Studerende: Unge er ulykkelige, fordi de aldrig fordyber sig

Jeg kan nikke genkendende til mange af de utopiske forventninger, de unge beretter om, såsom høje faglige præstationer og ubegrænset socialt overskud. Men selvom der unægtelig nok er sket en forskel i løbet af de par år, siden jeg blev student i 2014, erindrer jeg ikke, at jeg havde det så skidt, som det bliver beskrevet i dag, skriver Charlotte Schmidt Frandsen. Foto: Privatfoto

Det pres, unge oplever, opstår netop, fordi unge ikke længere ved, hvad det vil sige at skabe noget, der ikke skal modtage en dom
Charlotte Schmidt Frandsen

Det pres, unge oplever, opstår netop, fordi unge ikke længere ved, hvad det vil sige at skabe noget, der ikke skal modtage en dom. Og så bliver hver dag og hver en handling en konkurrence, et kapløb og en kamp, både imod andre og i særdeleshed imod dem selv, skriver Charlotte Schmidt Frandsen

Det har i længere tid væltet ind med kronikker og debatindlæg fra gymnasieelever, der smerteligt beretter om en hverdag fyldt med umenneskelige krav.

Jeg har, ligesom så mange andre, læst dem med en dybt bekymret mine.

Men jeg har også undret mig. Undret mig over, om kravene virkelig er blevet så høje, at de ifølge de unge selv er umulige at leve op til. Jeg er kommet frem til, at det ikke handler om for høje krav.

Det handler om, at de unge ikke længere er i stand til at stå imod kravene. Fordi de ikke længere fordyber sig i noget.

Jeg kan nikke genkendende til mange af de utopiske forventninger, de unge beretter om, såsom høje faglige præstationer og ubegrænset socialt overskud.

Men selvom der unægtelig nok er sket en forskel i løbet af de par år, siden jeg blev student i 2014, erindrer jeg ikke, at jeg havde det så skidt, som det bliver beskrevet i dag.

Indrømmet – jeg nåede lige at blive født før den nuværende gymnasiegeneration, hvor sociale medier styrer mere eller mindre alting, og også inden adgangskravene til uddannelserne blev så høje, at man skal have topkarakterer i alt for overhovedet at have en chance. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at det da må være muligt at kunne stå i mod alle de indtryk som ung i dag.

For lad os være ærlige – internettets skønhedsidealer, karakterkrav, vores spejling i andre og vores krav til hinanden kommer der jo næppe til at blive færre af.

Tværtimod er jeg overbevist om, at det kun bliver værre herfra.

Derfor må nøglen til at overleve vores nye pulserende verdensregelsæt findes et andet sted end i brok og håbet om, at tingene pludselig ændrer sig. De høje krav er jo ikke nogle, der er blevet trukket ned over de unge og derfor bare kan hives af igen, når vi overbeviser politikerne om, at vi har fået nok. Det er krav, vi selv har skabt og selv bliver ved med at skabe – også gymnasieeleverne.

Jeg tror, forskellen ligger i, at unge i dag intet rum har til fordybelse. Når man fordyber sig i noget, sættes alt andet på pause, og man opholder sig i sin helt egen verden uafhængigt af tid og sted.

Jeg kan se det i både min egen omgangskreds og i min 18-årige lillesøsters. Her er ordet frirum en by i Rusland, og alt, der bliver produceret både i skolen og uden for, er med et formål, der skal bedømmes. Enten fagligt af lærere eller socialt af din familie, venner eller dine følgere på Instagram. Unge i dag har intet rum, hvor de kan sætte deres resultattankegang på pause, lade hjernen få frit løb og beskæftige sig med noget, der ikke skal bedømmes.

Det pres, unge oplever, opstår netop, fordi unge ikke længere ved, hvad det vil sige at skabe noget, der ikke skal modtage en dom. Og så bliver hver dag og hver en handling en konkurrence, et kapløb og en kamp, både imod andre og i særdeleshed imod dem selv.

Det handler om at få lysten til at interessere sig for noget tilbage i de unges hverdag. Interesser kan ikke blomstre under pres, og da det er en konstant faktor i de unges liv, er interesser og lysten til at dyrke dem ikke længere noget, der eksisterer.

Men hvis man aldrig beskæftiger sig med det, man elsker, har vi mistet formålet med livet, og hvis der ikke er noget, der betyder mere for én end noget andet, bliver alt ligegyldigt. Så bliver man ulykkelig og ude af stand til at stå fast, men blot modtagelig over for alt, og så ender man med at blive pustet rundt som en fjer og gang på gang sat til vægs af andres beslutninger.

Derfor skal de unge lære at finde tid i deres hverdag til de ting, der betyder noget. Den form for pauser giver automatisk også mere, ro, velvære, sænker stressniveauet og forbedrer ens forhold til sig selv. Et ofte anvendt råd mod stress er, at sørge for at få mere indflydelse på sit liv. Jeg tror, det er manglen på netop denne følelse, der forårsager dårligdommen hos de unge.

Jeg er fuldstændig klar over, at en del af presset ligger i de stigende karakterkrav, og vi kan lynhurtigt blive enige om, at både adgangskrav, fremdriftsreformer og uddannelseslofter ikke hjælper på noget. På længere sigt håber jeg meget, at der bliver gjort op med alt dette, og at gymnasieelever ikke længere udsættes for otte forskellige fag på en dag, sådan at fordybelse også er noget, de får lov at møde i skolen.

Men det må simpelthen være muligt for unge at være glade på trods af det. Som menneske er vi selv ansvarlige for vores egen glæde – og det er de unge også.

Jeg synes, at årsskiftet er et udmærket tidspunkt til lige at tænke en ekstra gang over, at vi selv bestemmer, hvilket indhold vi fylder i vores liv. Jo yngre vi er, når vi ynder at mestre dette, jo mere får vi ud af livet. Livet vil altid være en ukontrollerbar størrelse. Det eneste, vi kan kontrollere, er, hvad vi fylder det med. Vi skal sørge for, at vi af og til fylder det med rum til at forsvinde i det, vi elsker.

Charlotte Schmidt Frandsen er studerende.