til kan man høre denne bemærkning: »Vi firmer de unge ud af kirken«. Altså fejringen af det sakramente, som skulle give de unge åndens glæde og begejstring i deres tro, bliver for mange en afskedsfest med kirken. Hvordan genopliver vi den levende forventning til dette sakramente?
Ved at gå tilbage til »enhedens kirke« kan vi både finde modeller for åndens tilstedeværelse i det helt almindelige kirkeliv og eksempler på sund spiritualitet.
Man opfattede kirken som Kristi legeme, der i verden skulle fortsætte Jesu værk, og for at kunne det måtte hver enkelt kristen udrustes med helligåndens kraft og gaver. I kirkefædrenes skrifter møder vi menigheder, der som noget normalt fungerer »karismatisk«. F.eks. fortæller Irenæus (ca. 130-208) om alle de helbredelser ved bøn, som han havde været vidne til. I sit skrift mod hæretikerne betoner han, at disse ikke kunne helbrede ved bøn, for de havde ikke del i helligåndens kraft. Hvad mon han ville sige om vort nutidige kirkeliv?
Målet for den kristnes liv stod klart og var bestemmende for det åndelige liv. Kirkefædrene udtrykte det sådan: »Gud blev menneske, for at vi skal blive guddommeliggjort«. I læsning af kirkefædrenes skrifter drages vi ind i dynamikken mellem dette at være skabt i Guds billede og guddommeliggørelsen, hvor billedet er blevet til fuldkommen lighed. Kun i forening mellem hel-ligånden og vores frie vilje kan vi nå dette mål. Alle tiders senere bøn og spiritualitet har sit grundlag i kirkefædrenes skrifter, og tekster derfra indgår da også i kirkens tidebønner.
Ørkenen havde i den tidlige kristenhed en stærk tiltrækningskraft. Landkortets gule pletter virker som en modsigelse af skabelsesberetningens ord: »Jorden skal grønnes ... og Gud så at det var godt« (1. Mos. 1,12-13). Men i det åndelige liv er ørkenen det frugtbare land. Jesus mødte ved Jordanfloden ørkenasketen Johannes og blev døbt af ham for selv umiddelbart efter af ånden at blive ført ud i ørkenen. Først efter 40 dages faste og fristelser forlod Jesus i åndens kraft ørkenen for at begyndte sin offentlige gerning (Luk. 4, 1-14).
I et par århundreder - ca. 300-500 - blev ørkenerne i Mellemøsten befolket af mennesker, de fleste mænd, men der var også kvinder, der af ånden var ført væk fra et samfund præget af moralsk fordærv, og en kirke, som efter forfølgelsernes ophør var på vej til at blive verdsliggjort.
Vi kender disse ørkenfædre og -mødre ud fra de korte råd, de gav til alle dem, som strømmede ud i ørkenen for at få åndelig vejledning. Disse ord, som springer ud fra stilhedens kilde, kan få megen religiøs snak til at virke letsindig og overfladisk, uden åndeligt dyb. Bare én af deres korte sætninger kunne danne et helt livsprogram. De satte ikke skiltet »åndelig vejleder« op. De vidste, at det først er efter i lang tid selv at have været i ørkenens og åndens skole, at man kan være i stand at vejlede andre. Ørkenen lærte dem tålmodighed og ydmyghed
Ørkenfædrene kan lære os, at det åndelige liv - spiritualitet - har en helt anden slags tid end det effektive samfunds. De kan advare os mod at gøre spiritualitet til blot en ny aktivitet og mod at se åndelig vejledning som noget, vi kan lære os på et kursus. Evagrius (346-399), der var en af de store åndelige vejledere med indflydelse i både øst - og vestkirken, skrev at for at kunne vejlede andre, skal man have udforsket sit eget hjerte, men en blot psykologisk indsigt slår ikke til, »nej, vejleder er den, som har åndens gave«.
Som Israels folk blev dannet i ørkenen, blev den kristne kirke det også. Kirkens første teologer havde enten selv tilbragt lang tid i ørkenen eller var påvirket af dens ånd. Ud af eremitbevægelsen opstod klostrene, som altid - både i øst - og vestkirken - har været skoler i bøn. Før bøger fandtes, var det i klostrene, at Bibelen blev afskrevet og gennemmediteret, og det meste af århundreders åndelige litteratur er skabt dér.
Uden klosterliv vil den kristne spiritualitet udtørre. Klostrene er vor tids ørkener, hvor vi travle mennesker har mulighed for at trække os tilbage nogle dage i stilhed og ensomhed. Disse retræter er vigtige, også for at bønnen kan gennemtrænge vort daglige liv.
I åndelige nedgangstider har kirke- og ørkenfædres skrifter været kilder til nyt liv. I Østeuropa var samlinger af tekster fra kirkens første århundreder den store inspiration og trøst under forfølgelser. I det stærkt sekulariserede Sverige, hvor det åndelige liv har været trængt, er litteratur om kirkefædrene blevet udbredt læsning, og der er udkommet flere bøger om ørkenfædrene.
Hvilken betydning kan det ikke have for de kristnes enhed, at vi i dag på tværs af konfessionelle forskelle i stigende grad søger tilbage til vore fælles kilder og inspireres af dem!
Grethe Livbjerg,
Kollegievej 4,
Charlottenlund