Statens og folkekirkens integration

Det er svært at forstå, hvordan man kan mene, at politik og religion i Danmark er adskilt, når Folketinget reelt garanterer folkekirkens lutherske rettroenhed

I sin nytårstale erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at »i Danmark holder vi politik og religion adskilt« - givetvis med brod imod muslimerne, der mistænkes for at blande dem sammen.

På den baggrund var det ret mærkværdigt at læse hans partifælle Birthe Rønn Hornbechs (V) artikel i Kristeligt Dagblad den 7. marts. Den var nemlig en massiv demonstration af, i hvilken grad man i Danmark har integreret staten og folkekirken med hinanden. Der kan ikke være tvivl om artiklens korrekthed. Birthe Rønn Hornbech er jo formand for Folketingets kirkeudvalg og henviser til gældende love som argumenter for sin opfattelse. Tingene forholder sig faktisk, som hun skriver.

Men kan man tale med stolthed om den i Danmark herskende »adkillelse af politik og religion«, når vort system faktisk er skruet sådan sammen, som hun beskriver det? Udgangspunktet er Grundlovens paragraf fire: »Den evangelisk- lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Allerede heri ligger jo, at det må være så som så med »adskillelsen«.

For Birthe Rønn Hornbech synes disse grundlovsord at være en bibel. Med dem begrunder hun, at Folketinget er folkekirkens eneste lovgiver. Det gælder sandelig også dens »indre anliggender«, som nogle ellers tror afgøres et andet sted. Når f.eks. folkekirkens præster aflægger deres præsteløfte om at forkynde Guds ord svarende til de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, så er det, fordi »Folketinget har bestemt det ved lov«. Hvis noget skulle være et »indre anliggende« for en kirke, burde det ellers være selve dens konfessionelle grundlag? Det er også en folketingslov, der forlanger et lignende løfte af menighedsrådsmedlemmer, før de tiltræder deres hverv i folkekirken

Men ikke nok med det. Folketingsmedlemmer skal jo selv love at overholde Grundloven. Det forpligter dem blandt andet på paragraf fire, der gør den evangelisk-lutherske kirke til statens særlige protegé. Uanset deres egen tro eller mangel på samme er derfor ifølge Birthe Rønn Hornbech »samtlige folketingsmedlemmer forpligtet til at understøtte folkekirken« og dermed til at tage ansvar for, at folkekirken fungerer »efter det bekendelsesgrundlag, der blev fastlagt ved reformationen«. Folketinget skal altså generelt sørge for folkekirkens lutherske rettroenhed.

Når Birhe Rønn Hornbech alligevel hævder, at Folketinget er »bekendelsesløst«, så hænger det ikke ret godt sammen. Hvordan rimer det med, at hun understreger, at medlemmerne ved enhver lov, der vedrører folkekirken, nøje skal overveje, om lovgivningen er i overensstemmelse med Grundlovens paragraf fire? Kan man virkelig forpligte ateister, katolikker eller muslimer til på den måde at slå knude på sig selv ved at tage stilling til og ansvar for en kirke, de ikke selv tilhører? Er det respekt for religionsfriheden? Hvorledes kan det forenes med, at folketingsmedlemmer må og skal stemme efter deres egen samvittighed?

De kan naturligvis - hvad jeg ved, nogle gør - i praksis afholde sig fra at stemme om kirkelove. Men en sådan »frivillig abstinens« kan dog ikke være meningen med deres hverv i Danmarks lovgivende forsamling. Hvis Folketinget fortsat skal være folkekirkens »synode«, burde man i det mindste indføre det norske system, hvorefter kun de medlemmer af Stortinget, der tilhører den norske statskirke har stemmeret om kirkelig lovgivning.

Konsekvent må man dog ellers kalde Birthe Rønn Hornbech! Hun er ikke bange for at spænde den bue, som hun har i Grundlovens paragraf fire, så højt som muligt. Med den begrunder hun både statens helligdagslovgivning, det offentlige ansvar for folkekirkens gamle kirker, den lutherske religionsundervisning i folkeskolen, statens opretholdelse af de teologiske fakulteter som folkekirkens præsteskoler m.m.

Til slut kommer dog den helt aktuelle anledning til artiklen frem i lyset. Ifølge Birthe Rønn Hornbech kan man heller ikke omlægge statens økonomiske tilskud til folkekirken uden at krænke paragraf 4. Dette er ellers, hvad hendes egen regerings økonomiudvalg netop har foreslået ved at ville ændre det nuværende statstilskud til præste- og bispelønninger til et bloktilskud til folkekirken. Mon det lykkes hende at overbevise sin statsminister om, at politik og religion i Danmark ikke er så adskilt, som han påstod i sin nytårstale?

For os, der ikke er medlemmer af folkekirken, må det være legitimt at forlange svar på, hvorvidt det folketing, der skal repræsentere hele det danske folk - altså også de 15 procent uden for folkekirken - virkelig fortsat skal fungere som den danske folkekirkes lovgiver, foruden at denne kirkes udøvende magt

ligger hos den - ligeledes politisk udnævnte - kirkeminister? Det må betegnes som en meget ensidig og vilkårlig brug af Grundloven, når alene paragraf fire trækkes frem som basis for det nuværende faktiske statskirkesystem. Derved ignorerer man nemlig samme grundlovs paragraf 66, der foreskriver, at »folkekirkens forfatning ordnes ved lov«.

Grundlovsfædrene ville næppe have accepteret Birthe Rønn Hornbech og de nuværende kirkejuristers fortolkning om, at Folketinget alene er folkekirkens lovgiver. Ordet »forfatning« kan rent logisk ikke betyde andet, end at folkekirken skulle have sin egen selvstændige organisation og styrelse. Det er altså i virkeligheden ikke Grundloven, der hindrer folkekirken i at opnå selvstændighed over for staten, tværtimod.

Fremskridt kan imidlertid kun ske, hvis Folketinget lytter til de efterhånden mange kritiske røster og nedsætter en kommission til at forberede nye retsforhold mellem folkekirken, staten og de andre i Danmark eksisterende kirker og trossamfund. Hermed ville man endelig også - efter 150 års forsømmelse - begynde at opfylde Grundlovens paragraf 69, der lyder: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.« Men nu vil de dog gerne selv tages med på råd!

Jørgen Nybo Rasmussen,

»Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark«,

Svanevej 38,

Roskilde