KIRKEMINISTEREN har sendt et forslag om en ny dåbsanordning for folkekirken ud til en særdeles kortfristet høring, idet den skal gælde fra den 2. april. Både forslagets indhold og måden at fremsætte det på har vakt mange protester blandt folkekirkens præster.
Kernen i anordningen er, at "alle børn og voksne har adgang til at blive døbt" og "præsten i barnets eller den voksnes bopælssogn har pligt til at foretage dåben". I dette diktat ser rigtig mange en umyndiggørelse af præsterne og en farlig politisering af den kristne kirkes dåb som et nyt integrationsredskab.
Formentlig venter man, at vi, der tilhører andre kirkesamfund, blot skal acceptere dette som et indre anliggende for folkekirken, som vi skal lade være at blande os i. Men det er en falsk forudsætning. Selvom vi er uden for folkekirken, tilhører vi alle den samme demokratiske danske stat.
Gennem vor stemmeret har også vi andel i og medansvar for, hvad folketing og regering på ethvert område bestemmer og gør. Folkekirken har ikke sin egen uafhængige ledelse, men styres af det af os alle valgte folketing og af vor parlamentariske regering, hvortil også hører den politisk udnævnte kirkeminister.
Som demokratiske statsborgere kan det aldrig være os uvedkommende, hvad han dekreterer. Også de 15 procent af befolkningen, der ikke er medlemmer af folkekirken, har, så længe statsstyringen af folkekirken vedvarer, ret til at udtrykke deres mening om og deres kritik af, hvordan den styres, ganske som af alle andre statstiltag.
Hvis folkekirken havde sin egen ledelse, der kun repræsenterede dens egne medlemmer, kunne udenforstående selvfølgelig ikke blande sig deri. Men det nuværende statskirkesystem indebærer et hidtil mørkelagt inhabilitetsproblem af dimensioner.
HVORDANKANENSTAT, hvis ledelse kan og skal repræsentere hele befolkningen, samtidig styre en kirke, der kun omfatter 85 procent? Valgsystemet må jo logisk set medføre, at cirka 15 procent af Folketinget heller ikke er medlemmer af folkekirken, for eksempel katolikker, baptister, jøder, muslimer og ateister. Alligevel vedtager hele Folketinget lovene for folkekirken og godkender dens administrative leder, kirkeministeren, når der dannes regering.
Hvor er den kirkeretlige endsige teologiske begrundelse for denne paradoksale kirkepolitik? Vi har simpelthen aldrig været præsenteret for den. Den stadige henvisning til Luthers "to-regimente- lære" kan jo ifølge sagens natur kun overbevise lutheranere. Og Grundlovens paragraf 4 om, at folkekirken støttes af staten, har jo kun ved at strækkes ud som en stadig længere elastik kunnet bruges til at retfærdiggøre den nuværende ensidige favorisering af folkekirken og samtidig dens næsten totale integration i statsforvaltningen.
Kirkeministerens nye "anordning" om , hvordan folkekirkens præster skal forvalte dåben, det vil sige kirkens eget grundlæggende sakramente, må ses som et nyt højdepunkt i den stadig hårdere stramning af statskirkesystemet, vi de senere år har oplevet. Hvornår er målet fuldt, så også danske folkekirkekristne begynder effektivt at forlange deres kirkes selvstændighed og frihed?
Jørgen Nybo Rasmussen, historiker, og dr.theol.hc.,
tilknyttet Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark,
Svanevej 38, Roskilde