Det åbne møde for en måneds tid siden i Folketingets kirkeudvalg fastslog med prisværdig klarhed, at vores folkekirkeordning ikke er i umiddelbar fare. Partier, der repræsenterede et stort flertal i Folketinget, meldte, at de ønsker samhørigheden mellem stat og folkekirke opretholdt.
Færdes man ude blandt folk, er man ikke i tvivl om, at denne holdning deles af et lige så markant flertal i befolkningen. Der er dog heller ingen tvivl om, at den dagsordensættende elite af mediefolk i stiltiende forståelse med det kulturradikale parnas for længst har besluttet, at folkekirkeordningen er forældet, at den er i strid med religionsfriheden, at den strider mod grundlæggende menneskerettigheder, og at den følgelig bør afskaffes.
Til opnåelse af dette formål bringes med uregelmæssige mellemrum en række påstande til torvs, der ofte er tilbagevist, men alligevel gentages igen og igen. Et eksempel er påstanden om, at alle ikke-medlemmer tvinges til at bidrage til folkekirken. De, der gang på gang bringer den historie til torvs, ser for det første væk fra, at statens tilskud til præstelønnen er erstatning for inddragelse af kirkelig ejendom og afløsning af kirkelige indtægter, der netop havde til formål at finansiere præsternes løn. Et andet eksempel er, at tidligere undersøgelser påviser, at værdien af folkekirkens tjenester for samfundet andrager et beløb, der er cirka dobbelt så stort som det årlige statstilskud. Hvor andre trossamfunds medlemmer kan få skattefradrag for deres bidrag, sker der en direkte statslig udbytning af folkekirken.
En af grundene til, at mistænkelig-gørelsen kan fortsætte, er, at der stadig er visse uklarheder i den folkekirkelige økonomi. Nu er det så lykkedes Finansministeriet at få regeringens økonomi-udvalg til at hoppe på ministeriets gamle traver: bloktilskud til folkekirken i stedet for statslige forpligtelser på konkrete opgaver. Vel har man aldrig kunnet beskylde Finansministeriet for at besidde nogen form for kendskab til folkekirkens økonomi, dens virksomhed og virkelighed i det hele taget, eller til de til en vis grad uskrevne love, der regulerer forholdet mellem stat og kirke i Danmark
Regeringens økonomiudvalg er åbenbart på samme vidensniveau, men man kunne vel have spurgt regeringspartiernes kyndige folk i Folketingets kirkeudvalg, inden man sprang på den finansministerielle kæphest. At ville putte et statsligt bloktilskud i en fællesfond, der ikke er under direkte kontrol af noget valgt organ, tyder tillige på manglende fornemmelse for ånden i vores grundlov.
Lad os nu en gang for alle få gjort op både med den falske mytedannelse om tvangsbidrag til folkekirken og statens økonomiske udbytning af samme. Og lad os samtidigt få imødekommet nogle af de berettigede anker, der af ikke-folkekirkemedlemmer rettes mod systemet.
På det økonomiske område kan en højere grad af ligestilling opnås ved at slå en streg over alle gamle mellemværender. Anlæg den betragtning, at skattemyndighedernes beregning og opkrævning af kirkeskat går lige op med kirkens varetagelse af personregistreringen. Afskaf statstilskuddet helt og indfør i stedet fradrag i den skattepligtige indkomst for kirkeskatten. Det kan gøres ved hjælp af den samme teknik, som ved beregningen af fradraget for bruttoskat og pensionsbidrag.
Også anerkendte trossamfund bør kunne få deres bidrag opkrævet over skattesystemet. Det må kunne klares med en kodning i edb-systemet. Man må så genoptage den gamle praksis at anerkende trossamfund, hvilket der i øvrigt er mange andre gode grunde til. Skattefradraget begrundes med samfundets generelle opfattelse af trossamfund som almennyttige og tillige med folkekirkens rolle som forvalter af en stor del af den fælles kulturarv. Der vil herved i praksis ske en tredobling af statstilskuddet til folkekirken, hvilket i enhver henseende er rimeligt. Og der vil ikke længere ske forskelsbehandling mellem folkekirken og de anerkendte trossamfund.
Til belysning af rimeligheden angives her blot nogle enkelte tal for udviklingen af byrdefordelingen mellem staten og folkekirken; i 1965 udgjorde statens andel af folkekirkens udgifter 33 procent, i 1974 17 procent, i 1978 15 procent og i 1986, da den første økonomilov blev vedtaget, 14 procent. Faldet fortsatte de følgende år, indtil statens andel i begyndelsen af 1990´erne var nået ned omkring 11 procent.
Herefter skete der en stabilisering, men på et niveau der ikke er holdbart. Slet ikke set i lyset af den analyse af folkekirkens økonomi, der blev foretaget af et tværministerielt arbejdsudvalg nedsat af den daværende regering i juni 1994. Et tiltag, jeg som kirkeminister fremprovokerede, netop for at komme mytedannelsen omkring folkekirkens økonomi til livs. Det opnåede jeg altså ikke, hvilket den stadig genopdukkende debat på det stadig lige fordrejede grundlag til overflod beviser.
Det fremføres ofte som en anke mod folkekirkeordningen, at der sker forskelsbehandling af borgerne i forbindelse med begravelse. I den forbindelse glemmer man, at de folkekirkelige kirkegårdes pligt til at give plads for alle, netop er en pligt, der er pålagt folkekirken og ikke en rettighed, der er tillagt den. Begravelsesvæsenets ordning bør først og fremmest respektere borgernes religionsfrihed. Ingen, der tilhører et trossamfund, hvad enten det er folkekirken, en anden kristen kirke eller et andet trossamfund, bør afskæres fra at blive begravet i overensstemmelse med egne religiøse og kulturelle traditioner og forskrifter. Folkekirken bør fortsat have pligt til at modtage alle, kristne eller ikke-kristne, hvis trossamfund ikke har egne begravelsespladser, eller hvor folkekirkens kirkegårde blot foretrækkes. Som hidtil bør også kirkerne være til rådighed for andre kristne i forbindelse med begravelser. Statslige, kommunale og kirkelige myndigheder bør være så hjælpsomme som muligt ved andre trossamfunds oprettelse af egne begravelsespladser.
Som nævnt kan den skattemæssige fradragsret begrundes med en almen holdning til trossamfund, såvel folkekirken som de anerkendte trossamfund. Den i Grundloven angivne pligt for staten til at understøtte folkekirken drejede sig ikke oprindeligt om økonomi og bør heller ikke gøre det i fremtiden. Det drejer sig om universiteternes fortsatte uddannelse af teologiske kandidater, der kan varetage præstegerningen i folkekirken. Det ville vel for resten være et fattigt dansk universitetsmiljø, der ikke omfattede teologiske fakulteter. Det drejer sig også om uddannelsen af organister; men de kan jo også bruges af andre kirkesamfund, der bruger musik og sang i deres gudstjenester. Sidst men ikke mindst drejer det sig om fastholdelse af evangelisk-luthersk kristendom som udgangspunkt for folkeskolens religionsundervisning. Og det drejer sig også om Kirkeministeriets og Folketingets rolle i kirkens styrelse. Det er tillige vigtigt for sikringen af forkyndelsesfriheden, at den enkelte præst har Kirkeministeriet og ikke menighedsrådet som arbejdsgiver.
På det økonomiske og styrelsesmæssige område må Folketinget og regering nu tage den udtalte vilje til at bevare folkekirken alvorligt. Kirkeministeren må en gang om året forelægge folketinget et forslag til finanslov for folkekirken. Til udarbejdelsen af den udkræves nok et par embedsmænd med en for økonomistyring relevant uddannelse, men det er vistnok i alle tilfælde påkrævet. Folketinget må lade kirkens finanslov behandle i kirkeudvalget, og det må som statens finanslov gennemgå tre behandlinger i folketingssalen.
Alene udviklingen i landskirkeskatten og det aktuelle rod omkring Fællesfonden demonstrerer, at man ikke i længden kan fortolke Grundlovens paragraf 43 så frit, at udskrivningen af landskirkeskatten alene hviler på en bemyndigelse til ministeren. Enten får folkekirken et centralt kirkeråd, en synode, hvilket mange gode kræfter i folk, folkekirke og folketing er klart imod, eller også må Folketinget leve op til sin del af ansvaret for styringen af den folkekirkelige økonomi.
Arne O. Andersen er
tidligere kirkeminister
og MF for CD