Kirkepolitik har i mange år været noget nær det kedeligste, man kunne beskæftige sig med. Men i løbet af de seneste par år har der tegnet sig et nyt billede af de politiske partiers syn på folkekirken. Udviklingen betyder, at folkekirken efter et regeringsskifte med stor sandsynlighed vil blive løsrevet fra staten. I den forgangne weekend bekræftede Det Radikale Venstre endnu en gang, at partiet vil have folkekirkens tætte bånd til staten revet over. Det er ikke mindst et brud med den radikale Viggo Hørup, som i begyndelsen af 1900-tallet hyldede statskirken med ordene om, at hvis lænken til kirken er kort nok, vil kirken ende med at blive en skødehund, og det ville være bedst for staten. Skødehundspolitikken har reelt været de radikales kirkepolitik lige siden. Men nu er der sket et skifte. Et totalt brud mellem stat og kirke kræver en grundlovsændring, så det bliver det ikke til lige med det samme. Men i stedet en hel selvstændig kirke. Partiet mener, at det er hensynet til ikke mindst landets muslimske medborgere, der gør, at den historisk tætte forbindelse mellem kirke og stat ikke kan fortsætte.
Socialdemokraterne er ikke gået helt så langt som Det Radikale Venstre, men det er på vej. Partiet har i størstedelen af forrige århundede været tilhænger af forbindelsen mellem stat og kirke. Thorvald Stauning ændrede Socialdemokratiets kirkepolitik i 1930'erne fra at gå ind for en adskillelse til at være tilhænger af forbindelsen mellem stat og kirke. "Hvis der er vrøvl hos de hellige, er fanden løs", sagde han. Men nu vil stærke kræfter blandt Socialdemokraterne tilbage til den gamle idé om at løsrive kirken og give den sin egen forfatning. Begge partier har sammen med Venstre og Konservative i mere end 100 år stået bag den nuværende folkekirkeordning. Men nu sker der et skifte. Ikke så meget af hensyn til folkekirken som af hensyn til menneskerettighederne og den stærkt fremherskende rettighedstænkning generelt, hvor alle skal være lige og ingen må favoriseres.
Samme motiv har Socialistisk Folkeparti for at gå ind for en total adskillelse af stat og kirke. Og længere ude på den politiske venstrefløj har vi Enhedslisten, der også vil adskille stat og kirke helt. Midt i det politiske felt finder vi Kristendemokraterne, som ikke ønsker stat og kirke adskilt, men derimod klarere linjer og større selvstændiggørelse af folkekirken. Baggrunden er en anden end den rettighedstænkning, der præger de radikale og socialdemokraterne. For Kristendemokraterne gælder argumentationen først og fremmest hensynet til folkekirkens evne til at fungere som kirke.
Kort sagt: Med et regeringsskifte, der flytter mandater til venstre i folketingssalen, vil vi få en markant anden holdning til folkekirken og kirkens forhold til staten end den, der gælder nu. Og det er nyt.
Også i Det Konservative Folkeparti er der en opblødning på vej i det kirkepolitiske. På partiets landsråd sidste år vedtog man at arbejde for indførelse af stiftsråd og endeligt også et landsdækkende kirkeråd. Kirkepolitik er dog ikke et kardinalpunkt for partiet på samme måde som for Venstre og Dansk Folkeparti, der er de eneste to af folketingets partier, der ikke ønsker en ændring af kirkens forhold til staten. Dansk Folkeparti og Venstre bakker op om en uændret folkekirkeordning, og kan man tælle til 90 folketingsmandater, kan man forstå dansk politik. Det er baggrunden for, at der ikke sker afgørende ændringer i folkekirkens forhold med den nuværende regering og mandatfordeling. Det er hjerteblod for regeringens støtteparti Dansk Folkeparti og de to tidehvervske præstepolitikere Jesper Langballe og Søren Krarup at fastholde den nuværende folkekirkeordning, hvor folkekirken ikke har sin egen stemme.
Det usikre i hele situationen er, at der ikke mindst hos Socialdemokraternes folketingsmedlemmer, men også i de øvrige partier, hersker så stor uvidenhed om folkekirken, at partierne ganske enkelt ikke har en sikker linje på området. De kan svinge og måske også gøre det hurtigt.
På lederplads i Kristeligt Dagblad og i dette Synspunkt er der tidligere blevet argumenteret for de fordele, der for folkekirken er forbundet med større selvstændighed. Friere tøjler til folkekirken skal sikre en mere dynamisk og handlekraftig kirke, som f.eks. kan satse overordnet på at styrke kristendomsundervisningen i landet eller have et kompetent forum for en drøftelse af trosspørgsmål, hvilket sagen om Thorkild Grosbøll har vist, at kirken mangler.
Her på avisen har vi dog aldrig argumenteret for den totale løsrivelse af stat og kirke. Det er derimod det mål, der ligger som en undertone for debatten om folkekirken hos Socialdemokraterne og de radikale. Meningerne hos de to partier er selvsagt delte. Men det er ikke hensynet til folkekirken, men derimod rettighedstænkningen og forestillingen om den religionsneutrale stat, der er udgangspunktet i debatten, og det er et forkert udgangspunkt.
En af de største myter i diskussionen af folkekirkens tætte binding til staten, er, at den er enestående for Europa og ikke kendes andre steder. Det er ganske enkelt forkert. I næsten alle 25 EU-lande består der et forhold mellem staten og det dominerende kirkesamfund. I de katolske lande er forholdet reguleret af særlige aftaler, konkordier, der giver den katolske kirke privilegier. I andre lande er forbindelsen mere direkte.
Historisk set har den kristne kirke i Europa altid været bundet til magten. Først til paven, siden kongen eller fyrsterne og derefter staten. Det giver fortsat god mening, at staten læner sig op ad den kirke, hvis kristendom har været med til at forme de normer og den etik, der præger samfundet.
Folkekirkens løsrivelse fra staten skal sikre kirken de bedste vilkår i et stadigt mere sekulariseret samfund. Alle andre kirker i Europa har såmænd også deres egen forfatning. Men kirke og stat skal ikke adskilles helt. Hvis det sker, ender staten med at hylde sekularismen som ideologi. Også så får vi det som i Frankrig, hvor staten vil gøre sig til herre over religionen og bestemme, om kristne skolebørn må bære kors eller muslimske skolebørn tørklæde.
$CLASS=bymail$bjerager@kristeligt-dagblad.dk