Sæt pris på troens gave

En rose skyder op i Selma Lagerlöfs julelegende

"Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf er et værk, hvori julerosen blomstrer hvert år ved juletid med sine hvide blomster og grønne stængler til minde om, at den engang voksede i den store julehave.
"Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf er et værk, hvori julerosen blomstrer hvert år ved juletid med sine hvide blomster og grønne stængler til minde om, at den engang voksede i den store julehave. Foto: Eva Rosenqvist/ Denmark.

JULENS HØJTID nærmer sig, og i en af vore kendte julesalmer lyder første vers:

En rose så jeg skyde op af den frosne jord, alt som os fordum spåde profetens trøsteord. Den rose spired frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem.

Disse linjer får mig til at tænke på Selma Lagerlöfs mageløse julelegende, som hun skrev i 1905, og jeg får lyst til at delagtiggøre Kristeligt Dagblads læsere i hendes vidunderlige Legenden om juleroserne:

LÆS OGSÅ: Julens bud om liv og lys

Handlingen er henlagt til det nordlige Skåne i egnen omkring Öved, hvor en røver lever fredløs med sin familie i skoven. I Öved Kloster har abbed Hans anlagt en såre smuk urtehave i klostergården, og en dag trænger røvermor ind i urtegårdshaven. Lægbroderen vil fjerne hende med magt, men abbed Hans forbyder ham at tilkalde hjælp.

Røvermor giver sig nu til at fortælle, at hun kender en smukkere have end abbedens. Det er haven i Göingeskoven, der hver julenat klæder sig i højtidsdragt for at fejre Vor Frelsers fødselsstund. Lægbroderen tror ikke på røvermor, men røvermor inviterer blot abbed Hans op til sig for at se juleunderet.

Abbeden tager vel imod invitationen og forbyder lægbroderen at omtale dette for nogen. Selv fortæller abbed Hans dog om mødet med røverkællingen til biskop Absalon. Han beder denne om et fribrev til røveren, for:

Er disse røvere ikke værre, end at Guds herlighed åbenbarer sig for dem, så kan de vel heller ikke være for onde til at fortjene menneskers nåde.

Biskop Absalon viser sig skeptisk. Skulle der virkelig findes en smukkere have oppe i Göingeskoven end abbed Hans urtegårdshave? Men hvis abbed Hans kan bringe ham en blomst derfra, skal han gerne give røveren et fribrev.

Da juleaften oprinder, rider abbed Hans og lægbroderen sammen med et af røverkællingens børn som vejvisere op til røverkulen. Trætte og udmattede kommer de ind i den fattige røverkule, hvor røverkællingen sidder ved bålet med en gryde vælling. Men ikke så såre oprinder nattens mørke, før røverkællingen hører klokker ringe, og røverfamilien begiver sig ud i skoven sammen med abbed Hans og lægbroderen. Det er endnu mørk nat, og kulden bider, men pludselig vælder lysbølge efter lysbølge frem med alverdens herligheder af blomster, dyr og træer tillige med en engleskare.

Lige da de himmelske væsener er nær ved abbed Hans, udbryder lægbroderen, at det er Djævelens helvedesværk. I samme nu svinder lyset og Guds herlighed i stor frygt for kulden og mørket i et menneskehjerte. Abbed Hans segner til jorden, men når at famle i den frosne jord efter en blomst, han havde lovet biskop Absalon.

Røverfamilien og lægbroderen vender skyndsomst tilbage til røverkulen. Men abbed Hans savnes. Med brændende fakler leder de nu efter abbeden, som de finder liggende død på den iskolde jord. Og lægbroderen indser, at det var ham, der havde dræbt abbed Hans, idet han havde frarevet ham den glædeskalk, han havde tørstet efter at tømme.

Da man hjemme i Öved Kloster sysler med den døde abbed Hans og åbner hans hånd, finder man en lille rodknold, som lægbroderen lader plante ud i abbed Hans urtegård.

Næste jul ser lægbroderen, at der skyder blomster op af jorden på det sted i urtegårdshaven, hvor han havde lagt abbed Hans rodknold, og han bringer nogle af blomsterne til biskop Absalon som en hilsen fra abbed Hans. Lægbroderen får et fribrev med til røveren, og i stedet flytter han nu ind i røverkulen under bestandig bøn, at hans hårde sind måtte blive ham tilgivet.

Men Göingeskoven har aldrig siden klædt sig i højtidsdragt julenat for at fejre Vor Frelsers fødselsstund, fordi lægbroderens formørkede sjæl ikke ejede troens gave. Af Göingeskovens herlighed er der ikke andet tilbage end den blomst, som abbed Hans plukkede.

Man har kaldt den julerose, thi den blomstrer hvert år ved juletid med sine hvide blomster og grønne stængler til minde om, at den engang voksede i den store julehave.

Glædelig jul!

Nanna Drejer, litteraturforsker og foredragsholder, Præstevænget 30, Svendborg