Svenskerne kan lære os at få en sund balance mellem familie- og arbejdsliv

I Sverige har man ret til at afholde op til 60 omsorgsdage om året i forbindelse med barns sygdom samt lovbestemt ret til at gå på deltid, til ens barn fylder otte år, skriver Søren Fibiger Olesen fra Krifa

I Krifa bidrager vi meget gerne til at finde de optimale betingelser for, at den enkelte familie får en reel mulighed for at kunne prioritere tid til familien. Derfor bør vi også turde udfordre vanetænkningen, skriver Krifas formand.
I Krifa bidrager vi meget gerne til at finde de optimale betingelser for, at den enkelte familie får en reel mulighed for at kunne prioritere tid til familien. Derfor bør vi også turde udfordre vanetænkningen, skriver Krifas formand.

I mandagens udgave af Kristeligt Dagblad kunne man læse historien om, at danske børnefamilier arbejder næstmest i EU, kun overgået af svenskerne.

En ny undersøgelse fra tænketanken Cevea fastslår i den forbindelse, at hos 67 procent af de danske børnefamilier arbejder mor og far mellem 80 og 100 procent af en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.

Det siger sig selv, at både mænd og kvinder nødvendigvis må lægge en del arbejdstimer på arbejdsmarkedet, hvis vi vil fastholde det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Men samtidig synes jeg også, tallene fra ovennævnte undersøgelse bør give stof til eftertanke.

Kunne vi eksempelvis indrette arbejdsmarkedet anderledes, sådan at vi i højere grad tilgodeser de familier, der har behov for at drosle lidt ned for arbejdsintensiteten, mens børnene er små?

I Krifa bidrager vi meget gerne til at finde de optimale betingelser for, at den enkelte familie får en reel mulighed for at kunne prioritere tid til familien. Derfor bør vi også turde udfordre vanetænkningen.

Med til historien om, at svenskerne har en højere arbejdsintensitet end danskerne, hører også, at svenskerne har langt bedre muligheder for at tilrettelægge et liv med sund balance mellem familie- og arbejdsliv, end vi har i Danmark.

I Sverige har man eksempelvis en lovbestemt ret til at gå på deltid, helt indtil ens barn fylder otte år. I Danmark har man kun ret til at spørge chefen om lov til at gå på deltid, men ingen krav på at få det bevilget.

I Sverige har man også ret til at afholde op til 60 omsorgsdage om året i forbindelse med barns sygdom. I Danmark har man alene ret til fri i forbindelse med barns sygdom, hvis man er omfattet af en overenskomst, og vores ret til frihed er langt mindre end den tilsvarende ret i Sverige. Måske vi kunne lade os inspirere af svenskerne?

Som Danmarks fjerdestørste a-kasse og fagforening ønsker Krifa naturligvis at understøtte danske familier i at sikre optimale betingelser for en god balance mellem familieliv og arbejdsliv. Derfor har vi også, blandt andet inspireret af Sverige, præsenteret de danske politikere for to helt konkrete forslag, som vil kunne understøtte familierne i en bedre balance i hverdagen.

For det første foreslår vi, at alle sikres en lovbestemt ret til betalt frihed i forbindelse med barns sygdom. I første omgang foreslår vi, at alle får ret til op til 10 dages betalt frihed pr. barn om året, med en kompensation svarende til højeste dagpengesats. Vi forestiller os en model, hvor både arbejdsgivere, lønmodtagere og staten i fællesskab bidrager til finansieringen heraf.

For det andet foreslår vi, at a-kassereglerne gøres mere fleksible for deltidsforsikrede, sådan at man får mulighed for at bevare sin a-kassetilknytning og økonomiske tryghed, selvom man ikke ønsker at arbejde 30 eller 37 timer om ugen. Vi foreslår, at man får mulighed for at forsikre sig for eksempelvis 20 eller 25 timer om ugen.

I Krifa ønsker vi at sætte mennesket før systemet, og derfor bør dagpengesystemet selvfølgelig også være indrettet sådan, at det i højere grad understøtter mennesker, der arbejder på deltid, end tilfældet er i dag.

Søren Fibiger Olesen, formand for Krifa, Klokhøjen 4, Aarhus Nord