Nogle gange ville jeg ønske, vi i sundhedsvæsenet kunne spole tiden tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.
Ikke den del, der handler om, at folk døde af mangel på videnskab. Men derimod den del, der handler om en sygepleje, som var fuldt fokuseret på at gøre det bedst mulige for patienten.
I dag er mange sygeplejersker pressede og risikerer at vippe omsorgen over til ligegyldighed.
I den meget omtalte sag fra Køge Sygehus kom det frem, at der har været eksempler på unødvendige bedøvelser af patienter på grund af tidspres.
Er det langt ude, hvis jeg siger, at jeg faktisk har ondt af sygeplejersken, som bedøvede sin patient for at hjælpe sine kollegaer på Køge Sygehus? Er jeg en dårlig sygeplejerske, hvis jeg siger, at jeg faktisk også synes, det er synd for hende?
Men hvad hvis jeg sagde, at det i høj grad også er systemets skyld? Et system, der en gang imellem opleves, som om det straffer både sygeplejerskerne og i sidste ende sine patienter på grund af mangel på tid og ressourcer?
Jeg har som sygeplejerske længe tænkt over, hvor grænsen går, før man lader sin omsorg tippe over til undladelse af ansvar over for patienten.
Sygeplejersker har erklæret at ville bestræbe sig på omhu og fuld samvittighed i patientkontakt. Loven om sygeplejerskers autorisation er velformuleret og nem at læse. Men indholdet kan føles som en byrde. En byrde, man som sygeplejerske lider under, fordi vi i dag desværre ikke har et system i fuld overensstemmelse med loven og derfor har problemer med at efterleve omhuen.
Kunne det forklare Køge Sygehus- episoden?
Når politikerne udtaler sig i medierne på vegne af os og vores arbejdsforhold og hentyder til, at de faktisk kan forstå vores frustration og vil gøre noget, men når vi på afdelingen ingen forskel mærker, er det frustrerende.
Forstår de ikke, at sundhedsvæsenet er det største problem, man burde fokusere på, herunder sygeplejerskernes uretfærdige arbejdsforhold?
Hvis patienter ikke længere kommer til skade på grund af mangel på videnskab som i 1900-tallet, men risikerer at komme til skade på grund af tidspres, så skal klokkerne ringe. Men ikke på Christiansborg. Denne her gang alle steder i det danske sundhedsvæsen. For nu er det nok!
Når en sygeplejerske bedøver sine patienter for at nå sine opgaver, er det ikke noget, der blot skal kommenteres som ”uacceptabelt”.
Hvis vi ikke længere er i stand til at holde liv i patienten, beskytte autonomien og respektere individet, er der kun en ting, der skal gøres: Der skal handles.
Ikke kun sygeplejersker. Lærere, pædagoger og andre faggrupper, som har en aktiv rolle i menneskeliv, bliver nedprioriteret i Danmark.
Det føles ikke retfærdigt som sygeplejerske at have et meget stort ansvar for menneskeliv og samtidig være opfattet som ”endnu en sygeplejerske, der brokker sig unødigt”.
Sygeplejersken er den, som er tovholder for patienten i hele sundhedsvæsenet, tættest på den og de pårørende for at lindre, men ikke mindst rumme alle sjælelige og fysiske lidelser for at hjælpe dem med at bygge bro mellem sygdom og liv. Derfor giver det i min optik ikke mening, at vi bliver taget for givet, når vi har et så stort et ansvar for mennesket.
For nylig kom vores formand, Grethe Christensen, med et budskab i tv-programmet ”Debatten”.
”I behøver ikke at tage så meget hensyn til de 5000 sygeplejersker, som betaler topskat. Det gør de med glæde. I skal tage hensyn til, at de faktisk gerne vil have en kollega mere. De er ved at blive nedslidt.”
Alle må forstå, at sygeplejerskernes kamp er ikke at gavne os selv, men mere at gavne patienterne.
I dag arbejder jeg som sygeplejerske på neonatalklinikken på Rigshospitalet.
Her løber vi rundt for at hjælpe de små kroppe, der er født i afmagt og uden sprog, men også forældre, der er kede af det og kriseramte, og som konstant venter på trøstende ord.
Vi er ligeglade med, om vi får 50 kroner ekstra fra Skat eller ej. Vi er opdraget til at være optimistiske og se det positive. Men hvad med vores patienter? Har de stadig fuld tillid til os efter alle episoderne på hospitalerne, fordi systemet hindrer os i at levere den pleje, de er berettiget til?
Nu spørger jeg igen:
Er det langt ude, hvis jeg sagde, at jeg faktisk har ondt af sygeplejersken, som sederede sin patient for at hjælpe sine kollegaer på Køge Sygehus? Er jeg en dårlig sygeplejerske, hvis jeg sagde, at jeg faktisk også synes, det er synd for hende.