Der findes utallige bøger, pjecer og råd omkring den rette vej igennem stor sorg.Alle de velmenende ord og råd har det samme formål. At guide de sorgfulde, efterladte og knuste mennesker igennem mørket mod det lys, som det tilbageværende liv kaster dem nænsomt i møde.
Sorg er ubarmhjertig. Den snyder, bedrager og forfører sjæle, som desperat leder efter vejen ud af og væk fra den altopslugende bølge af fortabelse og tristesse, som skyller ind over mennesker, selv når de samme mennesker føler, de er nået tørskoet i land.
Min sorg er på de første 10 måneder blevet både min ven og min fjende. Den kære ven, som minder mig om en glad, smilende og smuk dreng. En dreng, som gav verden sin umiddelbarhed og sin sidste krone til vennen, som stod ved siden af ham.
Den dejlige dreng, som ikke lod aftaler og skemalagte møder binde sig. Ud af det blå kom han, dukkede han op og ikke mindst glædede han sin storebror med sit selskab og nærvær.
Den nådesløse fjende, som stækker mit tempo. Fjenden, som suger glæden og tilstedeværelsen ud af de øjeblikke, som før dette gav mig næring og mod. Fjenden, som tager mine ambitioner og planer som gidsler. Fjenden, som i hvert øjeblik, hvori glæden udfordrer den, får den kurs, mit liv har lagt sig fast på, slået skævt, overblikket tabt og åndedrættet i nød.
På de dage, hvor vennen varmer mig, der er savnet ubærligt. Der er verden ikke i farver. Der er det at elske for alvor ikke muligt. Det tør jeg simpelthen ikke byde mig selv. Der står jeg alene i verden, mod en strøm af mennesker, som har et tempo, jeg kun kunne drømme om.
I de øjeblikke, fjenden indtræder på scenen, forsvinder karriereplanlægning, vreden og fortvivlelsen fylder rummet ud, tårerne slører mit udsyn, og jeg famler i blinde.
På de dage, hvor ven og fjende lever sammen og holder hinanden i skak, der er jeg stærk som en løve. Klar til at erobre verden i trods. Jeg ser farverne tydeligere, jeg elsker stærkere, jeg tror på, at det næste øjeblik rummer foreningen af de to, i en stærkere Morten.
I bøgerne står der, at man i sorghåndtering er i bevægelse, og at det bliver bedre dag for dag. På de dage, som er sværest, er jeg tilbage til dag et.
På de middelmådige dage er jeg i limbo, og på de dage, hvor solen rammer mine kinder, ville jeg ønske, at min lillebror sad over for mig.
Så hvad gør du nu, lille du? Du kæmper. Det bedste, du har lært. Som det så rigtigt føles, så står du midt i et brændende hus og trøster dig ved varmen på din krop. Du må forlade både din fjende og svigte din ven. Lige nu er der kun plads til dig i din krop. På vejen mod lyset. Båret af minder og punkteret af savn bliver lyset synligere.
Det vil en dag forhåbentlig kunne favne hele rummet omkring mig. Drømmen om den dag holder mig i bevægelse, og på det punkt har bøgerne ret. Bevægelse er sorghåndtering.
Morten Pelch er freelancejournalist. Den 9. januar i år døde hans lillebror på 28 år af en hjerterytmeforstyrrelse. Det tab skildrede Morten Pelch i en meget læst kronik i Kristeligt Dagblad den 15. maj i år