For nylig forslog Dansk Folkeparti, at en ny integrationskommission hvert år skal udregne, hvad de ikke-vestlige indvandrede nydanskere koster riget. Man kan selvfølgelig diskutere, hvordan det konkret skal gribes an, men selve sagen er da af åbenlys politisk relevans.
Skal der føres en kvalificeret debat om indvandringens konsekvenser, må der tal på bordet. Til min overraskelse bedyrede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) imidlertid, at det stred mod hendes menneskesyn at gøre udvalgte grupper op i penge. Vel skal mennesker ikke gøres op i penge, men er der en smule klarsyn i menneskesynet, kan man ikke se bort fra, at mennesker også koster penge.
Det er også svært at se, hvorfor ønsket om en opgørelse af omkostningerne ved ikke-vestlige indvandrede skulle være et særligt udtryk for menneskesynsforstyrrelse. Man opgør da rask væk omkostningerne ved andre grupper.
For nogle år siden viste en rapport fra Sundhedsministeriet, at svært overvægtige hvert år koster samfundet 14,4 milliarder kroner. Når der kan sættes tal på fedmens tunge pris, og så vidt jeg husker, uden at det blev udråbt som en torn i øjet på et humant menneskesyn, hvorfor så ikke med den ikke-vestlige indvandring?
Noget er dog kommet frem. Velfærdskommissionen mente i 2005, at en total opbremsning i indvandringen fra såkaldt mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 milliarder kroner i 2040.
Nu tales der ganske vist om mindre udviklede lande, men mon ikke der er et betydeligt sammenfald med de ikke-vestlige? Under alle omstændigheder er den slags oplysninger vitale for en oplyst demokratisk diskussion og en ansvarlig beslutningsproces. Selvfølgelig må et menneske ikke reduceres til en udgift, men sætter vi pris på en god økonomi, og uden den intet velfærdssamfund, så må indvandringen også reguleres derefter. Det er i sidste ende det bedste for alle borgere uanset etnicitet.
Jesper Bacher,
sognepræst,
Rubbeløkkevej 10, Rødby