En nylig omtalt undersøgelse (”Ny forskning betvivler religiøse børns moral” i Kristeligt Dagblad den 11. november) forsøger at påvise, at børn fra ateistiske hjem er mere empatiske og moralsk retlinede end børn fra religiøse hjem.
Det lyder ikke så godt. Og det bekræfter vel mange fordomme om, at religiøse mennesker er moralske overdommere, som ikke selv kan leve op til deres moralske krav. Og som samtidig i religionens navn dømmer andre ude, selvom ”disse andre” måske trænger til hjælp.
Hans Kirks bog ”Fiskerne” er et litterært eksempel på en ateists skildring og problematisering af religiøse mennesker. Og i den ovennævnte undersøgelse er det så børnene, der beskrives med en problematisk adfærd som følge af - eller på trods af - deres religiøse baggrund.
En kommentar i Kristeligt dagblad den 11. november (”Djævelen ligger i detaljen”) - problematiserer det helt unuancerede billede, som tegnes i undersøgelsen. Og jeg tænker, at hvis undersøgelsen tages alvorligt, kan det bidrage til - yderligere - religionsforskrækkelse.
Mit anliggende med denne kommentar er at påpege, at religion og moralsk adfærd ikke uden videre hænger sammen. Der er notorisk lavet meget vanvid i religionens navn. Tænk på alle religionskrigene. Tænk på de etniske og religiøse udrensninger i Balkankrigene. Og på mange, mange andre steder verden over.
Men tænk så også på forsoningen i Sydafrika efter ophør af apartheidstyret. Med Nelson Mandela og biskop Desmond Tutu som aktive igangsættere. Fantastisk og enestående - som alternativ til blodbad og hævnakt.
Jeg skal ikke kommentere forskellige religioners moralske kodeks. Men ud fra en kristen tankegang er det jo oplagt, at moralsk korrekt og empatisk adfærd ikke pr. automatik følger af at være kristen.
Jeg går ikke i kirke, fordi jeg har en høj moralsk standard. Tværtimod. Jeg går i kirke, fordi jeg ikke kan leve op til alle de høje standarder. Som Luther sagde: ”Gode gerninger gør ikke en kristen. Men en kristen gør gode gerninger.”
At erkende sig selv som synder er derfor i kristen sammenhæng ikke et åg, der bliver lagt på mine skuldre, og som jeg tynget af går ud i verden med - og måske derfor også kan blive lidt vrissen over for min næste.
Nej, at se sig selv som en synder er frisættende. Jeg kan godt puste ud og slappe af. Jeg er ikke et fuldkomment menneske og bliver det aldrig. Derfor: Gå ud i dagligdagen og lev livet - til gavn for din næste.
Elsk din næste, ligesom du elsker dig selv. Gør som Luther siger: ”Synd tappert”. Accepter, at livet ikke kan leves, uden at du indimellem laver noget forkert. Men det skal ikke lamme dig. Tvært-imod kan du (med dine synders nådige forladelse) begynde igen og igen at leve livet i samspil med dine medmennesker.
Det er kristen tankegang: ”At mig dagen fryder trods synd og død” (fra Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen af havets skød”). Den tankegang frisætter og skaber liv. Ikke altid på grund af, men sommetider på trods af. Og se, det er noget helt andet end blot at være moralsk korrekt.
Kristendommen som frisættende, igangsættende tro. Mon det er dét, undersøgelsen blandt børnene har afdækket ? Det er måske snarere afdækning af børnenes kompetencer i forhold til moralsk korrekt adfærd. Og det er måske ikke helt tilfældigt i en tid, hvor der i stadig højere grad lægges vægt på - ja, netop kompetenceudvikling.
Jørgen Breindahl, socialrådgiver, Ringparken 2, Hedensted