Det må være svært at komme fra en kultur, hvor religion spiller en central rolle, og så over til et meget ikke-troende kultur som den nydanske. Nu siger jeg nydanske, da det ikke altid har været sådan.
Engang var Danmark et land, hvor folk måske ikke gik i kirke hver søndag, men havde en fuld forståelse for, hvordan man kunne leve livet i nogenlunde overensstemmelse med kristne værdier. På vores breddegrader er den nok vigtigste værdi protestantismens indbyggede arbejdsmoral. Du skal bygge paradis på jord, ikke blot få overstået den fysiske del af livet. Se blot forskellen på Nord- og Sydeuropa: Der er mere laissez faire-tilgang til hverdagen længere mod syd.
I Danmark er velfærdsstaten blevet den nye religion. Institutionen der er altskabende og altseende. Et koncept, som man ikke må angribe, uden der nærmest kommer en blasfemisk stemning.
Mine oplevelser i USA bekræftede mig i, at statsliggørelsen af den kristne kirke har skadet mere, end den har gavnet. ”Stat lægger sig til statisk.” Og ”staten kan ikke varetage noget folkeligt”, som Grundtvig ville sige.
Kirken og dennes socialpolitiske funktion er derfor nedbrudt. Alle mennesker oplever modgang. Dét er en del af det at leve samt være menneske. Men hvor søger man hen? I samfund, hvor der er mindre stat og mere samfund, søger kristne for eksempel mod kirken.
I USA fungerede mange af disse som nødhjælpsorganisationer for medlemmer, der pludselig var blevet arbejdsløse eller stod uden tag over hovedet i en periode. I velfærdsstater som den danske søger folk i stedet mod kommunens socialkontor som udgangspunkt.
Forskellen her er frivillighed versus tvang samt selektiv versus universel. ”Hvad kan jeg gøre? Hvad gjorde jeg galt?”. Det er ikke de spørgsmål, jeg fornemmer danskerne reflekterer mest over i modgangstider.
Men hvis man kommer fra et andet land, kan det være svært blot at falde ned i velfærdsstatens altaccepterende arme af tilgivelse. Omvendt kan det også være svært for os at forstå, hvis nogen beder. En basal religiøs praksis, der dog praktiseres af visse kristne (tænker på bord- og aftenbøn).
Min pointe er, at vi måske skal spørge os selv, hvorvidt den muslimske kultur er stærk, eller den danske for svag. Hvis nogle få procent af befolkningen kan have så stort en indflyldelse på resten, må denne minoritet enten være utroligt stærk, eller resten utroligt svag. Styrkelsen sker igennem folket. Derfor skal den folkelige ånd tilbage i Danmark. Kirken skal sættes fri ligesom kulturen. Vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke har understøttet vores kultur igennem statslig støtte, men i stedet undertrykt dets udvikling.
Når kirken ikke er tvunget til at forny sig, og medlemmerne aktivt skal spytte penge i kassen, så læner man sig for let tilbage og lader tingene gå sin gang.
Denne stilstand har ført til stagnation, hvilket kun kan ændres ved at reducere støtten til kirke og kultur, så de kan stå mere på egne ben. Så folket igen skal være tovholder og stå vagt om det, som var os kært - og kan blive det igen.
Carl Andersen er politisk ordfører for Liberal Alliances Ungdom