Sygeplejerske: Plejen af syge har nået bunden

Imens politikere i Danmark kalder deres parti for ældrevenligt, fordi de sympatiserer med de ældre, der ønsker bad en gang om ugen og god mad på bordet, har Skjervøj Kommune i Norge valgt ikke at diskutere disse emner. For det er en menneskeret at komme i bad og få ordentlig mad, skriver nyuddannet sygeplejerske

I Skjervøj ringer klokkerne sjældent. For borgerne behøver ikke hive i en snor for nå personalet. Personalet sidder oftest sammen med dem i deres stue og taler med dem.
I Skjervøj ringer klokkerne sjældent. For borgerne behøver ikke hive i en snor for nå personalet. Personalet sidder oftest sammen med dem i deres stue og taler med dem.

Jeg blev uddannet som sygeplejerske for en måned siden.

Lige så snart jeg blev færdig med uddannelsen, tog jeg turen til Nordnorge for tjene lidt ekstra.

Siden jeg kom her til den lille ø i Nordnorge, som kaldes for Skjervøj, har jeg reflekteret over den måde, jeg har arbejdet på i de seneste syv år som social- og sundhedsassistent.

Jeg har altid været glad for at arbejde inden for plejen og tør faktisk også kalde mig for dygtig. Jeg har aldrig været i tvivl om mine handlinger, ligesom jeg heller aldrig har fortrudt noget, jeg har iværksat.

Men siden jeg kom til denne ø og fik arbejde på et helsecenter som ansvars- havende sygeplejerske på en lille akutmodtagelse, en demensafdeling og en plejehjemsafdeling kører mine tanker rundt i hovedet på mig.

Jeg er begyndt at stille spørgsmål ved mine egne og mine gamle kollegers arbejdsmetoder i Danmark.

I syv år har jeg gået med tanken om, at jeg har gjort mit bedste, og at der ikke kunne gøres mere. Ligesom alle andre kolleger har jeg ikke reflekteret tilstrækkeligt over, om der var andre måder gøre tingene på. Om patienterne kunne få gavn af, at man brugte en anden metode.

Harun Demirtas er sygeplejerske på Rigshospitalet
Harun Demirtas er sygeplejerske på Rigshospitalet Foto: Privatfoto

Jeg synes, jeg altid har gjort mit bedste og blev også tit rost for den pleje, jeg har ydet.

Men i dag sidder jeg med en dårlig samvittighed over, at jeg ikke har gjort nok. Imens vi i Danmark taler om besparelser og ældres lov til at komme i bad en gang om ugen, sidder borgerne her på Skjervøj sammen med deres hjælpere, sygeplejersker, assistenter og hygger sig med en kop kaffe.

Jeg kan tydeligt huske klokker, der ringede i 10 minutter i København, før man besøgte de ældre. Ældre, som endda altid var altid taknemmelige over for personalet efter 10 minutter.

I Skjervøj ringer klokkerne sjældent. For borgerne behøver ikke hive i en snor for nå personalet. Personalet sidder oftest sammen med dem i deres stue og taler med dem.

Imens politikere i Danmark kalder deres parti for ældrevenligt, fordi de sympatiserer med de ældre, der ønsker bad en gang om ugen og god mad på bordet, har Skjervøj Kommune valgt ikke at diskutere disse emner.

For det er en menneskeret at komme i bad og få ordentlig mad. Vil borgerne i bad, så skal de have bad! Er borgerne sultne, så bliver de spurgt, hvad de kunne tænke sig at spise.

Jeg kan huske, at på min sidste arbejdsplads på et rehabiliteringscenter i Danmark var vi to assistenter til 25 beboere, som både skulle have hjælp til det basale, men også til komplicerede problematikker.

Vi løb nærmest for at nå vores opgaver. Rundt mellem beboere, der skulle have hjælp til sårpleje, sondemad, medicin, mad og komme i seng. Beboere, der trængte til psykosocial hjælp, var ikke en arbejdsopgave.

Imens vi i dag i Danmark taler om, hvilke opgaver der kan reduceres, så tiden kan bruges på noget andet, vælger Norge at beholde alle deres opgaver og snuppe Danmarks sygeplejersker for at sikre, at den gode sygepleje og omsorg kan finde sted.

Imens det danske plejepersonale lider under et system, der ikke virker eller lytter efter deres behov, har Norge hidkaldt tusindvis af sygeplejersker fra hele Norden med tilbud om god løn og sommerbonus, for at deres personale kan tage på ferie, og alle arbejdsopgaver kan følges.

Der er gået otte år siden den seneste sygeplejerskestrejke. En strejke, som ingen vil have kommer igen, fordi den med gevinsten også har bragt et stort økonomisk tab.

Men spørgsmålet, om vi ikke har brug for strejke igen, når vi ikke får den nødvendige opbakning og motivation til at komme på arbejde, er vanskeligt at afvise.

For jeg mener, at sygeplejen i dag igen har nået den bund, som var årsagen til den seneste strejke.

Jeg er glad for at være sygeplejerske og mener også, jeg har valgt det rigtige fag.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de norske ældre og syge lever bedre end vores egne, og at jeg er blevet repræsentant for et system, som ikke satser på at gøre mere og lytte til hverken os eller patienterne.

Tanken om, at jeg er blevet repræsentant for et system, der konstant giver de syge fornemmelsen af, at de er blevet gamle, ubrugelige og en byrde for samfundet, er ikke til at holde ud. Sygeplejen er Danmarks sorte hul.

Harun Demirtas er sygeplejerske på Rigshospitalet