Stop hykleriet og afskaf blasfemiparagraffen

Der skal være fuld ytringsfrihed, så folk kan sige, hvad de vil, mener Simon Emil Ammitzbøll, folketingsmedlem og politisk ordfører for Liberal Alliance

Blasfemiforbuddet er fra en tid, hvor religion var samfundets sammenhængskraft, skriver Simon Emil Ammitzbøll, folketingsmedlem og politisk ordfører for Liberal Alliance.
Blasfemiforbuddet er fra en tid, hvor religion var samfundets sammenhængskraft, skriver Simon Emil Ammitzbøll, folketingsmedlem og politisk ordfører for Liberal Alliance. Foto: Leif Tuxen.

I DANMARK hylder vi ytringsfriheden, som er beskyttet af vores grundlov. Vi kæmper for retten til at ytre os og for retten til at kritisere religioner.

På samme tid har vi dog i vores egen lovgivning en paragraf den såkaldte blasfemiparagraf der netop indskrænker ytringsfriheden og ulovliggør, at man offentligt driver spot med eller forhåner en religion.

LÆS OGSÅ: Debatten om blasfemiparagraffen blusser op igen

Det er modstridende og ikke mindst hyklerisk, at vi her i Danmark holder ytringsfrihedens fane højt, når vi samtidig har en lovgivning, der giver bøder og sender mennesker i fængsel for at ytre sig meget kritisk om en religion.

Der skal være fuld ytringsfrihed, så folk kan sige, hvad de vil, så længe der selvfølgelig ikke er tale om trusler eller løgne. Det kræver dog, at Folketinget stemmer ja til Liberal Alliances beslutningsforslag om at styrke ytringsfriheden, som vi netop har fremsat, så vi en gang for alle kan få afskaffet blasfemiparagraffen.

LÆS OGSÅ: Det er snarere politik der skal ud af det offentlige rum

Blasfemiforbuddet er fra en tid, hvor religion var samfundets sammenhængskraft. Sådan er det ikke længere. Alle religioner må kunne tåle offentlig kritik også af den hårde slags, som folk, der hylder en bestemt ideologi eller en anden overbevisning, bliver udsat for i dag.

At forskelsbehandle på den måde og forskåne nogle religiøse grupper for bestemte synspunkter ved lov er hverken rimeligt eller tidssvarende.