MED REGERINGENS 2025-PLAN er SU’en og dens betydning for den sociale arv kommet på dagsordenen.
Selv var jeg, som mange i min generation, familiens første student, der dermed fik adgangsbillet til en videregående uddannelse. Men jeg er kommet i tvivl: Er jeg nu også den mønsterbryder, jeg altid har ment, jeg var? Jeg havde mine forældres fulde opbakning, social og kulturel kapital på bankbogen, voksede op i en tid med SU, hvor godt 10 procent af en ungdoms‑ årgang fik en studentereksamen. Måske fulgte jeg i virkeligheden bare udviklingen.
Set i det perspektiv er det interessant at se på samfundsudviklingen helt frem til i dag. Fra 1960’erne og i tiden herefter var der mange fra uddannelsesfremmede miljøer, der fik en studentereksamen og efterfølgende en videregående uddannelse. Men de 25 års udvikling er stoppet. Vi formår ikke for alvor at bryde den negative sociale arv gennem uddannelse, og vi er langt dårligere til det end vore nordiske nabolande.
FLERE OG FLERE FÅR ganske vist en gymnasial uddannelse, men det store problem er, at mange børn og unge fra hjem med ufaglærte forældre eller med forældre på offentlig forsørgelse ikke får en kompetencegivende uddannelse. Hvilken uddannelse er ikke så afgørende – boglig såvel som praktisk – men en uddannelse kunne få dem ud af et fastlåst mønster, hvor man er ufaglært, i mange tilfælde på offentlig forsørgelse, med lav velfærd, sundhedsproblemer, manglende deltagelse i samfundets kulturelle og demokratiske institutioner, tidligere død og meget mere.
Hvad er da løsningen på disse sociale og uddannelsesmæssige udfordringer?
Det første, vi skal anerkende, er, at den gruppe af elever og deres forældre, der skal løftes, er mere hardcore end tidligere generationers mønsterbrydere. Graden af fastlåsthed er stor, og fælles for dem er, at familierne i flere generationer har haft dårlige erfaringer med alt, der minder om skole og uddannelse.
Derfor kan vi ikke møde disse elever med de samme metoder og pædagogik, som vi gør over for middelklassens børn. Mere af det samme er bestemt ikke nok.
Kultur og arbejdsmoral betyder meget i arbejdet med at bryde mønstre. For mange, der kommer fra uddannelsesfremmede miljøer, er hovedproblemet ikke familiens materielle velfærd, men manglen på kulturel velfærd og på tilstrækkelig og vedholdende arbejdsmoral. Indlæring er hårdt arbejde. Det er ikke altid sjovt, og uden at jeg skal inddrage den lutherske arbejdsetik her med indgangen til reformationsjubilæet, så er det vigtigt, at vi lærer børn og unge gode skolemæssige arbejdsvaner. Hvis det skal lykkes, må vi også arbejde med forældrene.
Jeg tror på, at relationer er afgørende for en mønsterbryder. En relation, som kan skabe motivation, er den afgørende ingrediens. Uden motivation er der ingen, der kommer nogen steder.
Når jeg tænker på de bedste lærere, jeg mødte på Sakskøbing Skole for 50 år siden, så var de præget af denne ildhu til at gøre en forskel. De var tydelige voksne i klasseværelset, de var rammesættende, men de formåede også at skabe relationen til eleverne og at lægge et vedholdende pres på os som elever og forældrene i tilgift. De var stolte af deres profession, og de var gode og anerkendte rollemodeller. Omsat til i dag, så fordrer arbejdet med at bryde mønstre, at lærerne er sikre i deres metodevalg, at de er stolte af deres profession, og at vi skaber en skole, hvor de får mulighed for at være professionelle autoriteter – og at lærerne tillige griber denne opgave.
For nogle elever og familier vil det ikke være nok med en skolemæssig ændring. De vil have behov for nogen at støtte sig op ad uden for skolen. Mentorer og rollemodeller, som kan bistå med tydelige og empatiske råd, når det er nødvendigt, og som kan holde eleven og familien på sporet.
Indsatsen for at bryde mønstre er ikke enkel, men den er helt nødvendig, hvis vi vil skabe øget velfærd – eller blot bevare den velfærd, vi har i dag – og den er først og fremmest nødvendig for at skabe et bedre skoleliv, arbejdsliv og liv for den gruppe af børn og unge, der ikke lykkes med en uddannelse i dag.
Per B. Christensen er direktør i Næstved Kommune og formand for Akkrediteringsrådet vedrørende de videregående uddannelser