NOGET AF DET vigtigste, et menighedsråd bliver udsat for, er at skulle vælge ny præst. Det skulle menighedsrådet ved den danske kirke i Berlin også. Når valget af en ny præst skal foretages, er det menighedsrådets fineste opgave at finde netop den præst, der passer til den lokale menighed. Det betyder naturligvis, at den teologiske grundholdning, præsten har, spiller en afgørende rolle for, om matchet med menigheden, der skal leve sammen med præsten i det daglige, er det rigtige.
En af ansøgerne til stillingen i Berlin er blevet forbitret over, at menighedsrådet valgte en anden end hende. De fandt, at hendes tidehvervske holdning ikke passede til menigheden.
Og så skulle den potte jo sådan set være ude. Kedeligt for ansøgeren, der blev vraget, men sådan må virkeligheden naturligvis være, hvis der ikke siden skal opstå vanskeligheder mellem præst, menighed og menighedsråd.
Men den udgang af sagen finder den tidehvervsorienterede ansøger sig ikke i. Hun rejser nu sagen politisk gennem sognepræst og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Christian Langballe, hvilket man i sig selv kan undre sig over, da Tidehverv plejer at slå flere kors for sig, når det bare lugter af, at politik og kirke sammenblandes.
Så meget mere burde det vel gælde, når vi taler om en rimelig uafhængig kirkelig organisation som Danske Sømands- og Udlandskirker.
MEN NU REJSES SAGEN i det danske Folketing under devisen: ”Hvad i alverden bilder menighedsrådet i Berlin sig ind, at de vrager en præst, der tilhører Tidehverv?”.
De bilder sig naturligvis nøjagtig det ind, at de er sat til at vælge en præst, der passer til den menighed, præsten skal have sin daglige gang i.
Og det er vel den naturligste ting af verden, at et menighedsråd, det være sig her eller i Berlin, må spørge sig selv, om en præst, der bekender sig til Tidehverv med den nære tilknytning, bevægelsen efterhånden har fået til Dansk Folkeparti, er den rette i en international by og en international menighed som den i Berlin.
Den netop overståede danske valgkamp og de meget lidt internationalt orienterede udtalelser, der er faldet, og de holdninger, der gives udtryk for både fra regeringens og dens støtteparti Dansk Folkepartis side, må naturligvis afføde en skærpet interesse netop ved en ansættelse af præst i en international dansk menighed. Kan menigheden og præstens holdninger gå i spænd?
Det er menighedsrådets simple forpligtelse, at de ikke ansætter en præst, der ikke passer til menigheden, de er valgt som menighedsråd for.
Britta Schall Holberg (V) er tidligere folketingsmedlem, minister og formand for Folketingets Kirkeudvalg