DET ER PINLIGT, at hver gang der tages positive tiltag fra politisk side til at forbedre forholdene for de 56.000 danskere, der dør årligt, stiller palliative læger sig op og mener, at pengene bør tilflyde de palliative team, de har ledelsesansvar over i stedet for til oprettelse af flere hospicepladser. (Kristeligt Dagblad den 10. november).
LÆS OGSÅ Læger kritiserer penge til flere hospicer
De 19 danske hospicer er enestående ved, at hospicecheferne alle er sygeplejersker. Læger indgår i den tværfaglige gruppe af sygeplejersker, præst, psykolog, socialrådgiver, musik terapeut, fysioterapeut med videre.
Overlægeforeningen forsøgte i 1990?erne at forhindre, at læger skulle virke under sygeplejerskemæssigt ledelsesansvar, men de opgav kampen, da læger generelt var ukvalificerede til at varetage positionen. Men lægerne bliver ved og mangler tilsyneladende forståelse for, at hospicerne er fantastiske ved, at de aftabuiserer og tydeliggør døden i offentligheden.
De medvirker til, at alle døende i mindre grad underlægges stigmatisering og fortidens hemmelighedskræmmeri, hvor alle vidste, at det stundede til, mens den døende blev holdt hen med ammestuesnak, fordi man mente, at mennesket ikke kunne leve med varslet eller forudbestemt død.
Hospicerne er modeller for tværfagligt samarbejde, som afspejler døendes mangesidige behov for åndelig støtte, psykologisk afklaring, pårørendeinvolvering, intensiv omsorg plus nødvendig symptomlindring.
Vi skal være stolte af, at det på 20 år er lykkedes at udbygge dansk hospicestruktur til nuværende niveau! Det skyldes ihærdige aktiv opbakning fra befolkningen, pioner-faggrupper samt visionære politikere.
Alle bør klappe i hænderne over, at Finansloven udbygger hospicestrukturen. 50 procent af os bor alene og har ikke forsvarlige muligheder for at tilbringe den sidste tid i hjemmet.
Læger er antalsmæssigt en begrænset personalegruppe i forhold til de andre faggrupper (sygeplejersker er dominerende) og hæmmet af, at deres forening nægter at anerkende palliation som selvstændigt speciale.
Palliativ efteruddannelse må stadig ske i skandinavisk regi (begrænset antal pladser) eller i det øvrige udland. Vi har stadig ikke et professorat i palliativ medicin – mens Norge har fire. Det er ingen hemmelighed, at sygehusdirektører tit bruger palliation som et sted, man parkerer læger på vej til pensionering uden at skele til faglige kvalifikationer.
Lægerne må stoppe hospiceangrebet og koncentrere sig om anerkendelse i eget bagland. På længere sigt skal vi selvfølgelig have flere palliative team, men lægernes evidensbaserede symptomorientering må ikke komme til at dominere området og sygeliggøre døden og gøre den til et medicinsk anliggende. De døende er for tit ikke bevidsthedsmæssigt til stede, fordi de ligger med smertedrops eller er overfyldt med psykofarmaka, da smertelindring og angstdæmpning vurderes højere end den spirituelle og eksistentielle dimension.
Livsafslutningen er kulminationsoplevelsen i vort liv. "At sige verden ret farvel", mens hænder holdes og gråd lindrer overgangen.
Niels Peter Agger,
cand.psych.,
Yrsavej 3 st.,
Frederiksberg