FORLEDEN KOM det frem, at en undersøgelse viser, at næsten hver anden dansker føler, de har for lidt tid. Selvom vi har mere tid end nogensinde før.
Undersøgelsen peger blandt andet på, at det oplevede tidspres ikke alene er noget udefrakommende, men at det i høj grad også er et problem, vi selv er med til at skabe.
Det er vi, når vi presser os selv, fordi vi absolut vil være veltrænede, superkokke i samtalekøkkenet, perfekte familiefædre og -mødre, gøre karriere og være opdaterede på Facebook og LinkedIn på samme tid.
Men det er vel i orden at gøre sig umage og stræbe efter det perfekte, tænker du måske. Og ja: Vi bør selvfølgelig tage livet alvorligt og forvalte det bedst muligt. Men spørgsmålet er, om det perfekte liv er det samme som det gode liv.
I det følgende vil jeg argumentere for, at vi måske i virkeligheden bør tilstræbe det gode liv frem for det perfekte liv. Men hvad er det gode liv?
Filosoffen John Stuart Mill sagde engang, at det alene er den, hvis liv det er, der bedst ved, hvad der er det gode liv for ham eller hende. Det er der selvfølgelig en vis sandhed i. Men selvom hver enkelt af os bedst selv ved, hvad der er det gode liv for os selv hver især, tror jeg alligevel godt, at vi kan nå frem til nogle fælles pejlemærker for, hvad der kendetegner det gode liv.
Det handler selvfølgelig om helt basale ting som mad på bordet, tøj på kroppen, arbejde, familie, venskaber og så videre.
Men for mig er det gode liv også et liv med mening og et liv i balance. Et liv, hvor der er en passende balance imellem ens arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.
NÅR JEG TROR PÅ, at en god balance mellem familie- og arbejdsliv er en vigtig bestanddel af det gode liv, så hænger det blandt andet sammen med, at jeg tror på, at vi mennesker på den ene side er skabt med et stort potentiale, men at vi også er begrænsede og fejlbarlige.
Når vi således hver især er skabt med et stort potentiale, så er det selvfølgelig også helt i orden, at vi hver især stræber efter at udnytte dette potentiale. Men når vi oplever, at hverdagen ikke hænger sammen, og vi presser os selv for meget, så er det også helt i orden at standse op og overveje, om den gode balance måske er tippet til fordel for jagten på det perfekte.
Hermed er vi fremme ved min pointe om, at vi måske, i stedet for hele tiden at stræbe efter det perfekte liv for os selv, burde stræbe mere efter det gode liv og et liv i balance sammen med andre.
Hvis det ”perfekte” liv er det liv, der gør, at så mange danskere oplever, at de ikke kan få tiden til at slå til, så er der for mig at se behov for at gøre op med forestillingen om det perfekte liv. Der er også grund til at gøre op med jagten på det perfekte af en anden grund. Andre undersøgelser peger samstemmende på, at jagten på det perfekte også er en medvirkende årsag til, at rigtig mange, ikke mindst unge mennesker, rammes af mindreværd og ensomhed. Det bør vi som samfund tage alvorligt.
SOM FORMAND FOR en arbejdsmarkedsorganisation, der bygger på et kristent livs- og menneskesyn, er tanken om, at vi alle er skabt med et stort potentiale, men at vi samtidig også er begrænsede og fejlbarlige, udtryk for et balanceret menneskesyn, som jeg også ønsker skal gennemsyre vores møde med kunderne.
Det betyder, at vi i Krifa ønsker at opmuntre og inspirere mennesker til at udfolde deres potentiale, men også at støtte mennesker i at have en realistisk og konstruktiv tilgang til egne og andres begrænsninger. I praksis betyder det, at vi søger at opmuntre jobsøgende kunder i a-kassen til at være ambitiøse og tænke alternativt, men at vi samtidig også er ærlige, hvis de skyder langt over målet. Internt blandt ledere og medarbejdere søger vi også at udfordre os selv og hinanden til nye opgaver, men accepterer samtidig, at det er menneskeligt at fejle og at lære af sine fejl.
Jeg tror på, at vi vil komme en del af det oplevede tidspres til livs, hvis vi, i stedet for hele tiden at jagte det perfekte for os selv, bruger mere tid på at jagte det gode sammen med andre.
Søren Fibiger Olesen er formand for Krifa